Vi har mange invasive arter i den danske natur. Ulven er ikke en af dem. Den er kommet helt af sig selv.

I Afrika skønnes det, at 100-150 mennesker hvert år dræbes af flodheste. Krokodiller menes at dræbe cirka 200 mennesker årligt. Løver æder også omkring 200 årligt. Skønsmæssigt dræbes årligt på verdensplan 81.000 -138.000 mennesker af slangebid. 

Og disse fakta er vi til dagligt totalt ligeglade med i vores danske smørhul. Men hvis ulven snupper et får eller en pony, er der hyl og skrig i pressen!

I vores del af verden går vi meget op i at bevare klodens svindende bestande af løver, tigre, elefanter, sneleoparder osv. Og vores moralske domme er skånselsløse, hvis de – de »andre« – ikke sørger for at beskytte de truede dyrearter.

Dobbeltmoralen er tommetyk: Ulven er faktisk også en truet dyreart og skal selvfølgelig have en plads i den danske fauna. Hvis vi forlanger, at andre lande skal beskytte truede arter, må vi naturligvis selv æde den samme medicin. 

Men sørg bare for, at folk kan beskytte deres husdyr og hunde (eventuelt med offentligt tilskud) og lav en fornuftig reguleringsplan for ulvene. Og giv også tilladelse til at bruge peberspray, skræmmepistoler mv. i de områder, hvor ulvene er tæt på.

Og husk i øvrigt, at ulven – som andre store rovdyr – spiller en enormt vigtig rolle i naturen ved at holde bestanden af byttedyr oppe på dupperne. Og bestanden dermed sund.

Jørgen Ørbech, København

Digitale annoncer

En dybfølt tak til Keld Nissen for her i avisen at sætte fokus på annoncering i den digitale avis.

Jeg er som mange andre gået over til den digitale berlinger og er stor læser af breaking news i denne for os så foranderlige verden, der gør, at dagens avis ofte er yesterday's news.

Desværre er det sådan, at der efterhånden kommer flere og flere annoncer, der nu er skruet sådan sammen, at man ikke bare kan slette dem ved at trykke på et kryds, men man skal også fortælle, hvorfor man ikke orker at se disse annoncer.

Vil man se en video, skal man afvente enten at se på to stk. reklamevideoer eller afvente teksten »spring annoncen over«.

Alt sammen noget, der gør, at man bliver afledt i sin koncentration, og det er bestemt ikke sikkert, at man får lyst til det reklamerede produkt.

Gør som TV 2, saml blokkene med reklamer og giv os muligheden for at læse jeres udmærkede artikler koncentreret.

Inge Nøhr, Virum

Selvfølgelig skal museerne ikke have skattefrie konkurrencefordele

Dansk Industris Julie Rokkjær og Morten Høyer skriver i Berlingske 27. april, at museernes skatteforhold kalder på klarhed, og at det ikke må bero på embedsmænds skøn, om der skal betales skat eller ej. Så langt er jeg enig med DI, men herfra stopper den enighed da også.

For der burde slet ikke være noget at rafle om. Hvis museer driver kommercielle aktiviteter, der ikke har noget med museumsdrift at gøre, skal de naturligvis beskattes på lige vilkår med alle andre. Det undrer mig faktisk, at Danmarks største erhvervsorganisation kan mene andet.

I dag afholder mange museer møder, konferencer og private arrangementer som konfirmationer, bryllupper og runde fødselsdage. 

Det er ikke kulturformidling, men forretning, og det foregår i direkte konkurrence med hoteller, restauranter og oplevelsesaktører, der betaler skat af hver eneste krone, de tjener.

Jeg anerkender fuldt ud museernes rolle som bærere af kulturarven. Den opgave varetager de fremragende. Men museerne skal formidle kultur til deres gæster og ikke tilbyde billige selskabspakker med offentlige kroner i ryggen.

Derfor er løsningen heller ikke at fastholde en bred og uklar skattefrihed. Derimod bør Folketinget præcisere reglerne, så det bliver klokkeklart, at kommercielle aktiviteter uden for det museumsfaglige formål er skattepligtige.

Det vil skabe den klarhed, som både museer og erhvervsliv efterlyser.

Danmark har både brug for stærke kulturinstitutioner og et konkurrencedygtigt oplevelseserhverv. Med tydelige og klare rammer kan vi sikre, at begge dele trives side om side og ikke på bekostning af den ene.

Maria Olafsson, politisk chef i HORESTA

Vis nu samfundssind

Så er det sidste chance for Venstre og De Konservative at vise ansvar for Danmark. Det er nu, I skal gå til Løkke og Moderaterne og meddele, at I er med i grundlaget for en master-regering: SRMVK og hvis SF skulle kunne finde ud af en ansvarlig økonomisk politik, så også dem.

Danmark har ikke brug for en centrum-venstre-regering, der bliver afhængig af Enhedslistens socialisme. Se blot på de ødelæggelser, som dette parti står i spidsen for i Københavns Kommune!

Og vi har heller ikke brug for at blive afhængige af DF, der er mere kritiske over for både EU og Ukraine, end godt er, og efter min mening alt for positive over for både Putin og Trump. Begge mulige scenarier vil bringe stabilitet, fremgang, sikkerhed og øget velstand i Danmark i alvorlig fare.

Derfor er det nu, at I to gamle borgerlige partier skal vise sandt samfundssind og se at komme i realitetsforhandlinger med M, S og R om en stabil, fremskidtsorienteret og nødvendig regering. Jeg venter på, at I udviser ansvarlighed. Det haster meget.

Allan Bäck, København

Hænderne i lommerne

Kære mænd,

Hvor er det kedeligt at se dagligt i aviser og tv, at mandlige tv-journalister og blandt andet højtuddannede mænd altid står med hænderne dybt begravet i lommerne.

Det viser ligegyldighed og manglende respekt over for andre mennesker.

Vi bør kunne forvente en mere respektfuld fremtoning.

Prøv dog at se mere anstændig ud.

Svend Jespersen, Hvidovre

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk

Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:

Lyt til Berlingske

Jerome Powell er manden, der igen og igen sagde fra over for Donald Trumps personangreb. Nu har han haft sit sidste rentemøde i spidsen for USAs centralbank, og det markerer slutningen på en epoke i USA. Engang skulle man vare sig for at råbe 'Ulven kommer!'. Men i Midt- og Vestjylland er det blevet stadig sværere at undgå, efter et stigende antal konfrontationer mellem mennesker og ulve i de områder, hvor ulvene yngler og færdes. Fra ulve til en djævel, der går i Prada - dagens sidste anbefaling er en firestjernet anmeldelse af én af årets mest ventede film. Det er overskrifterne i dagens »Lyt til Berlingske«, udvalgt af international kommentator Birgitte Borup. Oplæser og producer: Frederik Riis-Jacobsen.