Nu brænder lokummet i Georgia. For tredje gang. Lærer de det aldrig?

Det går altid galt for staten Georgia, når den forsøger at vende tilbage til »de gode gamle dage«, da sorte, homoseksuelle og andre minoriteter kendte deres plads. Georgia kvæles værdipolitisk i sin egen succes med at invitere kreative virksomheder til et ultra konservativt område.

Demonstranter foran Georgias regeringsbygning protesterer over en ny valglov, der hævdes at begrænse retten til at stemme. Dustin Chambers/Reuters/Ritzau Scanpix

Nu har staten Georgia fået ikke færre end to tidligere præsidenter på nakken. Og hvad værre er: Den amerikanske baseballiga, Major League Baseball (MLB).

Det sidste er det værste, for ligaen har tænkt sig at trække sig fra Georgia med det prestigefyldte All-Star Game, fordi Georgia endnu engang er ved at ændre en lovgivning, der kan vanskeliggøre sorte og andre minoriteters valgdeltagelse.