Vor politisk ukorrekte fortid: Jesus vendte tilbage … i danmarkshistoriens ringeste film

Berlingske er dykket ned i filmarkiverne for at undersøge, hvilke verdensbilleder, vi kan finde der. I dag handler det om Jens Jørgen Thorsens »blasfemiske« film om Jesus, der dog skuffer fælt ved gensyn. Aldrig er tabuer blevet overtrådt så kedsommeligt.

Benny Hansen (længst til højre) var én af de danske skuespillere, der gav den gas i Jens Jørgen Thorsens »Jesus vender tilbage« fra 1992. Inden filmens premiere havde dens indhold forårsaget internationale protester. Superfilm Productions

Længe før Muhammed-krisen lykkedes det provokunstneren Jens Jørgen Thorsen at skabe en hel del negativ omtale for Danmark med sine planer om en sexfilm om Jesus.

I denne sidste artikel om danske politisk ukorrekte film laver vi et genreskift, idet de to foregående film, »Peter må vente« og »Hvor bjergene sejler«, er blevet gjort ufrivilligt krænkende af tidens tand. Denne artikel handler om en anden type politisk ukorrekthed, nemlig den slags, der med fuldt overlæg forsøger at overskride så mange tabugrænser som muligt.