Hvad sker der, hvis jeg undlader at få mit barn vaccineret?
Medmindre dit barn allerede har været smittet med ny coronavirus, er det meget sandsynligt, at det som uvaccineret ender med selv at blive smittet. Det skyldes først og fremmest, at den altdominerende virusvariant herhjemme (og i verden) er deltavarianten, der er væsentlig mere smitsom end tidligere varianter. Som uvaccineret vil dit barn dermed være i forøget risiko for på et tidspunkt at smitte andre uvaccinerede eller for at skabe såkaldte gennembrudsinfektioner hos vaccinerede – og for at sende sin skoleklasse hjem i isolation. Aktuelt testes op mod ti gange så mange danske børn og teenagere positive som for to måneder siden.