Berlingskes cykelkommentator: Det er ved at være sidste udkald for Pogacar – »Jeg tror, Vingegaard vinder i dag«

Det er ved at være sidste chance for Tadej Pogacar, hvis den gule trøje skal nå at blive hans, inden dette års Tour de France slutter på søndag. Angrebet kan ske når som helst – men særligt på den sidste del af dagens 18. etape vil slaget stå, lyder det fra Berlingskes cykelkommentator.

Beholder Jonas Vingegaard den gule trøje? Eller må han se sig slået af slovenske Tadej Pogacar? Det vil dagens 18. etape vise. Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Dagen er kommet, hvor cykelrytterne skal ud på Tourens allersidste og afgørende bjergetape, og efter i dag kan de vinke farvel til Pyrenæerne.

Tour de Frances 18. etape består af tre hårde stigninger, hvor det endelige slag skal stå om den gule trøje. For det er nu eller aldrig, hvis Team UAEs Tadej Pogacar skal gøre sig forhåbninger om at kunne iklæde sig de gule farver på Champs-Élysées på søndag.