Først bad præsident Trump det muslimske kongresmedlem Ilhan Omar, der som flygtning fra Somalia kom til USA som barn, om at »tage tilbage« til sit »kriminalitetsangrebne« land.

Nu giver en af hans stærke støtter præsidentens kamp et nyt twist ved at tilbyde at bidrage til en billet til Somalia, så hun kan rejse til sit oprindelsesland og lære at sætte mere pris på USA, som han påpeger.

»Jeg siger ikke, at vi tvangssender hende noget sted hen,« siger den republikanske senator Rand Paul i et interview med Breitbart News.

»Jeg er villig til at bidrage til at købe hende en billet til at besøge Somalia. Jeg tror, hun kan se og måske lære lidt af katastrofen i Somalia.«

Han siger videre i interviewet, at der er masser af indvandrere og flygtninge, der er taknemmelige over at bo i USA.

»Men så hører jeg på kongremedlem Omar, der siger: »Åhh, Amerika er et frygteligt sted, der er ingen retfærdighed her.«

»Altså, hun kom her, vi gav hende mad, vi gav hende tøj på, hun fik velfærd, hun kom i skole, hun fik sundhedssystem, hvorefter hun fik æren af faktisk at vinde en plads i Kongressen. Og så siger hun, at vi er et forfærdeligt land. Jeg mener ikke, at man kan være mere utaknemmelig end det.«

Omar er en af fire demokratiske mørklødede kongreskvinder – kendt som »Troppen« – som præsident Trump for nylig sagde skulle »tage tilbage« til deres oprindelseslande til trods for, at tre af dem er født i USA, og at de alle fire er amerikanske statsborgere.

Et par dage senere råbte Trump-støtter taktfast »send hende hjem«, da præsidenten nævnte Ilhan Omar på et vælgermøde i North Carolina – en pendant til da hans vælgere under vælgermøder i 2016 taktfast råbte »bur hende inde« om Hillary Clinton.

Trump fordømte efterfølgende opråbet »send hende hjem«, da selv republikanere kaldte det racistisk. Men under mødet tillod han fra talerstolen, at det gik på i omkring 13 sekunder. Senere har han også rost sine tilhængere.

Splittede republikanere

Politiske modstandere kalder præsidenten for racistisk, mens republikanere er splittede i forhold til Trump og Rand Pauls adfærd.

En af Rand Pauls støtter, Joe Cavagnaro, siger ifølge Courier Journal, at Omar er en »åbenmundet socialist«, der på farlig vis er ude af trit med resten af landet.

»Hun skulle virkelig tage tilbage til sit oprindelige »shithole« af et land. Ingen kommentar til hendes race, men snarere hendes politik. »Troppen« er ude af kontakt med »mainstream America« og skal stemmes ud af Kongressen hurtigst muligt. Vi må af med kræftbylden, før den spreder sig for meget,« siger han.

Men en anden republikaner, kongresmedlemmet John Yarmuth, tager afstand fra Donald Trumps og Rand Pauls angreb på Ilhan Omar.

»Den fortsatte indsats for at male et billede af, at kongreskvinden Ilhan Omar er alt andet end en stolt amerikaner, er stødende for at sige det mildt,« siger Yarmuth til Courier Journal.

»Man kan helt sikkert fastslå, at Ilhan forstår Somalia meget bedre end Rand, og at det ville klæde ham at tie stille fremfor at komme med tåbelige og nedladende bemærkninger som denne.«

Trump har de seneste dage også angrebet den fremtrædende afroamerikanske formand for reformudvalget i Repræsentanternes Hus, Elijah Cummings, ved at sige, at hans valgdistrikt i Baltimore er et »ulækkert og rottebefængt sted«.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA