Den mest afgørende retssag i USA i nyere tid er i fuld gang fra i dag. Og udfaldet er helt uforudsigeligt

Åbningsargumenterne i sagen mod betjenten Derek Chauvin, der er tiltalt for at have myrdet George Floyd, begynder i dag. Dens principielle betydning er enorm – men udfaldet af retssagen er langt mere uforudsigeligt, end de fleste givetvis tror.

George Floyds tryglen om nåde med ordene »jeg kan ikke få luft«, mens han lå med sine hænder i håndjern på ryggen og med den hvide betjent Derek Chauvins knæ i nakken i næsten ni minutter, står i dag som et afgørende øjeblik i USAs historie.

Det åbne spørgsmål er, i hvor høj grad det bliver et vendepunkt i nationens racehistorie med retssagen mod Chauvin, der i dag tager fuld fart med åbningsargumenter i retten i Minneapolis. Intet er afgjort på forhånd. Til gengæld er sagen giftig, da den omfatter både politi og race.