Det var egentlig blot en detalje. Og så alligevel ikke. For da den afmålt stilfærdige tysker Tony Martin på onsdagens etape med iskoldt overlæg var tæt på at skive Team Ineos’ Luke Rowe ud i rabatten, fortalte det også en historie om en magtforskydning i årets Tour de France.

Team Ineos, det britiske superhold, der har domineret Tour de France med seks sejre de seneste syv år, er ikke længere det store alfa-hold.

Inden 18. etape skydes i gang torsdag i Embrun, har Team Ineos løbets forsvarende vinder Geraint Thomas placeret på en andenplads, og man har yderligere et vinderemne i Egan Bernal på en femteplads, bare to minutter og to sekunder efter Julian Alaphilippe i gult.

Optisk set fremstår holdet med cykelsportens i særklasse største budget (320 mio. kr. årligt) stadig som en betydende faktor i verdens største cykelløb. Men det er, som om fraværet af den firedobbelte vinder Chris Froome har fjernet et afgørende tyngdepunkt.

Det kan der være flere grunde til. Måske er Team Ineos kollektivt ikke så homogen en blok som tidligere set. Men måske er det også fraværet af en flerdobbelt vinder som Chris Froome, der har åbnet for et af de mest åbne og uforudsigelige løb i dette årtusinde.

Sidste år så vi Team Sky, som holdet hed inden oliemagnaten Jim Ratcliffe overtog sponsoratet fra sæsonen 2019, styre løbet. Selv om en småslidt Chris Froome efter sin sejr i Giro d’Italia måtte spille andenviolin og nøjes med en tredjeplads, da Geraint Thomas viste sig at være stærkeste mand.

Team Skys opskrift har gennem årene været en slags pendant til italiensk fodbolds catenaccio. En ganske kvælende defensiv lagt an på dygtigt at forsvare en føring og frem for alt lukke ned for alle tilløb til angreb og anarki. Med Chris Froome i rollen som en beleven tyran, beskyttet af topklasseryttere.

I år er det anderledes

I år har det været anderledes. Vi har set det folde sig ud i Pyrenæerne, hvor det i høj grad er publikumsyndlingen Julian Alaphilippe og hans franske landsmand Thibaut Pinot, der har stjålet Team Ineos’ orden. Og vi har løbet igennem set det hollandske mandskab Jumbo-Visma muskle sig frem i afgørende faser, parat til at skyde kaptajnen Steven Kruijswijk af som en meget farlig outsider til Tour-sejren.

Som den engelske forfatter William Fotheringham skriver på cyclingnews, fortæller historien os, at når en mangedobbelt Tour-vinder i stil med Merckx, Hinault eller Froome ikke er at finde i feltet, vil der være en fært af nye og forjættende muligheder for de skarpeste udfordrere.

Så tænkes der ikke længere i nederlagsspiraler og sekundære placeringer. Der lugtes kristent blod, groft sagt.

Om tre etaper er vi meget klogere på det hele.

Står Julian Alaphilippe overfor sit definitive sammenbrud? Kan Thibaut Pinot fortsætte med at klatre som en gud og blive første franske vinder af løbet siden 1985? Bliver Steven Kruijswijks dieselfysik også med turbolader? Formår Team Ineos-duopolet Geraint Thomas og Egan Bernal at udnytte deres stilling rent taktisk i stil med det, der gav Team CSC og Carlos Sastre Tour-sejr fra uventet kant i 2008?

Alt det og mere til venter vi svar på. Forsøget på paladsrevolution og en vidunderligt vibrerende uorden i løbet er i fuld gang.