Verdens største søgemaskine har talt: Biden vinder
At dømme efter amerikanernes Google-søgninger kommer Joe Biden til at slå Donald Trump tirsdag aften i kampen om præsidentposten. Men Trump har et respektindgydende es i ærmet, som Biden aldrig kommer til at kunne trumfe.
I de seneste par uger er amerikanerne begyndt at søge mere på Google efter »Joe Biden« end »Donald Trump«. Siden 2004 – og dermed siden Google blev en betydningsfuld faktor på nettet – har denne søgehyppighed været retningsvisende for, hvem der vinder det amerikanske præsidentvalg. Jim Watson og Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix
For fire år siden havde denne skribent fornøjelsen af at være en af de få i den danske medieverden, der »forudså«, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg.
Det skete i en artikel på selve valgdagen i 2016 med denne overskrift:
»Trump vinder stort – ifølge Google.«
Lige siden George W. Bush vandt præsidentvalget i 2004, har verdens i særklasse største søgemaskine nemlig vist sig som et pålideligt instrument til at forudsige den endelige vinder i kampen om Det Hvide Hus.
Den meget enkle indikator er følgende: Den af kandidaterne, der har flest søgninger i dagene op til valget, ender også med at blive svoret ind som landets præsident 20. januar det følgende år.
Biden har overhalet Trump
Ifølge Googles eget værktøj Google Trends overhalede søgetermen »Joe Biden« termen »Donald Trump« fra 14. oktober. Og i de seneste godt to uger har søgninger i USA på den demokratiske præsidentkandidat næsten konstant ligget over søgninger på den siddende præsident.
Det vil sige netop i en periode, hvor der er afgivet millioner af brevstemmer i USA.
Naturligvis er det ingen garanti. Set over de seneste tre måneder eksempelvis har interessen for at søge på Trump generelt været størst. Men Joe Biden har halet ind – og har på nettet nu overhalet manden i det ombejlede palæ på Pennsylvania Avenue i Washington, D.C.
Hvem er mere berømt? Jeg sagde: Jesus Kristus
Donald Trump, USAs præsident
Google kan imidlertid også anvendes til at fastslå en rent ud forbløffende mulig kendsgerning:
Der findes næppe nogen på kloden, der er lige så kendt som Donald Trump. Blandt de nulevende.
Den amerikanske præsident er ganske enkelt verdens mest berømte menneske – hvis man altså alene dømmer efter antallet af resultater på Google-søgninger. Hvilket dog må formodes at være en troværdig retningspil.
Søger man slet og ret efter »Trump«, får man i skrivende stund ikke færre end 1,19 milliarder resultater, svarende til at navnet Trump er omtalt på næsten 1.200 millioner hjemmesider.
Til sammenligning får »Biden« 355 millioner resultater, »Obama« 278 millioner og »Hillary« 128 millioner.
Vender vi os i stedet mod store nulevende celebriteter som »Bieber«, »Kardashian«, »Ronaldo«, »Messi«, »Gates« eller Dwayne Johnson alias »The Rock« (verdens højest betalte skuespiller), så genererer de henholdsvis 157, 206, 252, 283, 392 og 426 millioner resultater på Google.
Ifølge vores lille uvidenskabelige undersøgelse findes der dermed kun et eneste menneske, der overgår Trump oppe i de stratosfæriske søgehøjder, nemlig en oldgammel herre, der angiveligt var Guds søn.
Søgetermen »Jesus« genererer nemlig hele 1,49 milliarder resultater.
End ikke profeten Muhammed – eller for den sags skyld »Kennedy«, »Lincoln« eller »Hitler« når den republikanske amerikanske præsident til sokkeholderne på den globale Google-interesseside.
At dømme efter Google er der kun en i hele verden, der er mere berømt end Donald Trump. Rune Feldt/Ritzau Scanpix
Enhver med minimalt kendskab til Donald Trump vil vide, at den tidligere casinokonge og vært for det populære TV-show »The Apprentice« elsker at sole sig i berømmelse og næsegrus beundring.
Ifølge bogen »Fire and Fury: Inside the Trump White House« fra 2018 har præsidenten udtalt, at hans ultimative mål aldrig var at vinde det amerikanske præsidentvalg i 2016. I stedet var det hans erklærede formål »at blive det mest berømte menneske i verden«.
Meget tyder på, at han har nået sit mål – i hvert fald blandt de nulevende.
Og naturligvis er han udmærket klar over det selv.
Under et vælgermøde 15. oktober i North Carolina sagde han ifølge blandt andet mediet The Hill følgende – til stor moro fra sine tilhængere:
»Forleden var der en, der sagde til mig: »Du er verdens allermest berømte person«: Jeg sagde: »Nej, det er jeg ikke« ... De sagde: »Hvem er mere berømt?« Jeg sagde: »Jesus Kristus.«
Dermed holdt Trump sig til den skinbarlige sandhed.
Hvis Google har ret, og Donald Trump taber natten til onsdag dansk tid, må man håbe, at han stiller sig tilfreds med at være verdens mest kendte nulevende menneske.
Men skulle han alligevel vinde, foreligger muligheden for, at han kommer til at overgå selv Jesus i global berømmelse.
Del:
Andre læser også
Debatinterview
Amerikansk bestsellerforfatter advarer mod kaos og vold, hvis Trump taber snævert: »Han vil gøre alt for at blive på scenen«
USA
Ét emne kan kvæle Trump – og det ligger som en dyne overalt i valgkampens slutspurt
Synspunkter
Her er de tre karaktermord på Biden, der skal hjælpe Trump til en sejr i sidste minut