Han var en stor, kejtet dreng, der slog to ihjel – og blev hyldet som en rigtig mand

Det var den nat, hvor situationen kaldte på en 17-årig dreng med fistelstemme og bagvendt kasket. Få timer senere var han dobbelt drabsmand – og helt. Historien om Kyle Rittenhouse er historien om en forståelseskløft, som skiller USA, og vi fortæller her historien gennem retsdokumenter og amatørvideoer.

Kyle Rittenhouse, som han så sig selv. Iført en halvautomatisk riffel og plastiksandaler i de amerikanske farver og klar til at løbe ind i faren. Han fortæller os en vigtig historie om USA – og om os selv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto offentliggjort af politiet

Kort forinden talte Kyle Rittenhouse med en videoreporter. Han stod med en bagvendt kasket på hovedet og en halvautomatisk riffel om livet, og han talte, som om han var på sit livs mission.

Kyle Rittenhouse kunne ikke holde sine hænder i ro. De famlede med riflen eller gestikulerede kejtet, og han lignede i det øjeblik bare en stor dreng med en politifilm i hovedet.

Få øjeblikke senere knækkede filmen.

Få øjeblikke senere skød han en mand, og videokameraet fangede ham løbe væk fra stedet, mens han talte i mobiltelefon: »Jeg har lige dræbt en eller anden,« sagde han stakåndet, og umiddelbart efter dræbte han yderligere en mand og sårede en tredje.

Nu sidder Kyle Rittenhouse varetægtsfængslet og venter på retfærdighed, men hvilken retfærdighed? For mange amerikanere er han alt andet end en stor dreng; han er en rigtig mand og en ægte amerikansk helt. For mange andre er han en forbryder og et symbol på alt, hvad der er galt i verden.

Hvordan kom det dertil? Og hvorfor gik det så galt?

Berlingske fortæller her gennem retsdokumenter og grynede videooptagelser historien om sagen og teenageren Kyle Rittenhouse. Og det er en historie om ham, men lige så meget en historie om os.

ADVARSEL: Her er en video med interview mellem journalisten Richard McGinnis og Kyle Rittenhouse. Videoen indeholder brutale scener.

»... så begynder skydningerne«

I USA var sommeren 2020 lang, beskidt og brutal.

Den begyndte 25. maj, hvor en politibetjent i Minneapolis dræbte den sorte George Floyd, og den sluttede 25. august, hvor Kyle Rittenhouse dræbte to demonstranter i Kenosha i Wisconsin, som professor Ibram Kendi fra Boston University har skrevet i The Atlantic.

Mellem de to datoer var der mindst 7.750 antiracistiske demonstrationer på 2.400 forskellige steder over hele USA, og mindst 26 millioner mennesker deltog. Det er den største massebevægelse i amerikansk historie, skriver professoren.

Demonstrationerne handlede om forandring. På den ene side var det et gammelt USA og på den anden side et nyt, håbede demonstranterne, og deres modstandere frygtede akkurat det samme.

Ikke uden grund kørte præsident Donald Trump over sommeren mere end 2.000 TV- og onlinereklamer vendt mod »farlige horder af ekstreme venstregrupper«.

I taler og tweets appellerede han til amerikanske patrioter, og han truede demonstranterne: »When the looting starts, the shooting starts,« skrev han i et tweet, som Twitter har fjernet, fordi mediet opfattede budskabet »Når plyndringerne begynder, begynder skyderierne« som en opfordring til vold.

Sådan en sommer var det i USA – en sommer på spidsen.

Kyle Rittenhouse drømte om at blive politimand eller brandmand. Og han var medlem af ungdomsafdelingen hos det lokale politi, som i 2018 offentliggjorde dette foto af ham i uniform. På billedet står han sammen med sin mor, Wendy. Fold sammen
Læs mere

Blå blink i øjnene

Og en sommer, hvor situationen pludselig kaldte på Kyle Rittenhouse.

Han var en 17-årig ung mand, som indtil da havde levet en anonym tilværelse hjemme hos sin mor og to mindre søskende i en lejlighed i Antioch i Illinois. Der var umiddelbart intet, som indikerede, at han ville brase ind i amerikansk historie.

Facebook og andre sociale medier har forsøgt at skure fladen fri for alt, hvad der har med Kyle Rittenhouse at gøre, men på arkiverede sider kan man få et indtryk af, hvad der rørte sig i ham.

Kritiske medier havde efter drabet travlt med at portrættere ham som ivrig Trump-tilhænger og racist. Det første er rigtigt, det sidste øjensynligt ikke, og ingen af delene er det gennemgående træk på hans sider på sociale medier.

Det er derimod politi. Politiets skydevåben, uniformer, blå blink, støtte til politiet og en umaskeret drøm om en dag at blive én af dem.

Han var medlem af det såkaldte kadetkorps hos det lokale politi i Antioch. Det er et program for unge, som ønsker at blive politibetjente, og de kører med betjentene på patrulje og får træning i brug af skydevåben, skriver BuzzFeed.

I 2018 offentliggjorde politiet et billede af Kyle Rittenhouse i uniform. Ved siden af stod hans mor med et stolt smil. »We back the blue,« står der i kanten af billedet. »Vi støtter de blå«, og her er »de blå« et synonym for politiet i deres blå uniformer.

Rittenhouse var også aktiv i to onlinebevægelser til støtte for politiet. Blue Lives Matter, hedder den ene, og Back the Blue, hedder den anden.

I gymnasiet gik han med T-shirts med politiemblemer og politislogans, og hans mobiltelefoncover var fra Blue Lives Matter, siger klassekammerater til Chicago Tribune og Vice.

De fleste teenagere leder efter en identitet, og for Kyle Rittenhouse var politiet den identitet. Og han havde brug for den.

Mellem linjerne siger hans klassekammerater, at han var langt nede på skolens sociale totempæl. Med sin fistelstemme agiterede han for Trump og politiet, og han havde svært at tage, når andre sagde ham imod. Han tog det nært, og som en af klassekammeraterne siger:

»Når han blev vred, sagde han altid, at han ville »fucke os op«. Men alle grinede af ham, for han var bare en lille, tyk dreng fra 1. g. Han kunne ikke gøre noget ved nogen.«

Andre talte om, at han sikkert ville ende som skoleskyder, skriver Vice.

Så brutalt var miljøet, at hans mor i 2017 søgte om et retsligt tilhold mod en af klassekammeraterne, som mobbede Kyle. Ifølge Chicago Tribune skrev hun i ansøgningen, at en anden dreng kaldte Rittenhouse for »dum« og »stupid« og truede ham. Hun endte dog med at droppe ansøgningen.

Det var den sorte virkelighed, som Kyle Rittenhouse levede i, og der er ikke noget at sige til, at han efter skole fandt sig en anden. En blå virkelighed.

I otte minutter og 46 sekunder sad politibetjent Derek Chauvin i Minneapolis med knæet på Georg Floyds hals. Floyd stønnede, at han kunne ikke få vejret, men Chauvin blev siddende. Til sidst døde Floyd. Det var begyndelsen på den lange sommer. Fold sammen
Læs mere

Dirty Harry

Men det er ikke helt uproblematisk, for amerikansk politi er ikke helt uproblematisk.

Tag Dave Grossman, som er en af de mest indflydelsesrige polititænkere i de seneste 30 år. Han er uafbrudt på farten og taler til lokale politidistrikter, og hans mission er at gøre for politiet, hvad han gjorde i sin tid som oberstløjtnant i de amerikanske specialstyrker.

Hans mål er at lære betjente at dræbe uden at tænke videre over det, som han har sagt i en udsendelse på det amerikanske TV-netværk PBS. Han vil »reducere betjentenes modvilje mod at dræbe mistænkte«.

Ifølge Grossman findes der tre slags mennesker – får, fårehunde og ulve. De fleste af os er får, og det er ikke nødvendigvis negativt. Det betyder bare, at vi ikke tænker videre over vores sikkerhed og den fare, som vi reelt befinder os i. For rundt om os er der ulve, som konstant ligger på lur, og ulvene vil kun ét: De vil dræbe os.

Mellem os og ulvene, mellem os og den dødelige fare, står kun fårehundene. De beskytter os. De er soldater og betjente, men de er også almindelige borgere, som bevæbner sig og tager vores – fårenes – sikkerhed på sig, skriver han i sin bog »Killology«.

Dave Grossman, en tidligere oberstløjtnant og krigsveteran, som i foredrag til militær, politi, våbenklubber og skoler deler sin filosofi. Den har haft en indflydelse på en hel generation af tilhørere. Fold sammen
Læs mere

Hvor indflydelsesrig har hans tænkning været?

En metaundersøgelse fra City University of New York giver en indikation.

Amerikanske betjente ser sig i stigende grad som medlemmer af en unik subkultur, hvor de kan stole på hinanden, men ikke på omverdenen. Det er »dem mod os«, fremgår det, og deres indstilling bliver bekræftet af, at de konstant får at vide, hvor farligt jobbet er.

I de forskellige sociale mediebevægelser, som støtter politiet, er tendensen endnu mere udpræget. Her er ingen professionelle tøjler, ingen spilleregler og retsplejelov. Her er det Dirty Harry, John McClane, Martin Riggs, Jack Bauer og Jason Bourne. Her er det den hårde fårehund mod ulvene.

»Bevæbnede borgere – kom!«

25. august 2020 kaldte den amerikanske sommer på Kyle Rittenhouse.

Kaldet kom fra en by 50 kilometer nordøst for Antioch – i Kenosha i nabostaten Wisconsin.

Få dage forinden havde en hvid politibetjent under et husspektakel skudt en sort mand, Jason Blake, og protesterne begyndte. 93 procent af alle sommerens demonstrationer var fredelige, viser opgørelser, men Kenosha var ikke. Demonstranterne begik hærværk mod butiksruder og biler og påsatte brande, og guvernøren i staten satte nationalgarden ind.

Men det var ikke nok, følte en lokal milits, som appellerede til »bevæbnede borgere om at beskytte vores liv og ejendom«. Det var en appel til samfundets selvbestaltede fårehunde, og en 17-årig ung mand i Antioch hørte den.

Begivenhedsforløbet er i forskellige medier beskrevet forskelligt, men Berlingske har læst politiets fem sider lange sagsfremstilling, og her er angiveligt, hvad der skete:

Kyle Rittenhouse kørte 25. august til Wisconsin, hvor han opsøgte en ven, som også var aktiv i Blue Lives Matter. Han lånte hans halvautomatiske Smith & Wesson M&P15-riffel. Det er en riffel, som bliver markedsført til amerikansk politi og har 30 skud i magasinet, og den er baseret på AR-15-militærriflen.

Således bevæbnet kørte Kyle Rittenhouse videre til Kenosha.

Fire kugler i livet

Richard McGinnis var der allerede.

McGinnis er en videoreporter fra det konservative nyhedsmedie Daily Caller, og ud på aftenen interviewede han Rittenhouse.

Rittenhouse stod på det tidspunkt med sin riffel og en førstehjælpskasse foran en brugtvognshandel i Kenosha. Vinduerne i forretningen var tilplankede, og – sagde Rittenhouse i interviewet – ejeren havde bedt dem om at beskytte hans ejendom.

Han fortalte også i interviewet, hvordan han var der for at hjælpe, først og fremmest for at yde førstehjælp, og han beskrev sin indsats med et udtryk, som er populært i politi- og militærkredse. Hvis nogen har brug for hjælp, »then I run into harm's way«, sagde han. »Så løber jeg ind i faren.«

McGinnis forklarede senere til politiet, at han har et godt kendskab til betjeningen af AR-15-rifler, og Rittenhouse »betjente ikke sin riffel videre rutineret«.

Kort før klokken 23.45 kom den første alvorlige krise. Rittenhouse var uvist hvorfor i en konfrontation med en række demonstranter, og det endte med, at han affyrede fire skud mod den 36-årige Joe Rosenbaum, som angiveligt forsøgte at afvæbne ham.

En senere obduktion viste ifølge politiets sagsfremstilling, at de fire kugler ramte Rosenbaum i lysken, ryggen og hånden. De sprængte hans bækken og perforerede hans lever og lunger.

Videojournalist Richard McGinnis rev sin T-shirt af og begyndte at yde førstehjælp på Rosenbaum, mens Rittenhouse forstenet så på.

Sekunder senere gik situationens alvor tilsyneladende op for ham. Han løb fra stedet, og på videooptagelsen kan man se og høre ham ringe til en ven og sige: »Jeg har lige dræbt en eller anden.«

ADVARSEL: Video fra det øjeblik, hvor Rittenhouse bliver forfulgt ned ad hovedgaden i Kenosha, og hvor han dræber Anthony Huber.

»Get him!«

Men dermed var natten ikke forbi.

En række menneske løb efter Kyle Rittenhouse. »Get him,« råbte én, og en anden råbte: »Han skød en mand,« fremgår det af en vidnevideoptagelse.

Rittenhouse løb hen ad en gade, og på et tidspunkt snublede han. Den 26-årige og ubevæbnede Anthony Huber gik imod ham og forsøgte at tage hans riffel fra ham, og Rittenhouse affyrede ét skud. Huber tumlede baglæns og sank sammen.

Skuddet gik gennem hans hjerte og lunger, viste obduktionen. Han var død på stedet.

En tredje mand nærmede sig, men stoppede i chok; han gik baglæns, derefter et skridt frem, og Rittenhouse fyrede endnu en gang. Han ramte manden i armen.

Sammenlagt varede begivenhederne kun få minutter, men de ændrede fire mænds liv. To døde, én blev såret, og en fjerde blev dobbelt drabsmand.

Og de afsluttede også en sommer på spidsen. Efter Kenosha var der ikke flere store antiracistiske demonstrationer.

Fire kriminalbetjente fra politiet i Kenosha har udarbejdet en sagsfremstilling, som Berlingske har læst. Her er afsnittet, hvor Kyle Rittenhouse (»the defendant«) dræber det første offer. Fold sammen
Læs mere

»Han græd. Han var bleg«

Men sommeren er ikke forbi for Kyle Rittenhouse.

Han flygtede fra Kenosha og hjem til Antioch, og den følgende dag meldte han sig selv til politiet i hjembyen. Politiet i Kenosha sigter ham som en voksen og for dobbeltdrab og drabsforsøg og kræver ham udleveret, men Rittenhouses advokater kæmper imod.

Som 17-årig sidder han i ungdomsfængsel i Illinois. Hvis han bliver udleveret, vil han blive fængslet i et voksenfængsel i Wisconsin.

Og mens Kyle Rittenhouse sidder fængslet, raser krigen om Kyle Rittenhouse.

Hans mor har i et interview til Fox News fortalt, hvordan hun på skæbnenatten kørte til Wisconsin for at finde ham og hjælpe ham, men da hun kom hjem, ventede han på hende derhjemme.

»Jeg gik bare hen og krammede ham og fortalte ham, at jeg elskede ham. Han græd. Han var bleg,« fortæller hun i interviewet.

Kyle Rittenhouses mor har set videooptagelserne fra Kenosha den nat, og de gør hende »syg helt ind til benet (...) Jeg kan se, hvordan en horde af mennesker forfølger min søn (...) Når jeg ser hans ansigt, begynder jeg bare at græde. Jeg bliver syg. Horden forfulgte ham for at dræbe ham.«

»Hvis han ikke havde haft sin riffel, ville han have været død,« siger hun til Fox News.

Og det er ikke bare hende. Hun optrådte for nylig på et republikansk vælgermøde, hvor hun fik en stående ovation, og gennem store dele af USA og hele vejen op til kongresmedlemmer, ministre og præsidenten finder man varianter af støtte til Kyle Rittenhouse og grader af »Free Kyle Rittenhouse«.

Han er en amerikansk helt, som løb ind i faren for at hjælpe andre, og han skød kun i selvforsvar. Derfor skal han sættes fri.

Det er utvivlsomt, at han løb ind i faren, og det er også tænkeligt, at han vil blive sat fri mod kaution og senere frikendt, fordi han skød i selvforsvar. Det er lige så sandsynligt som det modsatte.

Det er også forståeligt, at Kyles mor elsker sin søn og kerer sig om ham, og det er forståeligt, at hun glæder sig over, at han overlevede. Det er mindre forståeligt, at hun og hendes ligesindede ikke udtrykker en høflig sympati for de dødes familier eller som et minimum spørger:

Hvad foretog Kyle sig overhovedet den nat i Kenosha?

Kyle Rittenhouse fotograferet ved en videohøring i sin sag i Illinois. Han kæmper mod at blive udleveret til nabostaten Wisconsin, hvor han vil blive behandlet som en voksen. I Illinois er han i ungdomsfængsel. En kristen organisation har indsamlet en halv million dollar – over tre millioner kroner – til hans forsvar. Fold sammen
Læs mere
Foto: 19TH JUDICIAL CIRCUIT COURT.

En gave

Men spørgsmålet er en fundamental misforståelse.

For alle mennesker har et talent i livet, skriver Dave Grossman i sin bog »Killology«. Nogle har et talent for videnskab, nogle har et talent for kunst, men – og det er en lige så stor gave – »andre har et talent for aggression«.

Hvis man har et talent for aggression, vil det være en forbrydelse at spilde det.

»Nogle mennesker er måske prædestineret til at blive får, og nogle har måske genetiske forudsætninger for at blive ulve og fårehunde. Men jeg tror, at de fleste mennesker kan vælge, hvad de vil være, og jeg er stolt af at sige, at flere og flere amerikanere vælger at blive hyrdehunde.«

Det var, hvad Kyle Rittenhouse valgte den nat.

Og spørgsmålet er ikke, hvad han foretog sig i Kenosha den nat.

Spørgsmålet er: Hvis han ikke netop den nat skulle være i Kenosha, hvor i alverden skulle han så være?

Det er i sin nøddeskal forståelseskløften i det moderne Amerika.