Forræderiske søskende, Trump-kloner og masser af våben: Her er midtvejsvalgets mest opsigtsvækkende valgvideoer

Der er valgvideoer, der handler om midtvejsvalgets vigtigste temaer: Sundhedsreformen, immigration og Donald Trump. Og så er der valgvideoer, der bare er ondskabsfulde. Berlingske har samlet en håndfuld her.

Republikaneren Brian Kemp vil være guvernør i Georgia og har fået lavet en meget actionmættet valgvideo. Foto: Screenshot fra Youtube, Kemp For Governor.

Om få dage – tirsdag den 6. november – stemmer amerikanerne til et af de vigtigste midtvejsvalg i årtier.

Demokraterne og Republikanerne har brændt milliardvis af dollar af på at overbevise vælgerne om, at deres kandidater skal vælges til Kongressen eller som guvernører. Ifølge organisationen Center for Responsive Politics, der følger pengene i amerikansk politik, når partierne og deres støtter at bruge mere end 30 milliarder kroner på valgkampen. En del af pengene bruges på at producere strømlinede kampagnevideoer og købe sendetid i primetime.

Her er nogle af valgets mest opsigtsvækkende kampagnevideoer. God fornøjelse!

Familieproblemer i Arizona

Paul Gosar er ligeglad med dig. Paul Gosar lytter ikke til vælgerne. Han formår ikke at skabe job, og han er ligeglad med Arizonas landdistrikter.

De seks personer i denne valgvideo er skånselsløse i deres kritik af republikaneren Paul Gosar fra Arizona, der sidder i Repræsentanternes Hus. Den hårde kritik er ikke fremmed i en generelt barsk valgkamp. Men da de seks personer i kampagnevideoen til sidste introducerer dem selv, bliver det usædvanligt:

De hedder Tim Gosar, David Gosar, Grace Gosar … De er alle seks Paul Gosars søskende og har valgt at stille op i kampagnevideoen til fordel for Paul Gosars modstander, demokraten David Brill.

Den næste Gosar-familiemiddag lader til at blive en anelse akavet.

»Til de seks vrede Gosar-Demokrater – vi ses i mors og fars hus,« skrev Paul Gosar på Twitter, efter kampagnevideoen gik viralt.

Ifølge meningsmålingerne kan Paul Gosar trøste sig med, at han står til et sikkert genvalg i Arizona-distriktet.

To brødre – en kandidat og en vred betjenten

Vi fortsætter hos endnu en splittet amerikansk familie. Denne gang Bryce-familien i Wisconsin. Randy Bryce stiller op til Repræsentanternes Hus for Demokraterne. Han er tidligere blevet arresteret af politiet ni gange – blandt andet for spirituskørsel og marijuana-besiddelse. I et seks år gammelt tweet sammenlignende han politiet med terrorister.

Randys bror, James Bryce, har været politibetjent i mere end 20 år. Og i denne video fortæller han, at han har været til begravelse hos flere kolleger de seneste år, som er blevet skudt i tjeneste. James Bryce beskylder sin brors »politi-hadende retorik« for at øge truslen mod betjente. Så han opfordrer vælgerne til at stemme på republikaneren Bryan Steil.

»Jeg er så konservativ!«

Guvernørvalget i sydstaten Georgia bliver fulgt med stor interesse i hele USA. Valget står mellem to meget klare modpoler i et politisk splittet USA. På den ene side står Stacey Abrams. Demokraten kan blive den første sorte kvindelige guvernør i USAs historie og nyder stor opbakning blandt statens minoritetsbefolkning. Hun er oppe imod Brian Kemp – en hvid Trump-tilhænger, der i denne valgvideo brander sig selv som »politisk ukorrekt«.

»Jeg er så konservativ,« starter Kemp videoen. Og i de næste 30 sekunder formår han at vise sin store våbensamling, tænde en motorsav, der skal bruges til at skære i unødig lovgivning, og præsentere en stor pickup-truck, som han lover at bruge til at »indfange kriminelle ulovlige migranter«.

Børneopdragelse à la Donald Trump

Et midtvejsvalg har ofte karakter af en slags folkeafstemning om den siddende præsident. Det er i den grad også tilfældet, når præsidenten hedder Donald Trump og splitter befolkningen i hidtil uset grad.

Som republikansk kandidat ved midtvejsvalget er der to veje at gå i forhold til Trump. I de stater, hvor Trump ikke er ret populær, foregiver de republikanske kandidater nærmest, at Trump ikke findes. I Trump-begejstrede stater forsøger republikanerne så ofte som muligt at associere sig selv med præsidenten. Ron DeSantis – kandidat til det tætte guvernørvalg i Florida – er gået med på sidstnævnte strategi.

I denne valgvideo bygger han en legetøjsmur med sin datter, mens han udbryder Trump-sloganet »build the wall«. Senere læser han Trumps selvbiografi »The Art of the Deal« højt for sin søn.

Senator beskytter Obamacare – med våben

Barack Obamas store reform af amerikansk sygeforsikring – i folkemunde kendt som Obamacare – er blevet et centralt tema i valgkampen i flere stater. Siden Trumps valgsejr i 2016 har Republikanerne i Kongressen forsøgt at svække Obamacare, som har gjort sundhedsforsikringer billigere og sikret, at flere amerikanere får deres forsikringsudgifter dækket af staten.

Obamacare er mere populær end nogensinde. Demokratiske kandidater over hele USA går til valg på, at et demokratisk flertal i Kongressen kan bevare sundhedsreformen. I denne valgvideo går West Virginias siddende senator, Joe Manchin, et skridt videre end de fleste med sit budskab.

Han tager sin riffel frem og sender en kugle afsted mod et dokument, der indeholder et sagsanlæg mod dele af Obamacare, som flere fremtrædende republikanere – heriblandt Manchins modstander Patrick Morrissey – står bag.

Kvinder i krig

Aldrig før har et valg til Kongressen haft så mange kvinder på stemmesedlerne. I alt 256 kvinder er med i kampen om de 435 sæder i Repræsentanternes Hus og 35 pladser i Senatet.

Og to demokratiske, kvindelige kandidater til Repræsentanternes Hus har valgt nærmest identisk kampagnestrategi i forsøget på at besejre de siddende mandlige republikanere. Amy McGrath fra Kentucky og MJ Hegar fra Texas har begge været udsendt til Afghanistan, og deres videoer skal fortælle vælgerne, at de er tough nok til at begå sig i Washington. De sparer ikke på billeder af kampfly og militærhelikoptere.

I 2009 blev MJ Hegar skudt af en Taleban-kriger, men formåede alligevel at flyve en helikopter med amerikanske soldater ud af en kampzone.

Amy McGrath var USAs første kvinde, som fløj et F-18 kampfly i en kampsituation. I videoen fortæller hun, at Mitch McConnell – Kentuckys mangeårige senator og Republikanernes leder i Senatet – ellers i 1989 havde meddelt hende, at kvinder ikke skulle sendes i kamp.

En ti år gammel rap-karriere

Demokraten Antonio Delgado stiller op til Repræsentanternes Hus i New York. Han er 41 år og har læst jura på Harvard. For ti år siden havde han en kortvarig rap-karriere under navnet »AD the Voice.« Republikanerne i distriktet forsøger at bruge hans tidligere tekster imod ham.

I denne video har de sammenklippet nye billeder af Delgado med én af hans tidligere musikvideoer, hvor han rapper om pornofilm, velsigner Irak og argumenterer for, at en rigtig patriot bør kritisere sit eget land.