Hvornår opnår Danmark – og verden – flokimmunitet? Måske aldrig

Et stigende antal undersøgelser kloden rundt – fra Indien over Kina til Danmark – understreger, at den relativt nye deltavariant af coronavirus er i en klasse helt for sig selv. Så smitsom er den, at eksperter verden over nu erklærer, at vi ikke kan udrydde sygdommen – trods vaccineudrulning. Men dermed er alt håb bestemt ikke ude.

I Indien testede nationale sundhedsmyndigheder for nylig 29.000 tilfældigt udvalgte mennesker i 70 distrikter over hele kæmpenationen for antistoffer og dermed for indbyggede immunvåben mod covid-19.

Resultatet var opsigtsvækkende, for hele 67,6 procent havde udviklet antistoffer mod sygdommen – næsten en tredobling i forhold til en tilsvarende undersøgelse omkring årsskiftet. Tilmed var det i en situation, hvor »kun« en lille femtedel af voksne indere havde fået første stik af en coronavaccine og dermed kunstigt havde udviklet antistoffer.