Styrer USA mod socialistisk præsident? Røde Bernie stormer frem – og han har et hemmeligt våben

Vil man forstå, hvordan i alverden en 78-årig socialist har stort momentum i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat, kan man med fordel rejse med til Ames i Iowa. Demokraternes establishment er skræmt over Bernie Sanders' aktuelle fremdrift, og »Feel the Bern« er da heller ikke, hvad Barack Obama drømmer om.

Energien er høj ved senator Bernie Sanders' valgstævner, og de trækker som her i Ames i Iowa fulde huse. Soren Bidstrup

Bernie Sanders optræder og taler som det, han kalder sig: En revolutionær.

Han indtager scenen her i Ames i Iowa ledsaget af John Lennon-hittet »Power to the People«, han buldrer løs om storkapitalen som roden til alt ondt, og han løfter hele tiden højre pegefinger for at understrege sine pointer. De 1.500 fremmødte i salen elsker det. »Bernie, Bernie, Bernie,« råber de i kor. Men han har også et hemmeligt våben.

For i kampagnen for at blive Demokraternes præsidentkandidat har han op til første primærvalg mandag i Iowa også fået et skud vitaminer i form af to berømtheder, hvilket har medvirket til at give Bernie Sanders momentum.

Bernie Sanders gestikulerer stort set konstant, når han afgiver sine politiske flammetaler. Soren Bidstrup

På scenen denne aften i den tætpakkede sal har den 78-årige senator fået følgeskab af den helt store komet i amerikansk politik og en af USAs mest kendte filmmagere, der blandt venstreorienterede synes at have samme aura og magnetiske tiltrækningskraft som hovedpersonen selv.

Vi taler om filmskaberen Michael Moore, der er kendt for sine kritiske dokumentarfilm om kapitalismen, store selskaber, ejere af automatvåben og om det sundhedsvæsen, der har efterladt flere end 60 millioner amerikanere underforsikrede eller helt uden sygeforsikring.

Dokumentaristen Michael Moore fik i sin brandtale for Bernie Sanders tændt publikum. Soren Bidstrup

Og vi taler om den nye stjerne på Demokraternes venstrefløj, 30-årige Alexandria Ocasio-Cortez, der efter sit overraskende valg til Repræsentanternes Hus for godt et år siden mere effektivt end nogen anden har sat dagsordenen blandt demokrater som følge af sin særlige evne til at kommunikere via sociale medier.

Først går Michael Moore på scenen, og han tænder i den grad publikum med en skæv blanding af sarkastiske og humoristiske bemærkninger.

De kunne end ikke spise morgenmad, da de så den.

Om præsident Donald Trump: »Hvem kunne dog vælge denne ting«. Om Bernie Sanders kontante afvisninger af at svare på fjollede spørgsmål: »Jeg nægter at svare på det bullshit«. Og om finansfolks frygt for, at Sanders skal blive valgt som præsident på baggrund af en ny måling, der gav ham føringen: »De kunne end ikke spise morgenmad, da de så den,« joker Michael Moore til stor jubel.

»Så er det nu, det gælder!«

Moore sammenligner til lyden af endnu flere klapsalver kampen imod Donald Trump med de franske modstandsbevægelsers kamp imod den tyske besættelsesstyrke under Anden Verdenskrig.

Alexandria Ocasio-Cortez hopper rundt på scenen og taler om »en bevægelse for økonomisk og social retfærdighed«, om »ægte solidaritet i Amerikas Forenede Stater« og om »at reformere USA«.

»AOC, AOC, AOC,« lyder det taktfast fra publikum med henvisning til hendes øgenavn.

Alexandria Ocasio-Cortez har tidligere på sociale medier præsenteret en video, hvor hun tog dansetrin foran sit kontor i Kongressen. Hun tog endnu et par trin på scenen ved Bernie Sanders' vælgermøde. Soren Bidstrup

AOC og Michael Moore er blevet Bernie Sanders' hemmelige våben, og da senatoren fra Vermont tidligere samme dag ikke kunne nå frem til et af sine andre valgstævner i Iowa, fordi han som en af dommerne i rigsretssagen imod Donald Trump måtte blive i Washington, D.C., kørte Alexandria Ocasio-Cortez og Michael Moore blot stævnet igennem alene for at føre valgkampagnen på vegne af deres fælles ven Bernie Sanders.

Vi vil ikke acceptere, at dette land skal udvikle sig til et oligarki.

Denne aften i Ames i Iowa er Sanders så nået frem. Og han ligner ikke en mand, der for fire måneder siden fik et hjerteanfald og måtte hastes på hospitalet til en hjerteoperation – noget, som modstandere nu bruger imod ham i valgkampen.

Alexandria Ocasio-Cortez præsenterer Bernie Sanders på scenen efter at have givet en peptalk for senatoren. Soren Bidstrup

Bernie Sanders taler ikke mindst direkte til de mange unge, der i salen sidder iført alt fra strikhuer til Feel the Bern-emblemer på trøjen, ved ganske indsmigrende at kalde dem »den mest progressive ungdomsgeneration i dette lands historie«.

Vi vil samle millioner fra kyst til kyst!

»Hvis I er trætte af studiegæld, hvis I er syge og trætte og skræmte over klimaforandringerne, hvis I væmmes over sexisme, racisme og homofobi, og hvis I tror på, at sundhedspleje er en menneskeret, så er det nu, det gælder,« tordner Bernie Sanders, der vanen tro kalder Donald Trump for en sexist, racist og homofob.

Ikke mindst ungdommen danner rygraden i Bernie Sanders' bevægelse, og den var mødt talrigt op til hans vælgermøde i Ames i Iowa. Soren Bidstrup

Bernie Sanders advarer dog også om, at Donald Trump kun kan blive slået, såfremt USAs ungdom involverer sig aktivt i den politiske kamp og på valgdagen, 3. november, stemmer i samme omfang som ældre generationer.

»Vi vil samle millioner fra kyst til kyst,« lover Bernie Sanders opstemt:

Bernie Sanders satser på, at den unge generation vil bære ham frem til først at vinde nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat og dernæst at slå Donald Trump ved præsidentvalget 3. november. Soren Bidstrup

»Måden at slå Trump på er at skabe en multikulturel græsrodsbevægelse og arbejderklassebevægelse. For virkelig forandring kommer aldrig fra toppen og ned, men altid fra bunden og op. Det er historien om arbejderklassekampen i dette land, det er historien om kvindebevægelsen i dette land, det er historien om homobevægelsen i dette land, og det er historien om borgerbevægelsen og miljøbevægelsen i dette land.«

Seks gange buhen

Bernie Sanders understreger, at han ikke kan gøre det alene. Og så giver han den for alvor gas og gør det klart, hvem den egentlige fjende er.

»Tænk på Wall Street, hvor seks banker ejer værdier for ti billioner dollar,« siger han.

Højlydt buhen lyder fra publikum.

»Tænk på lægemiddelindustrien, som afkræver os de højeste priser i verden, mens de tjener titusinder af millioner dollar i profit.«

Buhen på ny.

»Tænk på forsikringsindustrien, der bruger zillions af dollar på at forhindre, at vi ændrer vores forsikringsbaserede sundhedsvæsen til et offentligt sundhedsvæsen for alle.«

Buhen.

»Tænk på industrien inden for fossile brændstoffer, som er rede til at ødelægge planeten for kortsigtet profit.«

Buhen.

»Tænk på den private fængselsindustri, tænk på den ene procent i vores samfund, der spekulerer i lavere og lavere skatter.«

Buhen.

En halv time før Bernie Sanders' vælgermøde blev indledt, var alle siddepladser besat. Soren Bidstrup

Og så kommer Bernie Sanders til sin pointe.

»Vi vil gøre det klart, at vi ikke vil acceptere, at dette land skal udvikle sig til et oligarki, men at vi vil have et land, der arbejder for os alle og ikke kun for de få. Det er, hvad denne kampagne handler om.«

Stor jubel i salen.

Og netop energien og begejstringen i den propfyldte sal fortæller noget om det momentum, som Bernie Sanders har fået i slutspurten op til Demokraternes første primærvalg mandag.

Sanders fører i første stater

Tidligere vicepræsident Joe Biden fører ganske vist fortsat på nationalt plan ifølge Real Clear Politics gennemsnit af målinger med 28 procent, mens Bernie Sanders er på andenpladsen med 24 procent nationalt, hvorefter senator Elizabeth Warren nu halter efter med 15 procent.

Det er dog Bernie Sanders, der netop nu tager et kraftspring frem i målingerne, og i Iowa betyder det, at han fører med 24 procent mod 21 procent til den mere midtsøgende Joe Biden.

Endnu mere markant er Sanders' føring i anden valgstat, New Hampshire, hvor de registrerede demokratiske vælgere stemmer 11. februar, altså blot en uge efter Iowa. I New Hampshire ligger Sanders nummer et med 26 procent imod blot 17 procent til Biden på andenpladsen.

Udsigten til mulig sejr til Sanders i de to første valgstater har sendt en chokbølge igennem det demokratiske partis establishment.

»Donald Trump er den mest racistiske, sexistiske og homofobiske præsident i amerikansk historie,« lød det angrebsivrigt fra Bernie Sanders. Soren Bidstrup

Tidligere præsident Barack Obama advarede allerede i november sine partifæller mod at vælge for rød en præsidentkandidat.

Han nævnte ikke navne, men der var ingen tvivl om, at han hentydede til Bernie Sanders og Elizabeth Warren.

Vi er også nødt til at være forankret i virkeligheden.

»Den gennemsnitlige amerikaner mener ikke, at vi bør nedbryde systemet for at genopbygge det,« sagde Obama.

»Vi er også nødt til at være forankret i virkeligheden og det faktum, at vælgere, herunder de demokratiske og helt sikkert de uafhængige og de moderate republikanere, ikke er drevet af de samme synspunkter, som ses på venstreorienterede Twitter-feed eller hos aktivistfløjen i vores parti.«

En nylig måling i The New York Times giver umiddelbart Barack Obama medhold.

Ifølge målingen ville Donald Trump med lethed i dag kunne slå både Sanders og Warren, såfremt en af de to venstreorienterede senatorer var hans modstander, hvorimod der ville være tale om en mere lige kamp, såfremt slaget stod mellem Donald Trump og den moderate demokrat Joe Biden.

Da Bernis Sanders holdt sit vælgermøde i teatersalen i Ames forleden, kom der så mange, at omkring 500 ikke kunne komme ind. De blev i stedet lukket ind i en afsidesliggende gymnastiksal, hvor Sanders så holdt et formøde med de sidst ankommende, inden han holdt sit egentlige valgstævne i selve teatersalen.     Soren Bidstrup

En venstredrejning har dog ramt Det Demokratiske Parti, og Bernie Sanders mest inkarnerede tilhængere drømmer om hævn. De er stadig vrede og skuffede over måden, hvorpå Hillary Clinton for fire år siden løb med den demokratiske nominering.

Dengang blev det afsløret, at Demokraternes partiorganisation på de indre linjer arbejdede for Clintons kandidatur og imod Sanders' – hvorefter Hillary Clinton tabte til Donald Trump.

Bernies kampagne er genoplivet på smukkeste vis.

»Jeg var meget vred dengang og er det på sin vis stadig,« forklarer Hannah Postlethwait, en 24-årig marketingmedarbejder, efter at hun har klappet Bernie Sanders ned fra scenen i Ames i Iowa.

I 2016 arbejdede Hannah Postlethwait som frivillig i Sanders' kampagne. Nu er hun på barrikaderne på ny.

»Bernies kampagne er genoplivet på smukkeste vis,« siger Hannah Postlethwait:

»Han er ganske som i 2016 en enestående kandidat, og jeg er sikker på, at han kan slå Donald Trump.«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA