Proud Boys er blevet kuppet – du kommer aldrig til at se dem på samme måde
Den højreradikale gruppering Proud Boys har været bandlyst fra Twitter siden 2018. Nu har en ganske anden gruppe besluttet sig for at fylde pladsen i deres navn, og Proud Boys er rasende.
De kunne dårligt være i deres krop af bare stolthed, efter at USAs præsident, Donald Trump, sidste tirsdag havde talt direkte til dem i en TV-transmitteret debat.
Med Donald Trumps besked om, at Proud Boys skulle »trække sig tilbage, men holde sig klar«, blev den højreradikale gruppe på et øjeblik verdenskendt.
Nu er det en helt anden gruppe stolte mænd og drenge, der har overtaget sloganet og hashtagget #proudboys på Twitter, mens de poster billeder af sig selv og hinanden i kærlig omfavnelse.
»Se lige de her nuttede små #proudboys,« skriver Netflix-TV-værten Bobby Berk og vedhæfter et billede af sig selv og sin mand.
»Lad dette hashtag handle om kærlighed, og ikke had.«
En canadisk soldat kysser sin partner efter at være kommet hjem til byen Victoria. Billedet blev lagt på Twitter af de canadiske væbnede styrker. Canadian Forces/Reuters/Ritzau Scanpix
Proud Boys er en gruppering af hvide mænd på den yderste højrefløj, der kæmper imod politisk korrekthed og angreb, som de oplever mod den hvide, amerikanske kultur fra sorte, muslimer og jøder.
Proud Boys har flere gang optrådt i samlet flok i sorte Fred Perry-polotrøjer under de seneste måneders protester mod racisme og politivold i USA.
Medlemmer af den højreradikale gruppe Proud Boys under en demonstration i Portland i delstaten Oregon 26.september. Få dage senere gjorde præsident Trump gruppen verdensberømt, da han bad gruppen om at trække sig tilbage fra de igangværende raceuroligheder, men holde sig klar. Grupperingen var dog næppe klar på det, der nu er hændt den. Jim Urquhart/Reuters/Ritzau Scanpix
I 2018 blev gruppen bandlyst fra Twitter, så nu er den nærmest forsvarsløs mod målrettede forsøg på at overtage Proud Boys-navnet og -brandet fra en gruppe, som den højreradikale gruppe bestemt ikke identificerer sig med.
I stedet kommunikerer gruppen på det mindre kendte sociale medie Parler, hvor den har 60.000 følgere, skriver Forbes.
Her raser formanden for Proud Boys, Enrique Tarrio, blandt andet mod forsøget på at »nedværdige« gruppens navn og »drukne vore støtters stemmer«.
Hashtagget har også spredt sig på onlinenetværket Reddit i et forsøg på at kuppe søgeresultaterne fra den højreradikale gruppe, skriver mediet Buzzfeed.
Siden sine kontroversielle udtalelser i TV-debatten har Donald Trump i et interview til Fox News lagt afstand til Proud Boys og andre tilhængere af »hvidt overherredømme«.
»Jeg ved ikke meget om Proud Boys, men jeg fordømmer dem,« sagde han til Fox News.
Del:
Andre læser også
USA
Analyse: Med mediestunt forsøger syg Donald Trump at ændre på den ødelæggende fortælling
Internationalt
»Blodet sprøjtede alle vegne« og satte trumf på stjernejournalistens berømmelse. Var det bare en stor løgn?
Globalt
Skotsk ødeboer tog kampen op mod Trump og hans mystiske finanscirkus: Nu får vi endelig sandheden