Fuglsangs nærmeste konkurrent står af i Dauphiné

Adam Yates, der lå nummer to efter Jakob Fuglsang, har forladt Critérium du Dauphiné på løbets sidste etape.

CYCLING-FRA-DAUPHINE
Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT

Jakob Fuglsang har én konkurrent færre i jagten på den samlede sejr i det franske cykelløb Critérium du Dauphiné.

Adam Yates, der lå nummer to i det samlede klassement otte sekunder efter Fuglsang, er nemlig stået af på søndagens etape, der er World Tour-løbets sidste, efter at have haft feber i løbet af dagen.

Dermed er det nu amerikanske Tejay van Garderen (Education First), der ligger nummer to i løbet. Han er 20 sekunder efter Fuglsang. Emanuel Buchmann (Bora) hopper op på tredjepladsen, 21 sekunder efter danskeren.

Wout Poels, der vandt foran Fuglsang og Buchmann lørdag, er på fjerdepladsen 28 sekunder efter den førende dansker.

Yates, der kører for Mitchelton-Scott, mistede den gule førertrøje lørdag, da Jakob Fuglsang overtog den efter at være blevet nummer to på løbets kongeetape.

Søndagens etape er 113,5 kilometer lang og køres fra Cluses til Champéry.

/ritzau/