Will Smith trækker filmoptagelser ud af Georgia: »Vi kan ikke med god samvittighed støtte regeringen økonomisk«

Efter nye valglove i amerikanske Georgia er blevet vedtaget, har skuespilleren Will Smith og filmproducenten Antoine Fuqua trukket produktionen af filmen »Emancipation« ud af sydstaten.

»Netop nu er nationen ved at komme overens med sin historie, mens den prøver at fjerne resterne af institutionel racisme og opnå sand raceretfærdighed,« siger Antoine Fuqua og Will Smith (billedet) i en fælles erklæring ifølge Variety. Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Will Smith og filmproducenten Antoine Fuqua flytter produktionen af deres kommende thriller om slaver ud af sydstaten Georgia. Det skriver branchemediet Variety. Filmen, »Emancipation« eller »frigørelse«, skal omhandle en bortløben slave.

Det samme gjorde den amerikanske baseball-liga, som for nylig valgte at spille den årlige All Star-kamp et andet sted end i Georgia, hvilket Berlingske tidligere har beskrevet.

Årsagen er den nye valglov, som den republikansk styrede delstatsregering i Georgia har vedtaget. Valgloven er blevet vedtaget efter Republikanernes nederlag ved det seneste præsident- og senatsvalg. Her vandt demokraten Joe Biden snævert over Donald Trump, og efterfølgende vandt også to demokratiske senatorkandidater over de republikanske.

Den nye valglov er ifølge kritikerne en måde at gøre det sværere for især sorte, fattige eller handicappede at stemme. Det sker blandt andet ved at besværliggøre det at brevstemme og ved at gøre det ulovligt at uddele mad og vand ved de til tider lange køer ved stemmelokalerne.

Og alt dette har altså fået de to filmfolk til at flytte optagelserne af »Emancipation« ud af delstaten.

Fuqua og Smith udtaler i en fælles erklæring ifølge Variety, at »vi kan ikke med god samvittighed bidrage med økonomisk støtte til en regering, der vedtager undertrykkende stemmelove, som er designet til at hæmme adgangen til at stemme. De nye valglove i Georgia minder om tidligere tiders barrierer for adgangen til at stemme, som blev vedtaget i slutningen af Rekonstruktionstiden (årene lige efter den amerikanske borgerkrig, red.), for at holde mange amerikanere fra stemmeurnerne. Desværre føler vi os nødsagede til at flytte filmproduktionen fra Georgia til en anden stat.«.

Optagelserne af »Emancipation« skulle være indledt 21. juni. Will Smith skal spille hovedrollen, Peter, som flygter fra slaveri i Louisiana. Filmen er baseret på en sand historie om en mand, der flygtede fra slaveri og under Den Amerikanske Borgerkrig sluttede sig til Nordstaternes hær. Filmen er blevet solgt til Apple Studios for 120 millioner dollar, svarende til 750 millioner kroner.

Store firmaer som luftfartsselskabet Delta og Coca-Cola, der begge har hovedsæder i Georgia, har offentligt fordømt valglovene, ligesom også direktørerne i Starbucks, Merck, AMC og American Express har lagt pres på andre topchefer for at deltage i en kampagne mod lovene, skriver Variety.