Fuglsang har gule drømme i den cyanblå limousine

Jakob Fuglsangs forvandling i 2019 har gjort ham til et varmt vinderemne i årets Tour de France. Han rider til verdens største etapeløb på den høje hest – men er Fuglsangs mulighed for sejr mere end danskvinklet ønsketænkning?

CYCLING-FRA-DAUPHINE
Omgivet af sine Astana-holdkammerater kørte Jakob Fuglsang i søndags i sikker stil sejren hjem i det lille etapeløb Criterium du Dauphiné. Nu er han kørt ind i favoritfeltet til den gule trøje, når Tour de France begynder om 14 dage. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT/AFP

Cykling er mere end nogen anden sportsgren genstand for konspirationsteorier af den karakter, man ellers mest finder, når 9/11 skal forklares som en storpolitisk sammensværgelse med de mørkeste kræfter i USA som iscenesætter.

For en lille uges tid siden styrtede den firedobbelte Tour-vinder Chris Froome under opvarmningen til den indledende tidskørsel i Schweiz Rundt. Og ikke mange timer efter flød dele af de sociale medier over med spekulationer: Den 34-årige anglokenyaner havde ikke som rapporteret brækket lårben, hofte og albue, men var blot sendt i en form for tyst karantæne af Den Internationale Cykle Union for ikke at skabe unødig turbulens med en dopingsag, var noget af essensen.

At der manglede billeddokumentation fra ulykkesstedet, hvor Chris Froome var styrtet, gav kun næring til spekulationerne. Billeder fra hospitalet i Roanne, hvor Froome blev transporteret til, var i skeptikernes øjne kun med til at forstærke tesen. Med en dyne over sig lå her en mand, som slet ikke var kommet til skade.

Det er fristende at ryste hånligt på hovedet over tastaturkrigerne og deres mere eller mindre formørkede forklaringsmodeller. Omvendt må man medgive dem, at cykelsporten har været leveringsdygtig i historier, hvor virkeligheden har overgået fantasien.

Det britiske superhold Team Ineos – som under det tidligere navn Team Sky har vundet Tour de France syv gange med tre forskellige ryttere siden 2012 – har selv bidraget til den nagende skepsis.

Chris Froomes test for forhøjet brug af astmamedicinen salbutamol var tæt på at koste ham deltagelse i sidste års Tour de France, hvor han sluttede på tredjepladsen. Team Sky har også været under beskydning af høringer i det britiske antidopingagentur, UKADA, der venligt udlagt har dokumenteret, at holdet ikke er gået af vejen for at afsøge de etiske gråzoner.

Den mistænksomhed, der retter sig mod ikke bare Team Ineos og Chris Froome, men cykelsporten mere generelt, er affødt af de seneste 20 års historie og afsløringer af biokemisk våbenkapløb, svindel og humbug.

Bjarne Riis' vindercocktail

Forleden kom jeg til at tænke Bjarne Riis og hans »ionvender« fra Tour de France i 1996. Det var et aggregat, som angiveligt skulle kunne sende varm luft med negativt ladede ioner mod huden og på den måde blødgøre den forpinte og mælkesyrehærgede muskelmasse.

Riis' Georg Gearløs-agtige »ionvender« var blandt forklaringerne på hans fabelagtige kørsel på vej mod Tour-sejren. Selvfølgelig suppleret med italiensk inspireret træningsoptimering og et godt skud kernejysk indebrændthed.

Kort sagt en vindende cocktail, selv om det næppe var mere virksomt end den massive medicinske præparation, Riis modtog, og som han først indrømmede 11 år senere.

På den måde er vi som publikum ofte på bagkant af sandheden. Det pibler stadig frem med afsløringer fra OL i London 2012, efterhånden som man bliver bedre til at spore forbudte stoffer. Og så sent som i den forgangne uge blev den tidligere Vuelta-vinder Juan José Cobo frataget sin sejr fra 2011 på grund af epo. En sejr, man så overlod til den sengeliggende Chris Froome, der fik sit gennembrud det år med en andenplads i den spanske Grand Tour.

Fuglsang i favoritfeltet

Forvirret? Så lad være at spekulere for meget, og nyd festen. Om to uger går det løs i årets Tour de France med start i Bruxelles. Med sin friske sejr i det franske etapeløb Criterium du Dauphiné har Jakob Fuglsang kørt sig ind i kredsen af favoritter.

Den 34-årige danskers muligheder for at ende på podiet er selvsagt ikke blevet dårligere af, at Chris Froome er forhindret i at jagte sit medlemskab af den eksklusive legendeklub med fem Tour-triumfer.

Den er heller ikke blevet ringere af, at sidste års nummer to, den hollandske kolos Tom Dumoulin (Team Sunweb), har meldt fra med en knæskade. Eller at den forsvarende vinder, Geraint Thomas (Team Ineos), har halset efter topformen sæsonen igennem og onsdag måtte udgå af Schweiz Rundt med et flækket øjenbryn efter et styrt.

Luksusløjtnantens forfremmelse

På mange måder minder Jakob Fuglsang om Geraint Thomas. En klassisk luksusløjtnant af ubestrideligt høj klasse, men uden hverken værktøj eller selvfølelse nok til at sætte et treugers etapeløb sammen til en vindende præstation. Indtil sidste års Tour-sejr havde den nu 33-årige waliser i 12 forsøg aldrig været i topti i et af sæsonens store etapeløb.

Fuglsang har stadig en syvendeplads i Tour de France som sit bedste resultat i 12 forsøg i sine Grand Tour-deltagelser. Så hvis der er nogen »logik«, bliver 13. gang måske lykkens gang for Team Astanas danske kaptajn – ligesom det blev for Geraint Thomas.

Pessimister vil pege på, at Fuglsang også sidste år var udråbt til at lave et stort nummer. Men sæsonen 2019 har på mange måder vist en 2.0-udgave af Danmarks bedste etapeløbsrytter. Det er ikke bare en jovial, chauvinistisk iagttagelse.

Den engelske journalist og forfatter Daniel Friebe rapporterede for ITV under Criterium du Dauphiné og blev overbevist.

»Det føltes som en præstation fra en Tour-favorit, hvad Fuglsang leverede i Dauphiné. Ligevægtig, dominerende og aggressiv, når det var nødvendigt. Andre ryttere har bedre resultater i treugers etapeløb, men han er et andet væsen i år,« skrev Daniel Friebe på Twitter.

Efter sejren var Jakob Fuglsang fuld af lovord om Astana-holdet:

»Det var bare at hoppe ind i den blå limousine, og så førte de mig til målstregen,« sagde han efter sidste etape.

Men sikkert er det, at Jakob Fuglsang og det cyanblå Astana-hold trods fraværet af størrelser som Froome og Dumoulin får hænder og ben fulde.

Team Ineos har et lysende vinderemne i den colombianske komet Egon Bernal. Hans rutinerede landsmand Rigoberto Uran (EF Education) er aldrig ueffen. Og når man oplister navne som franskmændene Thibaut Pinot (Groupama-FDJ) og Romain Bardet (AG2R), Movistar-duoen Nairo Quintana og Mikel Landa, Adam Yates (Mitchelton-Scott) og Steven Kruijswijk (Jumbo-Wisma) ligner det fortællingen om det mest åbne Tour de France i årevis.

I indeværende årti har Team Sky holdt Tour de France i en taktisk skruetvinge. Løbet har været sterilt og kedeligt. Det skal man ikke forsværge, at det kan blive igen. Spørgsmålet er dog, om ikke den kollektive magtbalance er tippet over til Fuglsang og Team Astanas fordel.

Holdet fra Kasakhstan har vundet ti etapeløb i sæsonen 2019, hvilket er det samme, som Team Sky præsterede i hele 2018-sæsonen, som var holdets bedste nogensinde på den front.

Også derfor rider Jakob Fuglsang mod Frankrig på en meget høj hest. Og hvis alt andet svigter, må vi vel finde »ionvenderen« frem af gemmerne.

Lars B. Jørgensen er sportskommentator og forfatter