Anmelderne har aldrig set noget så »nådesløst«. Alligevel høster filmen topkarakter i alle medier

Sjældent er en dansk film blevet modtaget med så mange stjerner som »Speak No Evil«. Men de danske anmeldere er også enige om, at Christian Tafdrups nye film er fortvivlende. En siger, at filmen »inviterer til udvandringer fra salen«. En anden anmelder fraråder ligefrem folk at se den.

Bjørn og Patrick skriger ud i luften. Det gør de danske anmeldere også over filmen »Speak No Evil«. PR

De danske anmeldere er skræmmende enige: Christian Tafdrups nye film, »Speak No Evil«, er forfærdelig. Og fantastisk.

Filmen får lutter topkarakterer – og en masse ord om, hvor rystende den er.

»Speak No Evil« er på samme tid fortvivlende og fuldendt, og af de hundredvis af film, de fleste af os ser i et liv, er det en af dem, der bliver i syns- og følelsessystemet. Mere kan man ikke forlange (...). Selvom det giver kvalme, koldsved og kraftløse ben,« skriver Jeppe Krogsgaard i Kristeligt Dagblad, der giver topkarakteren seks ud af seks stjerner. Jeppe Krogsgaard fortæller også, at han sjældent har set en film, der så nådesløst trækker sine karakterer igennem helvede på jord.

Også Jyllands-Posten giver seks ud af seks stjerner.

»Speak No Evil« er en af de film, der inviterer til udvandringer fra salen og oprevne diskussioner, før rulleteksterne er ovre. Min anbefaling er: Book en plads midt i salen, spær dig selv inde, kære læser, så du ikke kan undslippe,« skriver avisens anmelder.

Et smukt mesterværk

»Speak No Evil«, der er skrevet af Christian og Mads Tafdrup, fortæller om det danske par Bjørn og Louise, der beslutter sig for at rejse til Holland for at besøge et par, de har mødt på en ferie. Men ferien udvikler sig mærkeligt, da hollænderne igen og igen bryder danskernes grænser.

Politiken kalder filmen for »et smukt, brutalt og uomgængeligt kunstværk, der bryder med alle regler for dansk realisme«. Og konstaterer: »Jeg skal aldrig se den igen«. Faktisk vil Kristoffer Hegnsvad »direkte fraråde, at man går ind og ser Christian Tafdrups ekstremt ubehagelige »Speak No Evil«,« skriver han. Og giver fem stjerner.

Har det som champagne indeni

Også Ekstra Bladet, Berlingske og Sjællandske har givet fem stjerner. Christian Tafdrups horrorthriller havde premiere på den prestigefulde Sundance Film Festival, hvor den fik en utrolig flot modtagelse sidste år.

Alligevel gør den danske modtagelse meget indtryk på Christian Tafdrup.

»Jeg er bare utrolig lettet og glad. Kun positive anmeldelser, det har jeg aldrig prøvet før,« siger instruktøren, der har fejret filmen hele natten.

»Vi var på Amigo bar, hvor jeg ikke har været i årevis, og så vågnede jeg med bankende hjerte og hovedpine til en masse positive beskeder. Jeg har jo været meget i tvivl om, om man kunne lave en dansk gyser, så jeg havde måske forventet, at den ville dele vandene.«

At flere anmeldere har hængt sig, i at filmen er »uafrystelig«, gør også indtryk.

»Jeg har jo forsøgt at lave en film uden våben og blod – også fordi, jeg tit synes, at man bliver helt immun af overdreven vold på film. Når de skriver, at filmen er ubehagelig, må det skyldes stemningen og det, at vi har en hel almindelig børnefamilie i fokus. Mange kan nok genkende sig selv.«

Det er meget usædvanligt at en dansk gyser bliver modtaget så positivt. Skal du også fejre det i dag?

»Jeg er på vej ud for at hente mine børn, så der er ikke mere fest i dag. Men jeg har det som champagne indeni.«