Tinder er i krise. De har mistet 25 procent af deres brugere inden for de seneste fem år, og det anslås, at det primært er kvinder. Situationen er gået så vidt, at det nu – ifølge Business of Apps – vurderes, at omkring 75 procent af brugerne er mænd.

Dette er ikke noget at begræde, for selvom Tinder kan bidrage med en platform til at finde et parforhold, bruges det alt for ofte som en forlængelse af hookup-kulturen: hurtig sex, tilsyneladende uden konsekvenser.

Særligt swipet er blevet symbolet på denne tendens, når pardannelsen reduceres til et enkelt swipe blandt tusinder, mister forbindelsen sin betydning, og det kropslige begær tager over. 

Det gør kærlighed til et spil, og det er svært at tage noget alvorligt, der starter sådan. For når man lader menneskers følelser blive noget, man kan spille med, mister pardannelsen den tyngde, den ellers opnår, når man mødes fysisk.

Tinders indretning spiller i høj grad ind i en af menneskets indre drifter: begæret. Min oplevelse har ofte været, at det første, jeg ser, når jeg åbner appen, er et billede af personen – uden noget, der beskriver, hvem vedkommende er. Man ser en facade uden indhold, et menneske uden personlighed, og det tillader hookup-kulturen at blomstre på appen. For når mennesker bliver til facader, bliver de alt for ofte et redskab til at få afløb for indre lyster frem for en mulighed for at opbygge et reelt forhold.

Når mange kvinder tilsyneladende har fået nok af den dynamik og derfor vælger at forlade appen, er det værd at spørge: Hvorfor gør vi mænd ikke det samme?

For sandheden er, at jeg selv stadig har Tinder. Og jeg tror, jeg deler den samme tanke som mange andre unge mænd: Håbet om, at det alligevel kan lade sig gøre at swipe sig til en relation, der er værd at bevare. Jeg tror samtidig, at mange, ligesom jeg, er bange for at gå ud og mødes i virkeligheden – bange for at tabe ansigt.

Men hvis relationer skal have dybde, kræver det, at vi mødes ansigt til ansigt. At vi tør investere os selv i hinanden. Uden det bliver det hele let overfladisk og udskifteligt.

Derfor er min opfordring til andre mænd på min alder enkel: Reducer ikke pardannelsen til et spil. Giv romantikken en reel chance – også selvom det kræver mere mod. Jeg sletter i hvert fald Tinder. Spørgsmålet er, hvem der følger med.

Vilhelm Dons Christensen, gymnasieelev, medlem af Konservativ Ungdom, Valby

Taktisk ukrudt i fodbold

Forud for eksempelvis VM i fodbold plejer FIFA ofte at udsende mindre ændringer til reglerne og justeringer til håndhævelsen af disse. Efter min iagttagelse er der tre områder, der her og nu trænger til opmærksomhed og justeringer. Det er opførslen omkring skadede spillere, udskiftninger og forsinkelse af spillets igangsættelse ved frispark.

  1. Banen er ofte omdannet til et feltlazaret for skadede spillere, der tit intet fejler, men bare vil trække tiden ud og/eller skaffe et gult kort til en modspiller. Svært for dommeren at gennemskue den slags skuespil. Derfor bør en spiller, der modtager behandling på fodboldbanen forblive ude i mindst 3 minutter. Så vedkommende kan komme til kræfter igen …

  2. Udskiftninger bruges taktisk og ødelægger ofte de sidste 10-15 min af en kamp. Det var ikke det, som udskiftninger skulle bruges til. De mange stop ødelægger rytmen i en kamp. Spillere fra et hold, der fører, går langsomt og klappende ud for at slutte med en omfavnelse af den spiller, som man erstattes af. De her skitserede hændelser skal straffes med en advarsel efter dommerens kontante skøn.

  3. Ved frispark skal det hold, der har forsyndet sig ofte lige sinke igangsættelse af spillet ved ikke at fjerne sig fra åstedet. En spiller med en millionløn har ingen anelse om, hvor meget for eksempel 9,15 m sådan cirka er. Bliver stående ved bolden. Eller samler bolden op og tager den med under løb tilbage i position. For så at kaste den et eller andet sted hen. Prompte advarsel ved den slags efter dommerens skøn.

Jeg tror, at vi er mange fodboldelskere, der gerne ser spillet renset mest muligt for taktisk ukrudt, så der bliver mere plads til fodboldspillet.

Svend E. Just, Fredensborg

AE undervurderer arbejdsudbudsreformernes betydning 

Lars Andersen argumenterer 18. maj for, at arbejdsudbudsreformer kun spiller en birolle, fordi reformer siden 2022 kun forklarer knap en fjerdedel af en samlet opjustering af den strukturelle beskæftigelse på 139.000 fuldtidspersoner. Men det giver ikke det fulde billede.

Siden begyndelsen af dette århundrede har reformer øget den strukturelle beskæftigelse med 350.000 fuldtidspersoner. Finansministeriet vurderer til sammenligning, at den strukturelle beskæftigelse er 540.000 højere i 2030 end i 2000. Hovedparten af stigningen skyldes således reformer.

Som argument for, at arbejdsudbud ikke har betydning henviser Lars Andersen til Reformkommissionens figur, som ifølge Andersen viser, at langt hovedparten af Danmarks stigende velstand siden 1980 kan henføres til stigende produktivitet. For »søjlen for arbejdsudbud er usynligt lille, mens søjlen for arbejdstid går i minus«.

Men her overser Lars Andersen, at figurens søjler er sammensat af forskellige forhold – både positive og negative (blandt andet en aldrende befolkning og øget efterspørgsel efter fritid). Uden reformer havde BNP-bidraget fra arbejdsudbud og arbejdstid været meget lavere, end det fremstår i figuren.

Vi er enige i, at produktivitet er vigtigt, men det er stadig misvisende, når Andersen bagatelliserer arbejdsudbudsreformernes betydning for dansk økonomi. For de har bestemt spillet en hovedrolle.

Mia Amalie Holstein, cheføkonom i CEPOS

Tillid til de folkevalgte

Noget af det mest provokerende er, at politikerne ikke kun bestemmer deres egen løn. De bestemmer også over vores pension. De hæver pensionsalderen for almindelige danskere, mens de selv kan gå på pension langt tidligere og med en økonomisk tryghed, som de fleste kun kan drømme om. 

Mange danskere skal arbejde til de er 70 år eller mere, mens et folketingsmedlem kan forlade Christiansborg efter relativt få år og stadig være sikret et solidt eftervederlag samt pensionsordning.

Det skaber en følelse af uretfærdighed. Hvordan kan man forlange, at en pædagog, sosu-assistent eller håndværker skal blive længere på arbejdsmarkedet, når politikerne selv har sikret sig privilegier, der gør, at de kan trække sig langt tidligere – og ovenikøbet med en løn, der ligger milevidt over befolkningens?

Når man samtidig ser sager som dem omkring Lars Løkke Rasmussen, hvor der blandt mange andre sager blev brugt skattekroner på tøjkøb og klimaorganisationen GGGI betalte for en flyrejse til hans datter, bliver mistilliden kun større. 

Løkke betalte pengene tilbage, men for mange danskere føltes det stadig som misbrug af fællesskabets penge. Hvis en almindelig borger gjorde det samme, ville det blive betragtet som tyveri. Når det sker i toppen af dansk politik, ender det ofte med en undskyldning og et »slag over hånden«.

Og netop derfor er løndebatten så vigtig.

I dag koster et folketingsmedlem omkring 900.000–1.100.000 kroner om året. Hvis lønnen blev sat ned til 550.000 kroner, ville staten spare omkring 67 millioner kroner om året. Det er penge, der kunne gå til dem, der faktisk slider sig ned i velfærden – ikke til dem, der allerede har sikret sig selv økonomisk.

Hvis politikerne vil have befolkningens tillid, må de vise, at de forstår den virkelighed, de selv er med til at forme. Det starter med ansvarlighed. Det starter med mådehold. Og det starter med, at de ikke længere sætter sig selv over de mennesker, de er valgt til at repræsentere.

Argumentet om, at høj løn tiltrækker »de bedste«, holder ikke. De bedste politikere er dem, der drives af ansvar, værdier og viljen til at gøre en forskel – ikke af lønchecken. Hvis en løn på 550.000 kroner om året ikke er nok motivation, så er man måske ikke den rette til at træffe beslutninger på vegne af hele landet.

Det handler ikke om misundelse. Det handler om troværdighed. Om at politikerne skal være tættere på virkeligheden og de økonomiske vilkår, som almindelige danskere lever under. Når man kræver mådehold af befolkningen, bør man også udvise det selv.

Jeppe Johansen, studerende, Kolding

Et par nødvendige klassiske replikker

Holberg var en god iagttager af sine omgivelsers til tider tåbelige og komiske adfærd, hvilket resulterede i mange fine satiriske komedier, som vi stadig kan glæde os over den dag i dag. Både over den morsomme side, men også over den altid underliggende indbyggede tankevækkende morale.

I komedien »Plutus« forekommer replikken »Gaar hen og forliger eder, I skabhalse«.

En meget aktuel replik med hensyn til et par aktuelle kamphaner, begge med et meget stort ego – med tilhørende stædighed. Faktisk grænsende til en egoisme, som kun alt for tydeligt demonstrerer, at de sætter egen stolthed langt over resten af riget – og befolkningens ve og vel og interesser.

Vredladne replikker og trusler, til tider nærmest af barnlig karakter, fyger gennem luften, og resulterer i at blokere for og gøre regeringsdannelsen til en syg komedie – eller måske snarere tragedie.

Mon ikke de herrer allerede har fremvist deres stålsatte viljer tilstrækkeligt længe, og nu trænger seriøst til at kombinere Holberg med Cæsar i et værdigt »Den er større, som overvinder sig selv, end den, som indtager en stad«.

Mikael Ibsen, København

USAs baser i Grønland

USA ønsker rettigheder over visse Grønlandske territorier »i al fremtid«. Vi kunne imødekomme USA med rettigheder »Så længe USA er et fuldgyldigt medlem af NATO og uden forbehold accepterer NATOs artikel 5«.

John Jørgensen, Gilleleje

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk