For polakkerne var det i sidste uge som for danskerne i den forrige en stor overraskelse, at USAs præsident, Donald Trump, meldte afbud til et statsbesøg – denne gang med blot 48 timers varsel. For amerikanerne gav det dog trods alt god mening, at præsidenten ville blive hjemme med orkanen Dorian på vej mod USA.
Men efter Dorians rasen i denne uge – først smadrede den en del af Bahamas, så ramte den USAs østkyst – står det klart, at Trump måske havde været bedre tjent med at drage til Polen. For hans ledelse af indsatsen over for orkanen har været rigtig dårlig PR for præsidenten, der muligvis undervejs brød loven.
I virkeligheden begyndte kritikken at rulle i sidste weekend, da Trump tog nogle runder golf i stedet for at være fokuseret på orkanen, som altså var årsagen til hans aflysning af besøget i Polen.
Men balladen om Trump som operativ chef for kampen mod Dorian begyndte for alvor at rulle sidste søndag, da han udsendte et tweet med en advarsel.
»Udover Florida - South Carolina, North Carolina, Georgia og Alabama vil sandsynligvis blive ramt (meget) hårdere end forventet. Ligner en af de største orkaner nogensinde. Allerede kategori 5. VÆR FORSIGTIG! GUD VELSIGNE ALLE!« skrev præsidenten i sin advarsel til folket.
Men på ét punkt var præsidentens tweet helt forkert. For der havde ikke på noget tidspunkt eksisteret en orkantrussel mod Alabama – heller ikke selv om Trump få dage tidligere også havde sagt, at orkanen med »95 procents« sikkerhed ville ramme Alabama.
Blot 20 minutter efter præsidentens tweet søndag var National Vejr Service i Alabama ude med deres eget tweet for at fastslå: »Alabama vil IKKE blive påvirket af Dorian«.
For myndighederne handlede det om hurtigt at få manet præsidentens påstand i jorden, da en advarsel om en orkan – her endda fra landets præsident – ofte fører til frygt og panik.
Tegnede med tusch på kort
Kritikken væltede ned over Trump, men i stedet for at beklage fejlen udsendte han en række nye tweets, herunder med flere landkort.
Onsdag blev det hele endnu værre, da Trump forsvarede sit oprindelige forkerte tweet ved i Det Ovale Værelse at fremvise et kort, hvor der på mystisk vis var tegnet en sort streg længere ind på landkortet, for at Alabama på den måde kunne blive inkluderet i orkanens bane.
Artiklen fortsætter under billedet.

Nu blev præsidenten udstillet af den ene TV-talkshowvært efter den anden.
»Tegnede han med… Tegnede han med en tusch?« spurgte værten Trevor Noah forbløffet, inden han brød sammen af grin og sarkastisk fortsatte:
»Altså, misforstå mig ikke. Jeg er imponeret over, at Trump kan placere Alabama på et kort. Men altså, den amerikanske præsident ændrede lige på et landkort med en tusch og troede, at vi ikke ville opdage det.«
Talsmand for Det Hvide Hus Hogan Gidley bekræftede, at en sort tusch – en »sharpie« – blev benyttet, og sagen omtales nu som »Sharpiegate«. Men det er stadig et mysterium, hvem der tegnede linjen ind på landkortet.
For at gøre ondt værre brød Trump muligvis loven.
Ikke mange er klar over, at USA har en lov, der forbyder »falske vejrudsigter«, og det kan også umiddelbart forekomme kuriøst.
Men det har USA, og loven fastslår, at »den, der bevidst udsender eller offentliggør en forfalsket vejrprognose eller advarsel om vejr« kan straffes med bøder og/eller fængsel i op til 90 dage, som professor Jamie Pietruska skriver i Washington Post.
Hun er forfatter til bogen »Se fremad: Forudsigelser og usikkerhed i Det Moderne Amerika«. Hun forklarer, hvor farligt og utrygt det kan være at komme med falske vejrudsigter i et land, der er præget af naturkatastrofer.
Forbuddet stammer tilbage fra 1894, da den amerikanske vejrtjeneste National Weather Service stadig var ret nyetableret. Loven blev indført på et tidspunkt, da papiraviser var det eneste middel til daglig kommunikation, så nyheder kun kom en gang i døgnet.
Argumentet for loven var, at falske vejrudsigter – som Trumps for Alabama – kan skabe unødig frygt og panik for forretninger, fabrikker, landmænd og alle andre, der med god ret kan frygte både for deres liv og ejendele.
Jamie Pietruska nævner flere historiske eksempler, herunder en sag fra 1890erne, da et teaterselskab i Midtvesten benyttede advarselsskilte med tornadoer som en del af deres reklame for en forestilling, hvilket fik skoler til at lukke og beboere til at søge ly for en storm, der aldrig kom.
Artiklerne fortsætter under billederne.


Det er pressens skyld
I dag kan man i den digitale tid hurtigere både udsende falske vejrudsigter og få dem rettet.
Præsidenten vil naturligvis ikke blive tiltalt for at udsende falske vejrudsigter. Han mener heller ikke selv, at han har begået en fejl. Derimod mener han, at det hele er pressens skyld.
»Præcis som jeg sagde, Alabama stod oprindeligt til at blive ramt,« skriver Trump i et tweet efter ugens ballade og fremhæver ugegamle landkort, der viser lav sandsynlighed for lidt tropisk vind i et lille hjørne af Alabama.
»The Fake News afviser det!«
Dorian har foreløbig kostet mindst 43 personer livet på Bahamas, mens hundredvis er meldt savnet. Florida priser sig lykkelig for, at orkanen gik op langs dens østkyst. Til gengæld skaber orkanen for øjeblikket store oversvømmelser på kysten i North Carolina, og i det sydøstlige USA tilskrives foreløbig fire dødsfald orkanen. Og Alabama? Her er der i disse dage 36 grader, høj sol og vindstille.
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA
