Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Kunne vi pensionister, der skal hjælpe både vores gamle og svage forældre og vores børnebørn, allernådigst få lov til at eje en bil, Lotte Kofoed?
Lotte Kofoed og »luksusbilerne«
Kære Lotte Kofoed,
Jeg har med undren læst dit indlæg i Berlingske 29. maj og blev voldsomt provokeret af din holdning til pensionister og andre, som er bilejere og derved benytter sig af en parkeringsplads.
Efter næsten 50 år på arbejdsmarkedet med dertilhørende betaling af skat har man vel også visse rettigheder såsom, at man selv kan transportere sig til sommerhuse/båd, brug af campingvogn og måske at køre på ferie.
Vi er en generation, der både har forældre og børnebørn, og som derfor ofte står til rådighed med transport af de ældre medborgere, så de også har mulighed for at deltage i forskellige familiebesøg og arrangementer.
Når behovet for plejehjem opstår, er det i særdeleshed vigtigt at kunne transportere sine gamle forældre til undersøgelser på hospital og deslige, da plejehjemmene ikke har ressourcer til at stille en medarbejder til rådighed.
Der taler vi om meget gamle og svage mennesker, som har brug for den omsorg. Børnebørnene bliver syge, og her træder vi selvfølgelig til, så forældrene kan passe deres arbejde.
Nu er Frederiksberg jo ikke en lille landsby, hvor alle familiemedlemmer og venner bor, så derfor har pensionister også brug for en bil for at holde venskaber ved lige, som kan være spredt i en større radius.
Her til sidst: vores generation har ikke ligget på den lade side og har i særdeleshed bidraget til velfærden. Så mon ikke der er mulighed for en parkeringsplads, så vi stadigvæk har mulighed for at leve et indholdsrigt liv og stå til rådighed for familien?
Elisabeth Jeppesen, Frederiksberg
Husk at spørge alle unge
Berlingske skrev 16. maj, at »'Generation mistrivsel' siger fra: Vi er glade og har det godt. Rigtig godt«.
Det er en vild overskrift. Ikke fordi der ikke findes unge, som har det godt. Selvfølgelig gør der det. Men fordi konklusionen hviler på Ungeprofilen 2025/26, hvor man i høj grad har spurgt unge, der stadig er inde i systemet.
Rapporten handler ikke om alle unge i København. Den handler om unge på ungdomsuddannelser. Og 80 procent af besvarelserne kommer fra gymnasieelever. I bilaget ses også, at svarene i højere grad kommer fra unge med etnisk dansk baggrund, højere karakterer, begge forældre i hjemmet og forældre med job, højere indkomst og længere uddannelse.
Det er ud fra den svargruppe, man risikerer at fortælle historien om, at ungdommen har det godt.
Men hvor er de unge, der ikke blev spurgt? Dem med massivt fravær? Dem, der er droppet ud? Dem uden uddannelse eller job? Dem på STU? Dem, der sidder hjemme med angst, diagnoser, ventelister og forældre, der ikke længere ved, hvem de skal ringe til?
Mistrivsel råber ikke altid højt. Den møder ikke op. Den har ikke altid overskud til at svare på spørgeskemaer.
Det svarer lidt til at undersøge danskernes politiske engagement ved kun at spørge folk på Folkemødet og bagefter konkludere, at Danmark består af politiske supernørder. Man får sikkert mange rigtige svar. Man får bare ikke hele billedet.
Jeg siger ikke, at alle unge mistrives. Det ville være forkert. Men man skal passe på med at bruge pæne gennemsnit som modbevis på en krise, når nogle af de mest udsatte unge slet ikke er med i billedet.
For det er ikke at tale unge ned at tage mistrivsel alvorligt. Det er at lytte til dem, der prøver at fortælle os noget.
Den virkelige trivselskrise findes måske ikke kun i svarene. Den findes i stilheden fra dem, der aldrig blev spurgt.
Mathias Vinsten Munk, Hvidovre
Hvad mener Lars Andersen egentlig?
I et debatindlæg 18. maj advarer Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd imod »klassiske arbejdsudbudsreformer«. I stedet bør fokus være på produktivitet. »Det er produktivitet, der har gjort os rigere.« (Som tidligere påpeget undervurderer Andersen effekten af klassiske arbejdsudbudsreformer).
I en artikel 29. maj bliver Andersen af Berlingske spurgt om, hvorvidt lavere selskabsskat bør være en del af de igangværende regeringsforhandlinger. Her bør det indskydes, at både Produktivitetskommissionen, OECD og en stor samling af empirisk litteratur beskriver selskabsskattelettelser som et af de mest effektive redskaber til at øge produktiviteten. Men pludseligt har piben fået en anden lyd. Nu siger Andersen, at en sænkelse af selskabsskatten er dybt unødvendig og en forkert prioritering af pengene, idet »effekten på arbejdsudbuddet er ret lille«.
Her bliver argumentationen svær at følge. Først skriver Andersen, at arbejdsudbud ikke er afgørende – det er produktiviteten. Men når et forslag diskuteres, som af mange økonomer netop vurderes at kunne løfte produktiviteten, afviser han det med henvisning til den begrænsede effekt på arbejdsudbuddet.
Tilbage står derfor, om Andersen overhovedet anerkender markedsøkonomiske reformer som et redskab til højere produktivitet? Eller om svaret, ifølge Andersen, altid er højere offentlige udgifter til for eksempel uddannelse?
Mia Amalie Holstein, cheføkonom og underdirektør, CEPOS
Håbløshedens ekkokammer
Thomas Bernt Henriksens udmærkede artikel i Berlingske 30. maj under overskriften »Danmark er nu officielt et uland« får mig til at relatere til et Storm P.-citat: »Der kan spares mange millioner og meget overflødigt arbejde ved en hensigtsmæssig ordning af administrationen – men da denne vil koste mange millioner og meget overflødigt arbejde, kan det ikke lade sig gøre!«.
Citatet er årtier gammelt, men helt og ganske validt i 2026. Når vi lader tankerne rotere omkring Energinet, DSB, Banedanmark, Vurderingsstyrelsen, Skatteforvaltningen og Miljøministeriet for blot at nævne et par eksempler på ulandsauraen, så er det eneste sted, hvor der kan retfærdiggøres ekstra ansatte i den offentlige sektor, Rigsrevisionen. Der er i sandhed brug for handling og operationel effektivitet i ulandet Danmark.
Uffe Steen Mathiesen, Hørsholm
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes podcast med tre af dagens bedste og mest aktuelle artikler hver eftermiddag:
I dag kan du høre historien om den ukrainske landsby, som russerne har fejlet i at indtage i 1.500 dage, og som nu er blevet en stående joke og et symbol på Putins fiasko. Du kan også få indblik i de vilde, frigivne Pentagon-videoer af flyvende objekter, som verden på bizar vis vælger at møde med et skuldertræk. Og så kan du høre, hvorfor et skænderi på Københavns Rådhus viser, at Enhedslisten ikke er klar til magtens ansvar. Chefredaktør Pierre Collignon præsenterer dagens tre bedste historier. Oplæser og producer: Caroline Toft Baunkjær
Del:
