Betjent om kollega før retssag om George Floyds død: »Han myrdede ham! Jeg har ikke andre ord for det«

På mandag begynder retssagen mod betjenten Derek Chauvin, der er tiltalt for at have myrdet George Floyd med et knæ på hans nakke. »Hvis han ikke dømmes, går alt op i flammer igen,« fortæller Justin Pletcher, betjent i Minneapolis, George Floyds hjemby.

Justin Pletcher havde altid ønsket at blive politibetjent. Derfor var 25. maj 2020 en af de bedste dage – men set i bakspejlet også en, han ser tilbage på med gru.

Den dag havde han tiårs jubilæum som betjent. På Facebook lagde han stolt et foto op med en lagkage, som hans kone havde overrasket ham med. På billedet løftede han deres treårige søn op, så han kunne puste lysene ud. Men glæden og stoltheden over at have tjent politikorpset i Minneapolis i et årti blev snart forvandlet til skam og væmmelse.