Præsident Donald Trump angriber sin tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Boltons karakter og hævder på Twitter, at Bolton i sin tid »tiggede« om at få jobbet, og at han nu efter sin afgang fra jobbet i september har skrevet en »ækel og usand« bog.
Angrebet illusterer, hvad der er på spil for præsidenten, og hvordan dramaet om bogen konstant udvikler sig. For balladen om bogen har med ét gjort rigsretssagen imod Trump rigtig giftig, eftersom flere republikanske senatorer nu overvejer at stemme sammen med Demokraterne for at få en høring af Bolton under ed.
Indtil den eksplosive nyhed om indholdet af bogen detonerede søndag i The New York Times, syntes det sikkert, at Republikanernes majoritetsleder i Senatet, Mitch McConnell, havde opbakning til at blokere for en indkaldelse af nye vidner, sådan som Demokraterne har kæmpet for.
Men efter at Trumps forsvarsteam tirsdag afsluttede sin tre dages fremlæggelse af argumenter for en pure frifindelse af præsidenten, og onsdag skred fremad med senatorers udspørgen af såvel Demokraternes anklagere og Republikanernes forsvarere, er McConnell fortsat ikke i stand til at mønstre de fornødne 51 ud af 100 stemmer til at blokere for afhøring af nye vidner, herunder John Bolton. Det til trods for at der er et republikansk flertal på 53-47 i Senatet.
The New York Times kunne søndag berette, at Trump i august fortalte Bolton, at han ønskede at tilbageholde 391 millioner dollar i militærbistand til Ukraine, indtil den ukrainske præsident accepterede at hjælpe med efterforskning af Trumps politiske rival og mulige præsidentkandidat, Demokraten Joe Biden, og dennes søn Hunter Biden.
Sidstnævnte beklædte en bestyrelsespost i det ukrainske energiselskab Burisma, mens hans far var vicepræsident under Barack Obama.
McConnell havde håbet, at hele skyldspørgsmålet i rigsretssagen kunne sættes til afstemning i Senatet allerede på fredag, hvormed sagen kunne afsluttes hurtigt og forholdsvist smertefrit for Trump, da det er sikkert, at der ikke som krævet vil være 67 ud af de 100 senatorer, som vil stemme for en afsættelse af præsidenten.
Med nyheden om indholdet af Boltons bog er det så ikke længere sikkert, at rigsretssagen vil være overstået helt så kvikt og hurtigt, idet sagen kan trække ud i flere uger, hvis der indkaldes vidner.
Romney presser på
Flere af de republikanske senatorer frygter konsekvenserne af ikke at acceptere en høring af John Bolton, der i dag står som et kronvidne, og som har meddelt, at han stiller op og aflægger vidneudsagn under ed, hvis han stævnes med krav om at møde op.
Flere republikanske senatorer står over for at skulle genvælges i svingstater til efteråret, hvilket The New York Times påpeger, og de kan stå splittede mellem på den ene side at bakke op om deres præsident blot ti måneder før præsidentvalget, og på den anden at vise vælgerne at de støtter op om en retfærdig rigsretssag.
Blot fire republikanske senatorer skal stemme for nye vidneafhøringer, før Demokraterne har det nødvendige simple flertal på 51 ud af de 100 senatorer, som det kræver at få nye høringer.
To republikanske senatorer, Mitt Romney og Susan Collins, synes at hælde til at stemme for nye høringer. Også selv om John Boltons vidneudsagn kan blive ydmygende for Republikanere, der har holdt sig til Donalds Trumps påstand om, at der ikke foregik et noget-for-noget spil med Ukraine.
Af tidligere vidneudsagn i Repræsentanternes Hus har det også fremgået, at John Bolton skulle have sagt, at han ikke ville være med til en studehandel med Ukraine, hvor ukrainerne blev presset til at levere en efterforskning af Biden for sin militære bistand.
Man må retfærdigvis sige, at John Bolton har et relevant vidneudsagn.Mitt Romney, senator, Republikanerne
Bolton skulle bag kulisserne have sammenlignet det med en »narkohandel«.
»Man må retfærdigvis sige, at John Bolton har et relevant vidneudsagn,« sagde Mitt Romney mandag.
»Jeg mener, at det i stigende grad er sandsynligt, at andre republikanere vil gå sammen med os. Vi mener, at vi bør høre John Bolton.«
»Nysgerrig«
Senator Susan Collins sagde mandag, at Boltons anklager »styrker sagen« for at føre nye vidner.
Den republikanske senator, Lisa Murkowski, har forklaret, at hun er »nysgerrig« efter at høre, hvad Bolton har at sige.
Men de har ikke endegyldigt sagt offentligt, at de vil stemme for nye høringer.
Tirsdag forsøgte Jay Sekulow, en af Trumps forsvarsadvokater i rigsretssagen, at rejse tvivl om Boltons påstand i det endnu ikke offentliggjorte manuskript om, at Donald Trump skulle have knyttet tilbageholdelsen af den militære bistand til et krav om efterforskning af Joe Biden, som er favorit til at blive Donald Trumps udfordrer ved præsidentvalget 3. november.
Jay Sekulow kaldte Boltons beskyldning for »afviselig« i rigsretssagen.
Men fredag ventes der nu afstemning i Senatet om, hvorvidt der skal indkaldes vidner. Det er et åbent spørgsmål, om McConnell i givet fald vil forsøge at få en afstemning, hvor hver af de to parter så kan indkalde hver ét vidne, som der er spekuleret i som en model. Eller om der kan indkaldes ligeså mange vidner, som parterne ønsker.
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA