Det var først senere, at rigmanden Jeffrey Epstein også bad hende om at tage trusserne af, fortæller hun. Hvorefter han kastede sig over hendes dengang 15-årige krop.
»Han voldtog mig, han voldtog mig med magt,« fortæller Jennifer Araoz til NBC News i en sexsag, der for øjeblikket indhyller USA og truer med at bringe en række af Epsteins rige, kendte og magtfulde venner gennem årene i fedtefadet. Herunder Donald Trump, Bill Clinton og britiske Prins Andrew.
Jennifer Araoz er en af de mange kvinder, der er stået frem og har fortalt om, hvordan Epstein i årevis manipulerede og misbrugte sin magtfulde position til at få sex med teenagere og mindreårige. Epstein blev anholdt tidligere på måneden og sigtet for sexhandel med mindreårige fra 2002 til 2005. Han sidder i dag fængslet i New York.
»Han vidste præcis, hvad han gjorde,« som hun siger i interviewet.
Ifølge Jennifer Araoz blev hun rekrutteret som 14-årig uden for sin high school i New York i efteråret 2001. Her blev hun antastet af en ung kvinde.
Kvinden spurgte til hendes opvækst. Og da hun var venlig og endda bød på frokost og sodavand, fortalte Araoz om sin opvækst i et fattigt hjem i Queens og sin far, der døde af AIDS, da hun var 12 år.
»Jeg var et slags fortabt barn, og hun fornemmede det.«
Efter flere samtaler begyndte kvinden at fortælle om en rig mand, der boede i nærheden, og som gerne ville hjælpe.
»Hun sagde, at han var meget magtfuld, meget velhavende og en fantastisk fyr,« husker Jennifer Araoz. »Han var næsten som en faderfigur for hende, og det betød noget for mig på det tidspunkt, fordi det måske var det, jeg selv længtes efter.«
Jeg var skrækslagen, og jeg sagde, at han skulle stoppe. ´Please stop´Jennifer Araoz
For den dengang 14-årige pige var Jeffrey Epsteins hus storslået med højt til loftet, marmortrapper og udstoppede vilde dyr, herunder en løve, en tiger og en giraf.
Under hendes første besøg i huset, hvor den unge venlige kvinde var med, talte de ifølge Jennifer Araoz bare sammen. Hun fortalte Epstein om sin drøm om at blive skuespiller på Broadway og om sin afdøde far, og han var venlig og lovede at hjælpe hende karrieremæssigt og økonomisk.
»Han gav mig 300 dollar, hvilket for mig var en stor hjælp.«
Men dynamikken ændrede sig, da hun første gang kom på besøg uden den unge kvinde, der havde bragt dem sammen.
Jeg følte mig næsten forpligtet på grund af de penge, som han gav migJennifer Araoz
Jeffrey Epstein viste rundt i sit 77 millioner dollar-hjem, og de endte ifølge Jennifer Araoz i et rum med et massagebord. Hun accepterede at massere ham på ryggen kun iklædt trusser, og det gentog sig det følgende år, hvor massagen ifølge Araoz altid endte med, at han tilfredsstillede sig selv og bagefter gav hende 300 dollar.
»Jeg følte mig næsten forpligtet på grund af de penge, som han gav mig.«
I efteråret 2002 pressede Epstein ifølge Jennifer Araoz hende til at gå et skridt videre. Han bad hende tage sine trusser af. Hvorefter »han voldtog mig«.
»Jeg var skrækslagen, og jeg sagde, at han skulle stoppe.«
Hun vendte aldrig tilbage til huset, og i flere år efter var hun traumatiseret, fortæller hun. Hun fortalte om overgrebet til fire personer, siger hun, og de har alle har bekræftet dette over for NBC News.
»Jeg var så ung, så jeg vidste ikke bedre.«
Artiklen fortsætter under faktaboksen.
Jennifer Araoz stod frem kort efter, at den 66-årige Jeffrey Epstein blev anholdt af FBI i Teterboro Airport 6. juli efter at være landet med sit private jetfly fra Frankrig.
Hun er ikke en af de tre unavngivne kvinder i anklageskriftet mod Epstein, og sagen handler i virkeligheden også om udnyttelse af dusinvis af unge kvinder.
Og den har her i #MeToo-æraen alt i sig til at kunne blive en kæmpe skandale.
For mange magtfulde mænd har deltaget i finansmandens vilde fester i hans luksuspalæer i New York og Palm Beach i Florida i begyndelsen af dette årtusind og fået lift på hans private jetfly til blandt andet hans luksusejendom på Jomfruøerne – et fly, som tabloidpressen omtaler »Lolita Ekspressen«.

I fredags kom det frem, at Epsteins privatpiloter er blevet stævnet – men ikke sigtet – for at tvinge dem til at aflægge beretning om såvel passagerer som om, hvad der foregik under flyvningerne.
En række af Epsteins venner gennem årene har i dag travlt med at distancere sig.
Trump har efter Epsteins anholdelse sagt, at han ikke har »talt med ham i 15 år«, og at han »ikke var en fan af ham«.
Jeg har kendt Jeff i 15 år. Fantastisk fyrTrump om Epstein i 2002
Men i et interview med New York Magazine i 2002 var tonen en anden.
»Jeg har kendt Jeff i 15 år. Fantastisk fyr,« sagde Trump. »Han er meget sjov at være sammen med. Det siges endda, at han kan lide smukke kvinder lige så meget som jeg, og mange af dem er på den yngre side. Ingen tvivl om det – Jeffrey nyder sit sociale liv.«
Arkivbilleder fra NBC viser, at Trump under en fest i Mar-a-Lago i november 1992 ser ud til at fortælle Epstein, at en af kvinderne, der danser i nærheden af dem, er »hot«. Hvorefter han hvisker noget til Epstein, der får ham til at grine.
Bill Clinton har også plejet omgang med Jeffrey Epstein. For nylig sagde Clintons talsmand til Daily Beast, at den tidligere præsident »intet kender« til hans »frygtelige forbrydelser«.
Clinton har fire gange fløjet med på Epsteins privatjet fra 2002, men ifølge Daily Beast besøgte Epstein også Det Hvide Hus i Clintons præsidentperiode.
I 2002 fremhævede Clinton i New York Magazine Epstein som en »meget succesfuld finansmand og en engageret filantrop«. Hans formue vurderes at være på flere hundrede millioner dollar.
Sagen kan også kaste det britiske kongehus ud i en af dets største skandaler. Det er kendt, at prins Andrew har været ven med Jeffrey Epstein gennem mange år og har deltaget i mange af hans vilde fester i hans palæ i Florida.
Efter den nylige anholdelse af Epstein har en amerikansk appelret fastslået, at 2.000 sider fra en fire år gammel sag om ærekrænkelse imod et af Epsteins og prins Andrews angivelige ofre, Virginia Giuffre, skal fremlægges.
Både Trump, Clinton og Andrew har ry for at være dameglade.
Men mange andre rige, kendte og magtfulde kan have grund til at være nervøse.
»Sort bog«med over 1.000 navne
Efterforskerne har beslaglagt Epsteins »sorte bog« med kontakter, som indeholder over 1.000 navne. Fra nære venner til mere perifære, herunder den tidligere israelske premierminister Ehud Barak, skuespilleren Alec Baldwin og forretningsmanden bag lingerifirmaet Victoria's Secret, Leslie H. Wexner.
Anklageren på Manhattan, Geoffrey Berman, har offentligt anmodet folk om at melde sig med informationer om Epsteins opførsel.
»Opfordringen kan meget vel være en tilsløret besked om at beslutte, om man vil krybe udenom eller komme frem og få kredit eller anerkendelse for at samarbejde og selv undgå at blive anklaget,« siger den tidligere føderale anklager, Jacob Frenkel, i The Washington Post.
Han mener, at Epsteins sag kan udvikle sig som universitetsskandalen, hvor en række rige forældre er anklaget for at have betalt bestikkelse for at få deres børn ind på landets fineste universiteter.
Seksuel udnyttelse af meget unge piger er angiveligt ikke den eneste skandale i Epsteins sag – det er også, at en af Trumps allierede muligvis holdt hånden over Epstein, hvorefter præsidenten mange år senere udnævnte ham til minister.
Anklagerne imod Epstein går helt tilbage til 2005, da en 14-årig pige og hendes forældre hævdede, at Epstein havde forgrebet sig på hende i sin luksusejendom i Palm Beach.
Sexlegetøj
Efterforskning viste, at Epstein fik bragt piger til sit hus for at give ham massage, som ifølge politiet blev seksuelle. Nogle af pigerne fortalte politiet, at Epstein ville bruge sexlegetøj på dem, mens han fik »massage«.
I et andet tilfælde sagde en pige, at hun blev betalt for at have sex med en af Epsteins kvindelige assistenter, og flere piger rapporterede, at Epstein rørte ved deres vagina, mens han onanerede.
Epstein betalte angiveligt mindreårige piger alt fra 200 til 1.000 dollar for en »massage«. Derefter tilbød han dem flere penge for at bringe ham flere piger.
Selv hævdede Epstein, at det hele skete med samtykke fra pigerne, og at han troede, at de var over 18 år.
I 2018 identificerede Miami Herald 80 kvinder, der hævdede at være blevet seksuelt forulempet af rigmanden.
Ifølge Vox havde FBI i 2017 et 53 sider langt anklageskrift klar imod Epstein, som ville have sendt ham bag tremmer for livstid.
Men i stedet slap han på forunderlig vis med at afsone under et år takket være en aftale underskrevet af den daværende anklager i Miami, Alexander Acosta, som Donald Trump udnævnte til arbejdsminister efter sin tiltrædelse som præsident i 2017.

Aftalen skjulte dengang Epsteins forbrydelser, og hvem og hvor mange der ellers var involveret. For hans aftale, der blev kaldt en »ikke-retsforfølgelsesaftale«, gav immunitet til »andre potentielle medsammensvorne«.
Det betød, at hvis nogle af Epsteins magtfulde venner var involveret i sexforbrydelserne, ville det ingen konsekvenser få for dem.
Alexander Acosta gik endda med til at holde aftalen hemmelig over for ofre, hvilket forhindrede dem i at møde op i retten og udfordre aftalen.
I sidste uge måtte Trumps arbejdsminister gå af på grund af sin rolle i sagen.
Sherif iværksat kulegravning
Sheriffen i Palm Beach har netop iværksat en undersøgelse af Epsteins fordelagtige aftale for over ti år siden, hvor han tillige blev givet lov til »arbejdsrelateret udgang« 12 timer om dagen seks dage om ugen, hvilket har ført til hård kritik.
En mistanke er, at han brugte dette til at udnytte endnu flere unge piger, der kom til hans kontor uden for fængslet.
Forleden blev Epstein fundet halvt bevidstløs på gulvet i sin celle med skader i nakken. Angiveligt havde han forsøgt at tage sit eget liv.
Hans anmodning om løsladelse mod kaution er blevet afvist, da retten mener, at der er risiko for, at han vil flygte. Under en ransagning i hans hjem på Manhattan fandt politiet i et pengeskab et falsk pas, stakke af kontanter og diamanter.
Epstein risikerer op til 45 års fængsel, hvis han dømmes for de nye sexsigtelser.
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.