Kære Læser,
Roskilde Festival er ikke en musikfestival. Det var en sandhed, der var ny for mig selv, men som åbenbarede sig, da jeg læste et interview i Weekendavisen med direktøren for Roskilde Festival, Signe Lopdrup.
Til spørgsmålet, hvordan musik og politik hænger sammen på Roskilde Festival, der som udgangspunkt er en musikfestival, svarer hun:
»Jeg er ikke enig i din præmis om, at vi er en musikfestival. Roskilde Festival er det største ungdomskulturelle samlingspunkt, vi har i Europa.«
Og i det ligger måske forklaringen på de mange valg og fravalg, Roskilde har taget i forbindelse med årets festival.
Under alle omstændigheder har det været masser af debat om Roskilde. Berlingskes chefredaktør Tom Jensen har skrevet om Palæstinaaktivisme på Orange scene, og om festivalens udvikling:
»Fra at være den store, nysgerrige musikalske kulturbegivenhed for en bred målgruppe af rockinteresserede til at blive et identitetsbåret ekkokammer med et rigeligt smalt musikprogram for et sekterisk yderudsnit af venstrefløjsunge omkring de 20 år.«
Ligesom Berlingskes kulturredaktør, Birgitte Borup, på lederplads har skrevet om Roskildes demonstrativt enøjede sigte, når det kommer til både booking og publikum:
»Festivalen er godt i gang med at jage det midaldrende, pengestærke publikum bort. Det er muligvis en del af årsagen til, at der i år for første gang i mange år ikke var udsolgt, da den åbnede dørene.«
Selv må jeg vende tilbage til festivaldirektør Signe Lopdrups udtalelse for en stund. For når hun kalder Roskilde Festival for »det største ungdomskulturelle samlingspunkt, vi har i Europa«, må jeg stille mig tvivlende.
Kaster man et blik på festivalens ikkemusikalske program, er det nemlig ikke just ordet »ungdom«, der først dukker op på lystavlen. Det gør til gengæld »forældet« og »umoderne«.
Programmet smager underligt af 2017. Og det smager ikke spor af ungdom, men til gengæld rigtig meget af 30+ karriereaktivist på venstrefløjen.
Eksempelvis inviterede Roskilde Festival til et arrangement med Normkritiske læger, der »arbejder for nultolerance overfor sexisme, racisme, ageisme, ableisme, tykfobi, homofobi og transfobi i det danske sundhedsvæsen«.
Og »queer meditationer«, hvor du kunne forestille dig »fremtidens samfund gennem migration, queerness og spiritualitet«.
Og til »en liveperformance« ved navn »Dead white man«, som »fremhæver den globale handel med tekstilaffald«.
Og til en »talk« med Politikens podcast »Poptillægget«, hvor blandt andre Maia Kahlke Lorentzen fra Cybernauterne ville udforske »hvorfor flere søger hen mod reklamefri, decentraliserede sociale platforme«.
Og hov, en debat om, hvor grænsen går mellem ytringsfrihed og hadtale – det lyder spændende! Men det var det nok ikke, for panelet bestod blot af Amnestys egne folk, der formodentlig blev enige med sig selv om, at de havde ret.
Alt i alt er det lidt svært at få øje på ungdommen, men rigtig nemt at få øje på en masse 35+-årige ungdomsvoksne, der debatterer privilegier med afsæt i intersektionel feminisme og postkolonial teori, som var det hotteste nye for ungdommen for små ti år siden.
Det er faktisk ganske kikset – eller cringe, som de unge sikkert ikke engang siger længere. For sandheden er jo nok at ungdommen er mere blå end den er woke.
Det er her værd at nævne at i 2024, altså sidst der var skolevalg, vandt Liberal Alliance med over 30 procent af stemmerne. Og i den forbindelse udtalte Ungdomsforsker Jonas Lieberkind fra DPU fra Aarhus Universitet:
»Liberal Alliance Ungdom vinder Skolevalg med en markant sejr. Og det er meget interessant. Det fortæller, at mange unge vitterlig har fundet et ståsted i de blå liberale værdier.«
Det synes jeg måske er lidt svært at få øje på i »det største ungdomskulturelle samlingspunkt, vi har i Europa«.
Andre debatter, vi taler om
Onsdag havde Berlingske talt med den tidligere spanske brigadegeneral José Enrique de Ayala. Han mener at nordeuropæerne lader sig trække rundt i manegen af politikernes skræmmescenarier, og så langer han ud efter Anders Fogh Rasmussen, som han mener er et symptom på en europæisk vilje til at lade sig trække rundt i manegen af Donald Trump.
Postdoc på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, Christina Sadolin Damhus, har skrevet om det enorme fokus på risici, hun oplever i sit barns institution. Anledningen var et forældremøde, hvor Damhus blev overrasket over efterspørgsel på førstehjælpskursus, hjertestarter og sikkerhedsplan. Og som hun skriver: »jo mere vi forsøger at reducere risiko, jo mere utrygge bliver vi«
Sidst men ikke mindst så har Julie Grove, som er cand.mag. i dansk og kreativ kommunikatør, skrevet et afskedsbrev til den feminisme, hun tidligere har været bannerfører for. Grove lægger ikke fingrer imellem når hun skriver: »I dag er helt moderate synspunkter blevet stemplet som højreekstreme. Og eftersom jeg selv har medvirket til at skabe den forskydning, føler jeg mig forpligtet til at hjælpe med at flytte vinduet tilbage mod fornuften.«
Ugens tegning
Tak fordi du læser med på »Ugens debat«. De næste tre uger, må du desværre undvære, da undertegnede holder ferie. Både »Ugens debat« og jeg selv er tilbage i uge 31.
Hvis du har kommentarer eller selv vil blande dig i debatten, er du velkommen til at skrive til os på debat@berlingske.dk.
Alt godt.
