Medier: Polman er tæt på aftale med Nykøbing Falster

NFH vil tirsdag præsentere »en spændende nyhed«. Ifølge medier sikrer klubben sig Estavana Polman.

Arkivfoto: NFH vil tirsdag præsentere »en spændende nyhed«. Ifølge medier sikrer klubben sig Estavana Polman. sportxpress

Håndboldklubben Nykøbing F. Håndboldklub meddeler mandag i en pressemeddelelse, at klubben tirsdag aften vil præsentere »en spændende nyhed«.

»Der mangler blot det obligatoriske lægetjek,« står der i pressemeddelelsen, hvilket mere end indikerer, at der er tale om en ny spiller i klubben.

Både TV 2 Sport og Ekstra Bladet har tidligere mandag skrevet, at den tidligere Team Esbjerg-profil Estavana Polman er meget tæt på at skifte til Nykøbing-holdet.

Dermed kan den stærke hollandske bagspiller være på vej mod at tørne ud for sin tredje klub i Danmark.

Hun har før spillet for Sønderjyske og Team Esbjerg.

Hos vestjyderne udviklede hun sig til en af de største profiler i den bedste danske række, og hun vandt blandt andet tre danske mesterskaber med Team Esbjerg.

Men i sidste sæson ragede hun uklar med klubben og cheftræner Jesper Jensen, og Team Esbjerg meddelte, at Estavana Polman ikke ville være en del af holdet i den kommende sæson.

Det fik efterfølgende Polman til at hive Team Esbjerg i retten for kontraktbrud.

Gennem Håndbold Spiller Foreningen indgik parterne tidligere i juli et forlig, der betød, at man skiltes fra denne sommer et år før kontraktudløb.

/ritzau/