De to præsidentkandidater, Joe Biden og Donald Trump, kom vidt omkring i deres første TV-transmitterede debat natten til onsdag. Men særligt ét emne kommer formentlig til at fylde i analyserne i det kommende dage:
Donald Trumps tilsyneladende omfavnelse af en højrefløjsgruppe, som af eksperter og iagttagere er blevet beskrevet som en ny-fascistisk, ekstremistisk, kvindefjendsk og racistisk »fight club«.
Da præsidenten blev spurgt, om han ville fordømme hvidt overherredømme og de voldelige højrefløjsgrupper, der taler for det, endte han nemlig med i stedet at opfordre Proud Boys til at »stå klar«.
Men hvem er Proud Boys? Og hvad skal de stå klar til?
Proud Boys er en gruppering på den yderste højrefløj, som udelukkende består af mænd. Gruppen tror blandt andet på, at mænd – og især hvide mænd – og vestlig kultur er under angreb. Og de er klar til at slå igen.
Under de seneste måneders protester mod racisme og politivold i USA er Proud Boys flere gange mødt samlet op i sorte Fred Perry-polotrøjer med guld-skrift på og endt i slåskampe med demonstranter i både Seattle, Washington og Portland.


Fra hipster til Proud Boy
Bag Proud Boys står Gavin McInnes, en medstifter af det hippe ungdomsmagasin, Vice, der op igennem 90erne og 00erne blev synonymt med såkaldt hipsterkultur. Men i 2008 forlod han magasinet, og ikke længe efter begyndte han at gøre sig bemærket som en yderst kontroversiel debattør på den amerikanske højrefløj.
Han beskrev sig selv som en »islamofob«, der var del af »det nye højre« og skrev indlæg om, hvordan han følte sig nødsaget til at »ydmyge kvinder« for at få dem til at gå seng med sig, omtalte muslimer som »tandløse, indavlede, riffelbærende perverse mænd«, og i en video har han endda forklaret, hvilke ti ting, han hader mest ved jøder.
I 2016 stiftede han gruppen Proud Boys som et broderskab for mænd, der elsker Amerika, men hader politisk korrekthed. Han har beskrevet gruppen som »vestlige chauvinister,« der ikke tror på »hvid skyld«, og selv om han har taget afstand fra »meningsløs vold« har han også forklaret, at man skal have været involveret i »en stor slåskamp for sagen«, hvis man ønsker at stige i rækkerne:
»Du bliver tæsket eller sparker et Antifa-medlem i smadder,« forklarede han i 2017 til Metro, og understregede sågar, at han selv var klar til at »blive voldelig og smadre alle«.
Senere har han sagt, at Proud Boys ikke støtter »meningsløs vold«.

Da Donald Trump blev valgt som præsident, voksede interessen for Proud Boys enormt i USA, og inden 2017 var omme, havde gruppen over 20.000 følgere på Facebook og Twitter, ifølge The Southern Poverty Law Center (SPLC), en NGO, der overvåger ekstremistiske grupper i USA.
I august 2017 arrangerede et medlem af gruppen, Jason Kessler, en demonstration i Charlottesville, Virginia, hvor både nynazister og KKK-medlemmer mødte op med hagekorsflag og sang antisemitiske slagsange.
En kvinde blev dræbt, og 19 personer såret, da en ung højreekstremist pløjede sin bil ind i en gruppe fredelige moddemonstranter.
Jason Kessler blev efterfølgende smidt ud af gruppen, og året efter meldte McInnes sig selv ud, selv om han stadig mente, at gruppen var »den bedste broderskabs-organisation i verden«. Samme år blev McInnes fjernet fra Facebook, Twitter og Instagram for at sprede »hadtale«. I 2020 blev han suspenderet fra YouTube.
I 2018 vakte det en del furore, da flere medier skrev, at FBI kategoriserede Proud Boys som en »ekstremistisk gruppe med forbindelser til hvid nationalisme«. Efterretningstjenesten måtte siden gå ud og gøre det klart, at man ikke anser hele gruppen for at være ekstremistisk, men at nogle af gruppens medlemmer kan udgøre en trussel.
SPLC betegner Proud Boys som en »hadgruppe«. En anden NGO, Anti-Defamation League, som også overvåger ekstremistiske grupper, beskriver Proud Boys som en »voldelig, nationalistisk, islamofobisk, transfobisk og kvindefjendsk hadgruppe«.

»Well, sir. Vi er klar!«
Natten til onsdag nægtede Donald Trump at fordømme hvidt overherredømme, da han mødte Joe Biden i valgkampens første præsidentdebat. I stedet opfordrede han Proud Boys til at »stand back and stand by«.
Udtrykket er omgående blevet forstået som en opfordring til, at gruppen skal holde sig klar til at gå i kamp på USAs gader, og Proud Boys så tydeligvis med. På det sociale medie Telegram, har gruppen på deres officielle kanaler jublet over Donald Trumps kommentar og set den som en billigelse af deres aktiviteter.
»Præsident Trump bad Proud Boys om at stå klar, fordi nogen bliver nødt til at håndtere Antifa. Well, sir. Vi er klar!« skrev en af gruppens ledere Joe Biggs for eksempel.

Gruppens lokale afdeling i Seattle har lagt et billede op, hvor de kombinerer Trumps udtalelse med deres eget logo – lige til en T-shirt.
Megan Squire, som er IT-professor ved Elon University i North Carolina og selv overvåger ekstremisme online, mener, at Donald Trump med sin kommentar natten til onsdag opfyldte en »fantasi«for Proud Boys:
»De fantaserer om at kæmpe imod Antifa til forsvar for ham, og nu har han tilsyneladende lige bedt dem om det,« siger hun til NBC News.