Wozniacki er mor på fuld tid, og hun har taget amerikansk fænomen med sig ind i moderskabet

De hædrede sportsstjerner Caroline Wozniacki og hendes mand, David Lee, er blandt verdens yngste pensionister. Nu dyrker de datteren Olivia, der også er i fokus i en ny dokumentar på Viaplay. Men det har ikke været helt nemt at stoppe op. Tiden kan være svær at fylde ud, selvom man har flyttekasse med babysutter og en lejlighed på Fisher Island.

 
Caroline Wozniacki og hendes mand, David Lee, møder pressen på Hotel Phoenix i København. Privat bor de på Fisher Island, en velhaverø, der har den højeste gennemsnitlige indkomst pr. husstand i hele USA. Video: Viaplay Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De er under 40, de er millionærer, og nu er de gået på pension.

Bosat på den amerikanske velhaverø Fisher Island sidder den tidligere basketballspiller og all star fra Knicks, David Lee, og den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki nu under en solgul parasol og spiser salat. Hun skal til scanning, der er en måned til termin, der er ro på. Og så alligevel ikke.

»Vi skal til undersøgelse med babyen, og vi vil vide alt. Hvor stort er barnet? Hvor stort er det i forhold til andre babyer? Hvad skal vi holde øje med? Hvad er sandsynligheden for, at det går galt?« siger David Lee til kameraet.

Vi er i andet afsnit af Viaplays nye dokumentar, der bærer parrets efternavne, og her er Lee og Wozniacki først og fremmest forældre.

Seerne er med, når parret kommer fra scanning, når graviditeten skal nævnes på Instagram, og når Carolines forældre kommer med på golfbanen. Og de er med, når Lee fortæller, hvor svært det har været at udskifte en professionel sportskarriere med ja, tid.

Før var de blandt verdens bedste til hver deres sport. Nu vil de være verdens bedste forældre. Eller som David Lee siger det:

»Man tror, at man nemt kan finde noget, man brænder lige så meget for, som man brænder for sin sport. Men det er faktisk ret svært. Det anede jeg ikke,« siger David Lee, mens Caroline Wozniacki sorterer babytingene.

Vi er 14 dage før fødslen, og forældrene har så mange sutter, at de har fyldt en flyttekasse.

En naturlig barndom

Da Berlingske møder parret i København, er datteren, Olivia, otte måneder gammel. Og fraværende. Parrets faste nanny er et af de elementer, som de begge fremhæver fra den amerikanske kultur.

Derudover skal barnet opdrages »så naturligt som muligt«, som Wozniacki siger. I det hele taget går hun meget op i at være en familie. At være tæt. Hendes forældre kommer tit på besøg, og Olivia lærer både polsk, engelsk og dansk. Barnepigen taler fransk.

Er det blevet nemmere at have al den tid, efter I fik Olivia?

»Helt klart. Når man har lavet det, vi har gjort, er man vant til en enorm struktur. Vi har været vant til at blive sat i gang, at møde til bestemte tidspunkter, passe træning, og vi elsker, at Olivia følger en plan. Hun vågner, så skal hun spise, så går vi tur. Den slags skema passer os faktisk godt. Det er noget, vi genkender og er vant til, og på den måde har det været nemt at blive forældre,« siger David Lee.

Caroline Wozniacki lytter og smiler.

»Jeg har fået enorm respekt for min mor, efter at jeg selv har født,« siger Caroline Wozniacki, der fik datteren Oliva i 2020. En ny serie på Viaplay »Wozniacki og Lee« følger den sidste del af graviditeten og den første tid som forældre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

»Jeg er konkurrencemenneske, og når jeg kaster mig over noget, så gør jeg det 100 procent. Derfor nyder jeg at have tid og bruge den på Oliva,« siger hun.

Hvad er den største løgn, vi fortæller os selv om at blive forældre?

»Der er så mange af vores venner, der har givet os råd, men du kan jo ikke rigtig bruge det til noget. Nogle af vores venner har tre børn,og deres erfaringer har været forskellige hver gang. Så vi vil bare gerne støtte vores datter,« svarer David Lee. Wozniacki supplerer:

»Alle er forskellige, og det, der virker for os, virker måske ikke for andre. Alle skal bare gøre, hvad de er mest trygge ved. Hvis du stresser dig selv, fordi du forsøger at gøre det på en anden måde, er det ikke godt. Mange har en idé om, hvad den perfekte familie er, men det vigtigste er at være god ved dig selv.«

En person at spørge til råds

Blandt de faste historier, vi hører om Wozniacki, er den benhårde opvækst, hvor hendes far, Piotr,stod for træningen. Det er den klassiske historie om sportsstjernen, der lærte kampgejst gennem en ungdom, der blev brugt på en sport, der krævede tidlige sengetider og fornuftig kost.

I serien er der masser af slik og dansk wienerbrød, men selvom der står en kæmpe skål med lakridskonfekt på Hotel Phoenixs glasbord, er der ingen af dem, der tager noget.

Det er ikke alle, der lige vinder Australian Open, en af de mest betydningsfulde tennisturneringer i verden. David Lee griner, da jeg nævner det. Direkte adspurgt vil hverken han eller Wozniacki planlægge en sportskarriere for deres barn.

»I sidste ende er det noget, hun selv vil beslutte,« siger Caroline Wozniacki.

»Men hvis hun ønsker at blive god til noget, så ved vi begge, hvad det koster. Vi vil være i stand til at fortælle hende om dedikation. Ingen bliver dygtige ved at være heldig. Jeg har enormt respekt for hårdt arbejde,« siger David Lee.

Seerne er med, når graviditetstesten vises frem i »Wozniacki og Lee«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nent Group/Viaplay.

Er der noget, I vil ændre og gøre anderledes fra jeres egen opvækst?

»Ingen af os er vokset op med en nanny og i Danmark er det ikke så udbredt. I Amerika er det meget normalt. Vi talte en del om det. Vi vil gerne være nære forældre, men vi vil også gerne prioritere vores forhold ved for eksempel at kunne gå ud og spise alene sammen,« siger David Lee.

»Så har vi også en person, vi kan spørge til råds,« supplerer Wozniacki.

Hvad tænker I om, at jeres datter i så høj grad eksponeres i medierne fra en tidlig alder?

»Det var helt naturligt for os. Jeg vil også gerne vise hende på de sociale medier. Og hvis vi skal til kamp, vil hun også være med. Jo mere normalt vi gør det, jo mindre vil hun selv tænke over det. Jeg vil gerne give hende en normal barndom uden the craziness. Vi lever almindelige liv, vi er stolte af hende, og vi vil gerne dele hende med verden,« svarer Wozniacki. Hun smiler til sin mand.

Udover datteren bruger de tid på deres familie. David Lee er ved at lære at spille golf og tale dansk. Det sidste gennem appen Duolingo.

Wozniacki har dedikeret sig til rollen som mor.

»Jeg går virkelig meget op i familie. I årevis har jeg set min far på daglig basis, fordi han også var min træner, og nu er jeg næsten kommet endnu tættere på min mor, efter at jeg selv har fået et barn. Det har været en stor øjenåbner for mig at se, hvad hun gik igennem for at føde mig. Det er utroligt, hvad kvindekroppen kan,« siger hun og ligner en, der bor under en solgul parasol.

»Wozniacki og Lee« kan ses på Viaplay. De første to afsnit er tilgængelige nu. Berlingske anmelder senere på ugen.