Råb bare »Hurra for deglobaliseringen«

Når man omtaler globalisering på den måde, som man gør i den politiske debat, gør man den til en person, et monster, et spøgelse eller en levende organisme, som man kan frygte eller råbe hurra for.

Den venstreorienterede anti-globaliseringsbevægelse Attac protesterer foran HSBC Bank i Paris for at markere tiåret for finanskrisen 2008. Fold sammen
Læs mere
Foto: GONZALO FUENTES

Ordet »globalization« blev først brugt på amerikansk i 1951. Det har nu erstattet begrebet »modernitet«. Frygt for globaliseringen bruges ofte som en forklaring på »højredrejning« eller »nationalisme«. Hvis der findes mange, som frygter globaliseringen, må der være langt flere, der ikke frygter. Kristian Jensen (V) skrev, da han var skatteminister, bogen »Hurra for globaliseringen«. Han var modig. Politiske modsætninger er ikke ideologiske, men psykologiske. Nogen frygter, andre er frygtløse. De bange mod de mange.

Når man omtaler globalisering på den måde, som man gør i den politiske debat, gør man den til en person, et monster, et spøgelse eller en levende organisme, som man kan frygte eller råbe hurra for. Man personificerer den. Den gør noget. Den er dukket op. Den truer. Vi ved ikke, hvor den kom fra. Den er et naturfænomen. Vi har ikke holdt en folkeafstemning om ja eller nej til globalisering. Den er større end verden, og verden er blevet mindre, idet også den er blevet globaliseret. Den er hinsides kontrol, for der findes ikke en instans over globaliseringen og ikke nok med det: Globaliseringen er historiens afslutning. Der kan ikke komme noget efter globaliseringen; hvad skulle det være? Der kan kun komme mere eller mindre globalisering, men ikke noget nyt.

Hans Hauge Fold sammen
Læs mere

Globaliseringens nye historie

Der er måske alligevel ved at ske noget nyt. Globalisering er i dag i flertal. Globaliseringer hedder det. Globaliseringen er ved at få en historie. Globaliseringen blev efter Murens fald det system, der afløste den kolde krigs system. Tre verdener blev til én, den tredje verden forsvandt. Globaliseringens pionérfase blev beskrevet af bl.a. Thomas Friedmann i »The Lexus and the Olive Tree« (1999). Den unge Kristian Jensen hører med her. Dernæst begyndte man at finde globaliseringer lang tid før globaliseringen. Det britiske imperium var også en globalisering. Man talte endog om vikingeglobalisering – i Norge. Efterhånden kom man lidt i tvivl.

Den svenske venstresocialist Johan Ehrenberg udgav »Globaliseringsmyten« (2005). Globalisering var blot ond kapitalisme. I september 2008 kom finanskrisen, og man blev endnu mere i tvivl. Pankaj Ghemawat udgav »World 3.0« (2013), som sagde, at globaliseringsteorier lider af datamangel. Der findes tre verdener: 1.0 styrer mest og er nationalstaterne. Verden 2.0 er den, som Jensen beskrev, og den findes ikke, og verden 3.0 er kun globaliseret en lille smule.

Der er lang vej igen og den globale historie kan fortsætte mange år endnu, men så kom sidste fase karakteriseret ved deglobalisering og fragmentering. Det hele er vendt på hovedet. Nu er der mange, som frygter deglobaliseringen og langt flere, som er modige. De råber »Hurra for deglobaliseringen«, mens de nynner »I Danmark er jeg født« eller »Rule Britannia«.