Analyse: Med mediestunt forsøger syg Donald Trump at ændre på den ødelæggende fortælling

Præsident Trump kan nu og her kun håbe på sympatistemmer, efter at han er blevet syg og indlagt med covid-19. Den aktuelle fortælling skader i høj grad hans præsidentskab og muligheder for genvalg.

USAs præsident, Donald Trump, er kendt for med markante meldinger og finurlige påfund at være en mester i at sætte dagsordenen i forsøg på at fjerne fokus fra det, der giver dårlig omtale. Søndag aften amerikansk tid var ingen undtagelse.

Her lod han sig af Secret Service-agenter i en præsidentiel SUV transportere ud foran militærhospitalet for at vinke til de tilhængere, der var mødt op ved Walter Reed-hospitalet, hvor præsidenten er indlagt.