Pandemien har efterladt verdens hovedstad stendød, men optimismen lever: »New York kommer stærkt tilbage. For newyorkere vil aldrig tillade, at byen fejler«

Pandemien har været hård ved New York, og flere har varslet byens død som global metropol. Newyorkerne er splittede: Vil byen rejse sig igen i en fart, akkurat som den har gjort før i historien, eller vil den ikoniske storby ligge begravet i corona-efterveer i årevis? Berlingskes USA-korrespondent har besøgt byen og newyorkeren Mary Dreyfuss. Hun er klippefast i troen på sin by.

Der er fortsat ikke mange mennesker og megen trafik i New York. Men Mary Dreyfuss er optimistisk på sin bys vegne. Michael Bjerre

Mary Dreyfuss har en næsten overnaturlig stærk tro på New York. Ikke blot blev hun født her for 64 år siden. Hun har boet her lige siden og kunne aldrig drømme om at flytte andre steder hen.

End ikke den værste pandemi i over hundrede år, der det seneste år har udfordret New York mere end nogen anden amerikansk metropol, kan ændre hendes tro på, at hendes hårdt prøvede by vil komme brølende tilbage. For byen har været der før – såret, udsat og udråbt til at ville dø.