Portræt: Forhadt for at sætte et knæ i nakken på George Floyd, men også en af politiets hædrede helte

Derek Chauvin har været den mest udskældte, forhadte og omtalte betjent i USA siden offentliggørelsen af videoen, hvor han satte sit knæ i nakken på den anholdte George Floyd. Nu, hvor retssagen ruller, forbliver manden Derek Chauvin dog fortsat et mysterium.

Derek Chauvin i orange fangedragt fra fængslet. Siden oktober har han været løsladt mod kaution og har opholdt sig på et hemmeligt sted. Handout/Ritzau Scanpix

Han er så forhadt, at retsbygningen i Minneapolis er barrikaderet bag betonblokke, stålhegn og pigtråd, ligesom flere end 3.000 betjente og soldater fra Nationalgarden ventes på vagt den dag, dommen afsiges.

Minneapolis frygter en gentagelse af de optøjer, som byen og resten af USA oplevede, efter at en video optaget 25. maj sidste år viste, at politibetjenten Derek Chauvin i næsten ni minutter havde et knæ placeret i nakken på den anholdte George Floyd. Mange ser Derek Chauvin som en afstumpet og racistisk betjent. Men billedet er muligvis mere nuanceret.