Tour de France er ikke en sprint, men et maraton.
Sådan da.
Spørger man Mark Cavendish, vil han nok koge den mest væsentlige del af løbet ned til de højintense øjeblikke, hvor han finder vejen frem i tæt trafik for at ramme stregen først.
Fredag eftermiddag i fæstningsbyen Carcassonne skete det for 34. gang, da »The Manx Missile« hamrede først over stregen, gennemført pålideligt sekunderet af holdkammeraten Michael Mørkøv. Og dermed indhentede Cavendish den rekord i etapesejre, som i hvert fald nominelt vil sidestille ham med ikonet Eddy Merckx.
På tv-kanalen GCN vurderede den tidligere toprytter og kommentator Brian Smith forleden, at Cavendish' comebackhistorie og rekordjagt var den absolutte hovedhistorie i årets Tour de France. Hvilket så også afspejler den lidt fesne fortælling om, at kampen om Tour-tronen har formet sig som et one-horse race med Tadej Pogacar på sikker kurs mod at gentage sin sejr fra 2020.
Sad i mælkesyre til drøblen
Jonas Vingegaard sørgede på etapen til Mont Ventoux i onsdags for, at der stadig er liv og lir i løbet.
Den 24-årige thybo angreb med to kilometer til toppen og fik øjeblikkeligt Tadej Pogacar med på hjul. Men da Vingegaard inviterede den slovenske supermand til at nappe en føring, var det tydeligt, at Pogacar allerede sad i mælkesyre til drøblen.
Pogacar måtte slippe, da Vingegaard satte endnu en acceleration ind kort efter og nåede at smide 40 sekunder på de sidste 1.300 meter, inden manden i gult sammen med Richard Carapaz og Rigoberto Urán fik neutraliseret angrebet på nedkørslen mod mål i Malaucène.
Det var ikke et afgørende moment i løbet. Men det var et velgørende vink om, at der stadig kan være noget at komme efter i den resterende del.
Rammer Tourens højeste punkt
Forude venter en weekend, hvor feltet rammer Tourens højeste punkt med Port d’Envalira og mål i Andorra på 15. etape søndag.
Der er svimlende mange højdemeter at forcere, men topografien tilsiger samtidig, at det bliver et forspil frem mod afgørende styrkeprøver i Pyrenæerne i den tredje og sidste uge af løbet.
Kan man tro på en kolbøtte i klassementet?
Fornuftsmennesket siger nej – og romantikeren sukker et henført ja.
Sikkert er det, at Jonas Vingegaards angreb direkte på Tadej Pogacar er det første, som har haft en synlig effekt på den ellers tungt armerede mand i gult.
I den første uge af løbet sad Tadel Pogacar på det hele. Efter 8. etape havde han sat samtlige konkurrenter til vægs med fem minutter og opefter.
Løbet kan ændre karakter
Optisk set har intet ændret sig, når man aflæser klassementet.
Pogacar kan sagtens vise sig at vinde Tour de France med den største margin siden Vincenzo Nibali i den svagt besatte årgang 2014. Men løbet kan også nå at ændre karakter som i årets Giro d’Italia, hvor Egan Bernals dominans i første halvdel blev vekslet til gummiben og smådesperat defensiv.
Omvendt vil en håndfuld konkurrenter med en smule stolthed og stædig trods i behold have lavet mentale noter på baggrund af Jonas Vingegaards direkte angreb på Pogacar.
Team Ineos’ ecuadorianske klatrer, Richard Carapaz, er ikke typen, som lader sig intimidere af en dragt prygl.
Sidder med nøglen
Det er i høj grad Carapaz og Vingegaard, som kan sidde med nøglen til at åbne løbet igen.
»Vi må se, om nogen kommer til at betale prisen for, at vi har forsøgt at slide modstanderne op,« sagde Richard Carapaz torsdag til Cylingnews.
Svaret kommer til at blæse i mistralen over de næste dage.
Selvom etapen til Andorra søndag næppe bliver afgørende for kampen om podiet eller den gule trøje, er den en vigtig del af løbets drejebog og dramaturgi.
Jonas Vingegaards Jumbo-Visma-mandskab har undervejs mistet tre ryttere. Set med danske briller er tabet af den erfarne vejkaptajn Robert Gesink og den tyske temposætter Tony Martin et minus.
Samtidig har holdet ikke udadtil kørt, som om ambitionerne på vegne af den danske podiekandidat vejede tungere end jagten på etapesejr. Men det kan sagtens have ændret sig nu, hvor Vingegaards belgiske teamkollega Wout van Aert lykkedes at vinde Mont Ventoux-etapen. Om ikke andet har det fjernet noget af det pres, som ellers kunne hvile på Vingegaard, og som han kløgtigt har forsøgt at styre fri af.
Et tre uger langt etapeløb er svært nok i sig selv.
Det er også en mental og fysisk metamorfose. Et opslidningsslag og en kamp mod elementerne. Og rytterne er gået fra kulden og regnen i Bretagne til det, der kan blive en glohed heksekedel i Pyrenæerne. Både billedligt og bogstaveligt talt.
Der venter Jonas Vingegaard og de danske Tour-seere en ret forrygende fortsættelse på Le Tour.
Lars. B. Jørgensen er sportskommentator og forfatter
