»Moderskabet er et knusende ansvar,« siger Leda til en ung mor, hun møder i en af den slags butikker, der sælger hatte og solcreme til feriefolket. Ikke ligefrem det udsagn, man ville forvente, men begge kvinder ved, hvad de taler om.
Leda (Oliva Colman) er den midaldrende dame, der har to voksne børn derhjemme. Nina (Dakota Johnson) er den unge mor til treårige Elana. Begge ligner kvinder, der har gennemskuet myten, der blødt og pastelfarvet fortæller om moderskabet som det eneste naturlige sted at lande. Så etableret er myten, at vi næsten ikke engang ser den mere.
Måske forklarer det, hvorfor »The Lost Daughter«, der er skuespilleren Maggie Gyllenhaals debut som filminstruktør, føles som en lille, veldrejet kniv i hjertet – helt uden at indeholde den store dramatik. Det er en kæmpe præstation, ikke mindst fordi emnet er belyst på så mange måder.
»The Lost Daughter« finder sin egen stemme.
Den rådne frugt
Leda er taget på græsk soloferie i en rolig, hvidmalet lejlighed med havudsigt. Selvom himlen er blå, lurer der hele tiden noget andet bag horisonten. Fyrtårnet tuder ildevarslende, den opsatte frugt i ferielejligheden er fordærvet.
Da Leda vil nyde roen på stranden, bliver området indtaget af en støjende amerikansk flok, der ødelægger idyllen med deres højlydte, nærmest aggressive, familiehygge. Blandt dem er den unge mor Nina og hendes datter Elena. De drager Leda, der hele tiden opholder sig tæt på dem, og som stirrer. Især når Nina fumler rundt i opdragelsen.
Men det egentlig drama er hverken på stranden eller ferien. Det er i det, vi ikke ser, og som vedrører et af tidens største tabuer: Det om en kvinde, der ikke er opfyldt af naturlig moderkærlighed. Den mor, der bliver irriteret, når hendes arbejde bliver afbrudt. Den mor, der ikke nødvendigvis elsker at bruge alle sine dage på at puste på en skramme, trøste, løfte, underholde.
Den mor, der egentlig bare gerne vil underholde sig selv.
Damen med dukken
Opgøret med den »unaturlige« mor er allerede begyndt herhjemme. Forfatteren Olga Ravn beskrev de ambivalente følelser omkring sit barns fødsel i bogen »Mit Arbejde«, mens instagramkontoen »Den Perfekte Mor« peger på de enorme krav, vi stiller til os selv og andre.
Det er samme tematik, men set fra et helt andet sted i livet, vi zoomer ind på i »The Lost Daughter«. Her er der fokus på den voksne kvinde, men også på et menneske, der virker fanget af sine egne impulser. Leda er nærmest ude af stand til at gøre noget, hun ikke har lyst til. Da hun finder Elenas forsvundne dukke, er det umuligt for hende at give slip på den. Hun er som et af de børn, hun fortæller så meget om. I sig selv en fortabt datter.
Men Leda er ikke en skurk. »The Lost Daughter« er ikke en film om en dårlig mor. Det er en film om en god mor, der gør sit bedste og selv ved, at det bedste ikke er godt nok. Det fine ved »The Lost Daughter« er, at den aldrig fordømmer.
Filmen sidder i dig længe, efter at den er slut. Ligesom varmen fra et barn, som for længst har sluppet din hånd.
»The Lost Daughter«. Drama. Instruktør: Maggie Gyllenhaal. Manuskriptet bygger på roman af Elena Ferrante af samme navn. Medvirkende: Olivia Colman, Dakota Johnson, Jessie Buckley og Paul Mescal m.fl.
