Analyse: Med gigantisk plan kan Biden blive et større demokratisk ikon end Obama. Men det kommer med en høj pris og vrede fra Trump

I et halvt århundrede har ingen anden amerikansk præsident fremlagt en så stor offentlig investeringsplan som den, Joe Biden præsenterede onsdag. Ekspræsident Donald Trump taler om »den største skatteforhøjelse« i USA og en »massiv foræring til Kina«. Men Biden ser en enestående mulighed for en skelsættende forandring af USA.

Præsident Joe Biden afslørede onsdag en historisk stor plan til 2.000 milliarder dollar, der skal bruges på at fikse 32.000 kilometer vej, 16.000 broer og megen anden infrastruktur som lufthavne og tog for at genoprette den amerikanske økonomi og skabe millioner af job.

Planen udgør tilmed blot første halvdel af to gigantiske offentlige investeringsplaner, som ventes samlet at koste skatteborgerne helt op til 4.000 milliarder dollar. Ikke siden 1960erne er der set en lignende offentlig investeringsplan i USA. Til glæde for demokrater – men til skræk for republikanere. For det skal ikke mindst finansieres af højere skatter.