Amerikansk bestsellerforfatter advarer mod kaos og vold, hvis Trump taber snævert: »Han vil gøre alt for at blive på scenen«

Dystopierne om Donald Trumps USA har stået i kø, siden han blev valgt som præsident i 2016, og Harvard-professor Daniel Ziblatt har været en af alarmisterne. Uanset om Biden eller Trump vinder valget, skal der skrappe midler til for at undgå en demokratisk katastrofe, siger han.

TOPSHOT - Supporters cheer as US President Donald Trump arrive to speak during a campaign rally at Pickaway Agriculture and Event Center in Circleville, Ohio on October 24, 2020. (Photo by MANDEL NGAN / AFP) MANDEL NGAN

Daniel Ziblatt blev kaldt en af de værste dommedagsprofeter. Professoren advarede efter valget af Donald Trump mod, at det amerikanske demokrati var på en farlig dødskurs, og at Trump ville accelerere den proces. Han advarede mod, at man havde valgt en præsident, der ville angribe medierne, misinformere vælgerne og med tiden sabotere centrale demokratiske institutioner.

Men er virkeligheden ikke, at han var for alarmistisk, og at det amerikanske politiske system har vist, at det kan overleve en type som Trump? Nej, siger han i dag til Berlingske. »Jeg var slet ikke alarmistisk nok. Især på tre områder har Trump været ekstremt farlig for det amerikanske demokrati.«