USA har længe været et splittet land, og hvis noget tydeligt illustrerer dette, er det, at Donald Trumps ældste søn, Donald Trump junior, på Instagram nu har lagt et foto ud af sig selv storsmilende med en halvautomatisk AR-15-riffel i hænderne og på riflens magasin et billede af Hillary Clinton bag tremmer.
»En god dag på skydebanen,« skriver han selv i en kommentar til sit billede på Instagram.
»Jeg har tilføjet noget ekstra fantastisk på magasinet.«
Og Trumps støtter elsker det.
»Bur hende inde,« skriver en.
»Hvornår skal vi ud og skyde,« skriver en anden.
Mens en tredje »elsker det«, fordi det vil »forfærde de gale stedmoderagtige Demokrater«.
Og ja, det er præcis, hvad Trump junior har gjort.
For Demokraterne og Trump-kritikere finder det ikke morsomt.
»Junior er ligeså SYG som sin far!! Æblet falder ikke langt fra stammen,« skriver en.
Forargelsen bunder i flere ting.
For det første er der mange våbenglade mennesker i USA, og der er utallige eksempler på, at folk griber til våben, når der er en eller noget, de er utilfredse med. Folk, der er blevet afskediget fra deres arbejdsplads, tager nogle gange hævn ved at skyde chefer og kollegaer. Frygten er derfor, at Donald Trump juniors optræden kan opmuntre folk til skøre handlinger, fordi de tror, at det er ment som mere end en joke.
For det andet er der stadig en giftig stemning omkring Hillary Clinton – ved Donald Trumps valgstævner råber tilhængere fortsat taktfast »Bur hende inde«, sådan som det også blev almindeligt ved hans stævner under valgkampen i 2016.
For det tredje er AR-15-automatriflen det mest brugte angrebsvåben ved masseskyderier i USA, herunder skoleskyderier. Demokraterne ønsker et forbud mod automatvåben for menigmand, mens præsident Trump bakker op om retten til at eje og bære våben.
Donald Trumps primære indsats imod skoleskyderier går blandt andet på at beskytte skolebygninger med overvågning for at forhindre gerningsmænd i at trænge ind. Desuden ønsker Trump at lade flere lærere bære våben, så de kan forsvare deres elever.
Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA