Tilbage i 1970erne lød en vittighed, at det nedslidte Glasgow var Disneyland. »Ja, for det her disnea' work, og det der disnea' work...« (»Disnae« er skotsk for »doesn't«, red.) I dag bor vi alle i Disneyland.
Stemte du måske for Brexit? Du endte i hvert fald med Theresa May og tre muligheder: Hendes aftale, ingen aftale eller noget andet, som måske handler om Norge. Ingen af mulighederne har et flertal i Underhuset.
Stemte du for Donald Trump? Du endte med Nancy Pelosis genkomst som leder af Repræsentanternes Hus og Robert Muellers efterforskning af mistænkte.
Stemte du for Emmanuel Macron? I så fald endte du med meget synlige og støjende demonstrationer og hærværk på Triumfbuen.
Efterhånden som 2018 nærmer sig sin alt andet end lykkelige slutning, er det fristende at konkludere, at ingenting fungerer. Populisme virker ikke. Det samme må siges om midterpartiernes projekt.
Hvad er det så, der har forvandlet vores planet til »Disnea'land«? Mit svar til verdens ledere er, at man faktisk ikke kan vinde. Og det er der syv grunde til.
1) Man kan ikke gøre noget ved den demografiske udvikling, og det er for de fleste demokratier en beklagelig kendsgerning.
2) Vi har arvet velfærdssystemer, som overfører ressourcer fra yngre til ældre vælgere. Da de sidstnævnte oftest er i flertal og i højere grad benytter sig af deres stemmeret, kan man ikke reformere systemerne og stadig håbe på genvalg.
3) Sikkerhedsventilen er, at man kan låne penge på obligationsmarkedet, og renterne er meget lave. Men det er nu ved at ændre sig, og man kan ikke gøre noget ved det, fordi nationalbankerne er uafhængige.
4) En aldrende befolkning betyder, at der er et økonomisk behov for udenlandsk arbejdskraft, men immigration er politisk upopulær - selv når immigranterne kommer fra Nordeuropa og som oftest udfylder huller på arbejdsmarkedet.
5) Vi ville måske nok være i stand til at overkomme ovennævnte problemer, hvis der fandtes en ydre trussel. Men sandheden er, at folk simpelthen ikke er bange for Vladimir Putin eller Xi Jinping og da slet ikke for Kim Jong-un.
6) Hvad angår klimaforandringerne kan vi bare spørge præsident Macron, hvordan det går med hans foreslåede afgift på brændstoffer.
7) Endelig har de sociale medier gjort det næsten umuligt for dig at kontrollere den løbende fortælling. Du kan tweete af hjertens lyst, men du affyrer blot en vandpistol i et hav af ekstreme synspunkter og falske nyheder.
Et dødsdømt projekt
Så politik er et dødsdømt projekt. Hvis vi ser på holdbarhed og popularitet, var den fremmeste demokratiske leder ved det nylige G20-topmøde Angela Merkel (13 år; 50 procent positive skudsmål), mens den værste var Emmanuel Macron (19 måneder; 26 procent og faldende.) Det skyldes, at Merkel for længe siden indså, at man for at opretholde sin popularitet altid skal vælge den linje, der vækker mindst modvilje. Hun er en strategisk katastrofe, men et taktisk geni.
Brasilien er en god illustration. Folk håber - som jeg selv gør - at den tiltrædende præsident, Jair Bolsonaro, og hans Chicago-uddannede finansminister, Paulo Guedes, vil reformere pensionerne, forenkle skattesystemet, skære ned på bureaukratiet og stabilisere gælden. Den virkelige verden venter endnu forude, når disse håb møder den sump, som er den brasilianske kongres.
Kan Bolsonaro undgå den skæbne, som overgik Argentinas Mauricio Macri? Han var dagens helt efter sin valgsejr i 2015, men har nu opbakning fra 35 procent af vælgerne og en vedvarende krise at trækkes med. Måske, men han vil for alvor have fortjent sit tilnavn »Myten«, hvis det lykkes ham. I juni 2017 spekulerede jeg over, om populismen havde en reduktionstid på omkring et år. Tilfældene Macri og Macron viser, at den samme hastige nedgang også gælder for den politiske midte.
Alle politiske liv ender i fiasko, sagde det afdøde, britiske parlamentsmedlem Enoch Powell. I dag synes fiaskoen at indtræde længe før, karrieren er endt. Den mindst populære leder ved G20-topmødet var den afgående brasilianske præsident, Michel Temer. Efter mindre end to et halvt år på posten har han opbakning fra syv procent af de brasilianske vælgere.
Theresa May er ikke den eneste levende døde politiker. For at overleve i politik i dag skal du optræde som Glenn Close i de sidste scener af filmen »Farligt begær.« Du stiller igen og igen op over for vælgerne - med stift og stirrende blik og tilsyneladende umulig at slippe af med. Boris Johnson troede, han havde druknet dig i badet, men nej.
De glemte løsninger
Det var ikke uundgåeligt, at det udviklede sig på den måde. Demokratierne kunne have lært af hinanden, kopieret og delt det schweiziske system med en decentral regering eller den newzealandske praksis med en forsigtig finanspolitik. Japans sundhedssystem, Canadas immigrationspolitik, Tysklands effektivitet på energiområdet og så videre. Fremtidens historikere vil undre sig over, hvorfor de bedste løsninger aldrig bredte sig på den måde.
Måske ville de have gjort det, hvis de kvikkeste folk i min generation havde valgt politik frem for finanssektoren. Uden helt at ville det lykkedes det bankfolkene at gøre én ting lettere end det nogensinde havde været før, nemlig offentlig gældsætning. De enorme og verdensomspændende markeder for offentlig gæld kombineret med historisk lave renter var den cocktail, som satte den politiske klasse i stand til at omgå alle svære beslutninger og overlade det til den næste generation at rede alle trådene ud. Nu undrer bankfolkene sig over, hvorfor alle deres børn er socialister.
Nå ja, før eller siden får de alle en chance for at stemme for socialismen. Og til den tid lærer de den sande betydning af »Disnea'land« at kende. For tro mig, unge mennesker, intet disnea' work som socialisme.
Oversættelse: Lars Rosenkvist
