At Tour de France ikke er en sprint, men et maraton, har sjældent været mere rigtigt end netop nu.
For selvom Tadej Pogacar onsdag endnu engang viste sit flotte antrit frem – nu på Peyragudes flyvebane – så tog Jonas Vingegaard et nyt tråd mod den samlede sejr i Paris ved atter at kaste sin krog i den hurtige slovener.
Lige præcis nul sekunder adskilte de to på syttende etapes målstreg, og det facit var mere end rigeligt for stærke Jonas Vingegaard. For selvom torsdagens etape mod det – for os danskere – så velkendte bjerg, Hautacam, ingenlunde bliver let at overkomme, så ligner det nu, at kun en tychobrahesdag eller Vingegaards egne nerver kan flå den gule trøje fra ham.
I pressezonen efter onsdagens etape blev Vingegaard derfor også foreholdt sin nu så fine udsigt til podiet i Paris, men her svarede Vingegaard atter, at han blot fokuserer på dagen i morgen – og de angreb, Pogacar igen vil sætte ind der.
Og dét svar skal vi være glade for. For med disse knap så underholdende udmeldinger viser Vingegaard, at han i bund og grund forstår cykelsportens – ja, og velsagtens alle sportsgrenes – essens:
Du må holde fokus på næste tråd, næste skridt, næste slag.
Et tråd ad gangen
Noget af det bedste, der er skrevet om sport, finder man i den amerikanske forfatter David Foster Wallaces essay, »How Tracy Austin Broke My Heart«.
Her skriver han om tennisstjernen, Tracy Austin – og særligt hendes selvbiografi – som Wallace finder ufattelig kedelig og simpel. Og dét forstår han ikke, for Austin har levet et alt andet end kedeligt liv:
Som bare 16-årig blev hun amerikanernes yndling ved at vinde Grand Slam-turneringen, U.S. Open, og i de følgende år også Wimbledon, French Open og Australian Open.
Men efter sine teenagetriumfer ophørte lykken imidlertid for tennisdarlingen. Flere gange stoppede hun karrieren og genoptog den igen. Dertil udeblev resultaterne, og så var hun ikke mindst involveret i et frygteligt biluheld som 29-årig, da hun var på vej til en turnering.
Altså må der være mere spændende ting at skrive, end at hun »tager én bold ad gangen« eller »altid forsøger at fokusere på næste opgave«, mener David Foster Wallace umiddelbart.
Derefter begynder han dog at fundere over, hvorfor Austin og andres sportsstjerners biografier ofte er så kedelige – ligesom deres svar til journalisterne ofte er det – og her kommer han frem til en begavet refleksion.
At det umiddelbart kedelige ved eliteidrætsfolk på højeste niveau faktisk er det fascinerende og næsten umenneskelige ved dem.
Sagen er nemlig, ifølge David Foster Wallace, at det kun er de store sportsstjerner, der evner »at tage én bold ad gangen«. Altså at koncentrere sig til det yderste hver eneste gang, opgaven kalder, selvom presset bygger sig op.
Alle os andre menige mennesker bliver derimod stressede, bekymrer os om fremtiden eller begynder måske ligefrem at glæde os over sejren på forhånd. Og ja, så lykkes man sjældent med den næste aktion.
Vingegaards styrke
Heldigvis er Vingegaard ikke, som folk er flest. Uden at virke synderligt presset har han nemlig nu for anden dag i træk i Pyrenæerne udstået presset fra Pogacar – og det er ikke beskedent.
Onsdag var det Mikkel Bjerg og senere Brandon McNulty, der leverede en drøm af en hjælpeindsats for sloveneren, så han lykkedes med at isolere Vingegaard. Men det slog ikke Vingegaard ud af kurs – nærmest tværtimod, for på det stejlt stigende opløb trillede han ligefrem forbi Pogacar og kastede et Riis-lignende blik på sin rival.
Og så illustrerede dagen ikke mindst, at Vingegaard konstant er årvågen – da Pogacar satte sit angreb ind på den næstsidste stignings sidste hundrede meter, fulgte Vingegaard nemlig straks efter, som det også har været tilfældet de seneste dage.
Det var naturligvis en skam, at Pogacar hentede sejren på Peyragudes, hvormed han hjemtog sin tredje etape i årets Tour.
Men så var det heller ikke mere ærgerligt. For nok sikrer Pogacars antrit ham en lille overhånd i ny og næ, men Vingegaard ved tydeligvis bedre end nogen anden, at det er summen af alle de små pedaltråd, der i sidste ende vil sikre ham den gule trøje i Paris.
For Touren er ikke en sprint. Den er et maraton – og i år måske ligefrem et ultraløb.
