»Jeg gjorde det, så godt jeg kunne, så længe jeg kunne«

Han blev ofte omtalt som »den sidste voksne« i administrationen i Washington, D.C., og selv mange af Donald Trumps partifæller priste sig lykkelige for, at James Mattis var forsvarsminister, så han var der til at tøjle præsidenten, når denne blev for impulsiv.

Derfor var det i december også med stor beklagelse, at de skulle opleve den firestjernede general opsige sin stilling. Nu har James Mattis udgivet bogen »Call Sign Chaos: Learning to Lead«.

»Jeg gjorde det, så godt jeg kunne, så længe jeg kunne,« skriver han.

Hvad med Donald Trump? Er han farlig? Eller blot en anderledes præsident?

Ingen vurderes at have bedre evner og mere insiderviden til at vurdere dette end netop den 69-årige hæderkronede general. Mattis har anvendt det meste af sin militære karriere som kriger i Mellemøsten, hvor han med sine soldater har bekæmpet islamistiske ekstremister.

Om nogen vurderes han at forstå, hvilke farer bevægelser som Islamisk Stat (IS) udgør. Ud over erfaringerne fra slagmarken er James Mattis, der altid har været single, kendt for nærmest konstant at læse bøger.

Selv beretter han, at han har et personligt bibliotek indeholdende 7.000 bøger, og han har gennem årene til flere medier udarbejdet lister over, hvilke bøger han finder, at en god leder bør læse. Præsident Trump er til gengæld kendt for ikke at læse, men for at lede efter sin »mavefornemmelse«, som han selv har udtrykt det.

James Mattis opsagde sin stilling, efter at Donald Trump havde annonceret, at han ville indlede tilbagetrækningen af de amerikanske tropper fra Syrien. Ikke mindst James Mattis forsøgte at tale præsidenten fra dette.

Forsvarsministeren ringede til blandt andre John Kelly, stabschef i Det Hvide Hus og tidligere general i marinekorpset.

»Jeg må have en time med bossen,« sagde James Mattis ifølge The Atlantic.

Næste dag mødtes Mattis med præsidenten i Det Ovale Værelse.

Forsvarsministeren forklarede Donald Trump, at det var nødvendigt at bibeholde de amerikanske tropper i Syrien. Både af hensyn til USAs nationale interesse og sikkerhed og af hensyn til USAs lokale allierede, som ville blive ladt i stikken, såfremt USA trak sig ud, forklarede James Mattis.

At trække sig tilbage fra amerikansk side ville i Mattis' øjne være at betragte som et forræderi. Donald Trump afviste argumenterne.

30 minutter inde i samtalen afsluttede forsvarsministeren den pludseligt.

»Du bliver nødt til at få den nye forsvarsminister til at tabe til Islamisk Stat. Jeg vil ikke,« sagde James Mattis til præsidenten og overrakte Donald Trump den allerede underskrevne opsigelse.

The Atlantic har beskrevet forløbet i forbindelse med et interview med James Mattis i anledning af udgivelsen, men denne fortælling indgår ikke som beskrevet ovenfor i James Mattis' nye bog.

Den tidligere general er en disciplineret mand – en mand, der ikke mener, at man åbent kan skyde løs med kritik rettet mod en siddende præsident.

I stedet falder den indirekte ned gennem bogen, der ikke er en fortælling om James Mattis' to år som forsvarsminister, men i bund og grund en lærebog for ledere, der søger råd om, hvordan og hvornår man er henholdsvis en god og en dårlig leder.

Donald Trump kritiseres ikke ved navns nævnelse i bogen. Alligevel står det ganske klart, at udgivelsen også er en indirekte kritik af USAs 45. præsident.

Alle kapitlerne i den 303 sider lange bog indeholder vurderinger af amerikansk og personligt lederskab, og dette følges op med, at James Mattis i bogen fremlægger sit opsigelsesbrev til Donald Trump.

»Nationer med allierede trives, og de uden visner,« hedder det et sted.

»Offentlig ydmygelse ændrer ikke vores venners adfærd eller holdninger på en positiv måde,« hedder det et andet sted.

Og et tredje sted i bogen hedder det:

»Man skal lede og opmuntre, ikke skælde ud. Og da slet ikke offentligt.«

James Mattis leverer ikke sin kritik af præsidenten direkte, men spiller rollen som den ansvarlige, apolitiske og respekterede marinesoldat, der nu endelig tager bladet fra munden. Han var i øvrigt den første tidligere general, der blev udnævnt til posten som forsvarsminister, siden general George Marshall blev udnævnt til forsvarsminister i 1950.

»James Mattis så det i sin tid som forsvarsminister som sin pligt at hindre, at det værste indtraf,« siger oberst Jason Dempsey, der har skrevet om civile og militære forbindelser, til The Washington Post.

»Han legitimerede dog også det værste, idet han udlånte sin ære og sin integritet til Trump-administrationen. James Mattis gav ikke bare præsidenten sin egen troværdighed – han gav Donald Trump militærets troværdighed.«

Chefredaktøren for The Atlantic, Jeffrey Goldberg, har i sit interview med James Mattis presset den tidligere general og fået mere ud af ham end mange andre.

»Jeg havde ikke andet valg end at gå af,« siger James Mattis i interviewet.

»Det er derfor, at opsigelsesbrevet indgår i bogen. Jeg vil have folk til at forstå, hvorfor jeg ikke kunne blive. Jeg er formet af fire årtiers erfaring, og jeg kunne ikke længere få brikkerne til at passe sammen.«

Hvorfor ikke mere lige ud af posen kritisere Trump? spørger Jeffrey Goldberg.

»Tavshedspligten,« svarer James Mattis.

»Når du forlader en administration, er du bundet af tavshed. Når du forlader en administration som følge af markante politiske uenigheder, er du nødt til at give dem, der stadig er der, så rige muligheder som muligt til at forsvare landet – de har stadig ansvaret for at beskytte vores store eksperiment. Jeg kender til den ondskab, som nogle mennesker føler over for dette land, og vi er nødt til at give dem, der beskytter os, plads til at udføre deres opgaver, uden at jeg føjer min kritik til den kakofoni, der lige nu er så giftig.«

Og du har ikke en pligt til at advare landet, hvis det er truet af dets leder? spørger Jeffrey Goldberg.

»Måske kan jeg ikke den mindste smule lide den øverstkommanderende, men vores system indsætter ham som chef, og det er ikke godt at svække ham yderligere, når vi er oppe imod reelle trusler – jeg frygter, vi kan havne i en krig på den koreanske halvø, hver gang de sender noget af sted.«

I et forsøg på at aftvinge James Mattis et mere direkte svar oplæser Jeffrey Goldberg et af de tweets, som Donald Trump har skrevet om netop Nordkorea.

I Trumps tweet fra 26. maj i år negligerer præsidenten de missiler, som Kim Jong-un og hans regime til stadighed tester. Samtidig giver Donald Trump dog også udtryk for, at den nordkoreanske diktator er til at stole på. Og at han finder Kim Jong-un sjov, fordi han har gjort grin med Joe Biden, Donald Trumps mulige demokratiske modstander ved præsidentvalget næste år, og dennes intelligens.

»Nordkorea affyrede nogle små våben, hvilket foruroligede nogle af mine folk og andre, men ikke mig. Jeg har tillid til, at formand Kim vil holde sit løfte til mig – jeg smilede, da han kaldte Joe Biden for et individ med en lav IQ og værre. Måske sender han mig et signal?« skrev Donald Trump.

Forelagt dette tweet fra præsidenten svarer James Mattis så mere direkte:

»Enhver general fra marinekorpset eller enhver anden højtstående embedsmand i USA vil finde dette – for nu at bruge en mild eufemisme – for kontraproduktivt og under præsidentskabets værdighed.«

Og hvad så med tilbagetrækningen af de amerikanske tropper fra Syrien: Har dette forværret situationen i forhold til IS, sådan som James Mattis advarede præsidenten om i forbindelse med sin opsigelse? spørger The Atlantic-redaktøren.

»Ja,« lyder svaret fra James Mattis.

Donald Trump har argumenteret, at IS er »besejret«. Fem måneder efter at amerikanskstøttede styrker udraderede IS fra terrororganisationens sidste bastion i Syrien, samler terroristerne dog ny styrke, udfører guerillaangreb i Irak og Syrien, opretholder økonomiske netværk og rekrutterer på ny, oplyser amerikanske og irakiske militær- og efterretningsofficerer til The New York Times.

Selv om der ikke hersker udbredt bekymring over, at IS vil genvinde sit tidligere territorium – et kalifat, der engang var på størrelse med Storbritannien og kontrollerede op til 12 millioner borgere – har terroristgruppen stadig mobiliseret 18.000 krigere i Irak og Syrien.

Disse celler har udført snigskytteangreb, bagholdsangreb, kidnapninger og attentater imod sikkerhedsstyrker og samfundsledere. Derudover har IS ifølge forskningsorganisationen RAND stadig et krigsbytte på 400 millioner dollar, der er gemt af vejen i Irak eller Syrien eller smuglet ind i nabolande.

Uanset hvad vil James Mattis ikke ud i et frontalangreb på Donald Trump eller sige »hvad sagde jeg«.

Omvendt kan præsidenten ikke vide sig sikker på, om angrebet før eller siden kommer.

Eller som James Mattis også siger til The Atlantic:

»Det er for en periode, at jeg ejer min tavshed. Men det er ikke for evigt. Det vil ikke blive for altid.«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA