Trump erklærer i video sejr i Syrien og trækker alle tropper hjem

Præsident Donald Trump vil trække de sidste amerikanske soldater ud af Syrien hurtigst muligt. Forsvarsminister James Mattis og hans eget parti advarer ham på det kraftigste om, at det vil skade USAs interesser.

Præsident Donald Trump vil have alle amerikanske soldater ud af Syrien hurtigst muligt - men hans egen forsvarsminister, Jim Mattis, mener, at det vil skade USAs sikkerhedsinteresser alvorligt. Foto: Saul Loeb/AFP SAUL LOEB

Donald Trump har besluttet at trække alle de amerikanske tropper ud af Syrien hurtigst muligt.

Trump udsendte på Twitter onsdag morgen en varsling ved at skrive, at »vi har besejret ISIS i Syrien, min eneste grund til at blive der under Trump-præsidentskabet«.

Og han lagde senere en video ud på Twitter, hvor han gjorde klart, at det er tid til at trække »vores fantastiske unge mennesker hjem«.

Præsidentens talskvinde, Sarah Huckabee Sanders, sagde i en erklæring fra Det Hvide Hus onsdag, at »vi er begyndt at trække amerikanske tropper hjem,« som et led  i en »overgangsperiode til den næste fase af denne kampagne«.

»For fem år siden var ISIS en meget stærk og farlig magt i Mellemøsten, og nu har USA besejret det territoriale kalifat,« sagde Sanders.

En amerikansk embedsmand har fortalt Reuters, at hele det amerikanske udenrigsminsteriums personale i Syrien vil blive evakueret fra landet inden for 24 timer. Og at amerikanske tropper forventes at være trukket hjem inden for 60 til 100 dage.

»Et boost til ISIS«

Men Trumps beslutning er dybt upopulær blandt en stribe af præsidentens egne folk.

Forsvarsminister James Mattis og en række andre af præsidentens fremtrædende partifæller mener, at præsidenten skader USAs nationale sikkerhedsinteresser.

Den republikanske senator Lindsey Graham, der i dag er en tæt allieret af Donald Trump, advarede onsdag præsidenten i syv tweets mod at trække alle amerikanske tropper ud.

Graham konkluderede, at det ville være en fejltagelse af »Obama-lignende« proportioner. Det står som Barack Obamas værste fejltagelse i hans år som præsident, at han lod Syriens diktator, Bashar al-Assad, slippe afsted med giftgasangreb, som Obama ellers havde erklæret var en »rød linje«.

»Beslutningen om at trække sig ud vil også blive set som et »boost« til ISIS' ønske om at komme tilbage,« skrev Graham.

På Facebook skrev den republikanske senator Marco Rubio, at »mens ISIS er blevet slået betragteligt tilbage,« er det »hverken fair eller klogt at sige, at de er blevet besejret,« sådan som præsidenten gør.

»Jeg tror, at en sådan beslutning vil være en alvorlig fejltagelse, som vil få ufattelige konsekvenser og potentielt set ikke er gennemtænkt,« konstaterer Marco Rubio og tilføjer om Trumps beslutning om en total tilbagetrækning:

»Dette er en dårlig idé, fordi den faktisk går imod kampen mod ISIS og muligvis hjælper ISIS,« lyder det fra Rubio, som tilføjer, at en sådan »beslutning indebærer en risiko for at udløse en bredere konflikt, som USA kan blive trukket ind i, og som helt sikkert vil påvirke vores tætte allierede i regionen, Israel«.

Forrædderi mod allierede

Ifølge New York Times mener Pentagon, at en total tilbagetrækning vil være et forræderi over for USAs kurdiske allierede, der har kæmpet sammen med amerikanske tropper i Syrien. De kurdiske allierede kan komme under angreb i en ny militær offensiv fra tyrkisk side, hvis USA trækker sig ud.

Under en række møder og konferenceopkald i løbet af de seneste dage har James Mattis og andre af præsidentens sikkerhedsrådgivere ifølge New York Times forsøgt at afskrække Trump fra en total tilbagetrækning af de godt 2.000 amerikanske soldater i området.

Pentagon argumenterer for, at et så markant kursskifte vil få amerikanerne til at miste indflydelse til både Rusland og Iran på et kritisk tidspunkt, hvor USA udfordrer begge lande. Og at det vil skade USAs mulighed for at få støtte fra og opbygge tillid til lokale krigere fra Afghanistan til Yemen til Somalia, hvis de ser, at USA nu lader dets amerikansk-støttede kurdiske allierede i stikken i Syrien.

Men Trump lovede allerede under sin præsidentkampagne at trække amerikanske tropper fra Syrien ud så hurtigt som muligt og har længe været på udkig efter en mulighed.

I april accepterede han kun modvilligt at give Pentagon mere tid til at afslutte opgaven.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har i en tale erklæret, at han har fortalt USAs præsident, Donald Trump, at tyrkiske styrker er klar til at indlede en storoffensiv mod militante USA-støttede kurdere i Syrien.

Trump har reageret med »positive« signaler, sagde Erdogan ifølge Reuters og AP.

Men hans angivelige accept af en mulig offensiv vil være stik imod USAs tidligere politik. USAs godt 2.000 soldater i Syrien er specialstyrker, der arbejder sammen med den kurdiske og arabiske alliance, Syriens Demokratiske Styrker (SDF).

Samarbejdet mellem USA og SDF har ført til nedkæmpelsen af Islamisk Stat. Men dette har vakt vrede i Tyrkiet, der betragter de kurdiske styrker som en forlænget arm af PKK, der i Tyrkiet er stemplet som en terrororganisation.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA