Måske den dårligste nyhed for Trump: Fyret toprådgiver åben over for at vidne i rigsretssag

John Bolton, præsident Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, meddeler nu overraskende, at han er villig til at vidne i en rigsretssag. Dermed lægger han massivt pres på den republikanske ledelse for at acceptere vidner – herunder Bolton selv – som kan blive det afgørende vidne.

John Bolton, Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, ragede som mange andre toprådgivere uklar med præsidenten, og i september forlod han Det Hvide Hus. Nu erklærer Bolton, at han stiller op som som vidne i den kommende rigsretssag, hvis han stævnes. Og Bolton regnes for at sidde inde med central og giftig viden om forløbet. Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Det er ham, som Demokraterne formentligt allerhelst ser som vidne i den kommende rigsretssag imod præsident Donald Trump.

Og nu erklærer han sig overraskende klar til at stille op, hvis han bliver bedt om det.

Vi taler om præsidentens tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, høgen John Bolton. Altså ham, der inden sin afgang fra Det Hvide Hus i september skulle have sammenlignet det centrale spor i rigsretssagen med »en narkohandel«.

»Repræsentanternes Hus har afsluttet sit forfatningsmæssige ansvar ved at vedtage paragraffer til en rigsretssag, der vedrører Ukraine-sagen. Det påhviler nu Senatet at opfylde sin forfatningsmæssige forpligtelse til at afprøve rigsretsanklagen, og det ser ikke ud til, at der kan opnås en endelig retsafgørelse af de stadig ubesvarede forfatningsmæssige spørgsmål, før Senatet handler,« lyder det fra Bolton i en pressemeddelelse.

Jeg har konkluderet, at hvis senatet udsender en stævning for at få mit vidnesbyrd, er jeg parat til at vidne.

»Jeg har været nødt til at opveje de alvorlige konkurrerende problematikker, så godt jeg kunne, baseret på omhyggelig overvejelse og en undersøgelse af sagen. Jeg har konkluderet, at hvis Senatet udsender en stævning for at få mit vidnesbyrd, er jeg parat til at vidne,« konkluderer han.

Umiddelbart er det dårligt nyt for præsidenten, at John Bolton erklærer sig villig til at vidne.

Selv om han ikke selv har ladet sig afhøre under den tidligere efterforskning i Repræsentanternes Hus, er det kommet frem, at Bolton var oprørt over, hvordan Trumps stordonor og EU-ambassadør, Gordon Sondland, på vegne af præsidenten forsøgte at presse igennem, at Ukraine måtte efterforske tidligere vicepræsident Joe Biden for korruption.

Netop dette er omdrejningspunktet i den rigsretssag, som det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus kort før jul vedtog at rejse, og som Senatet nu skal agere dommer i.

Demokraterne mener, at Trump har misbrugt sit embede ved at bede en fremmed magt om at frembringe »snavs« på rivalen Joe Biden, der er favorit til at blive Trumps udfordrer ved præsidentvalget til november.

Nervekrig

Boltons melding vil intensivere nervekrigen mellem Demokraterne og Republikanerne om tilrettelæggelsen og forløbet af den kommende rigsretssag.

Siden før jul har Demokraternes majoritetsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, afvist at oversende anklageskriftet – som dels går på præsidentiel embedsmisbrug og dels obstruktion af Kongressens efterforskning – til Senatet.

Demokraterne forsøger i et forhandlingstaktisk spil på den måde at presse Republikanernes majoritetsleder i Senatet, Mitch McConnell, til at acceptere såvel indkaldelse af vidner som fremlæggelse af ny dokumentation. Hvilket McConnell har afvist.

Men med Boltons melding er McConnell kommet under massivt pres for at acceptere Demokraternes krav.

McConnell ønsker blot at køre rigsretssagen hurtigt igennem Senatet uden vidner for på den måde at undgå for meget postyr omkring Trumps præsidentskab. Og for at komme videre med præsidentvalgkampen, der for alvor skydes i gang 3. februar, når Demokraterne afholder deres første primærvalg i Iowa.

Nu og her er situationen stadig fastlåst, og det er usikkert, hvornår rigsretssagen begynder, selv om det oprindeligt var meningen, at den skulle være begyndt i denne uge.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA