Vores politisk ukorrekte fortid: »Overalt flytter grønlændere til bedre huse, og kajakker bliver erstattet af fiskerbåde«

FORTIDEN PÅ FILM: Bjarne Henning-Jensens patroniserende »Hvor bjergene sejler« viser, hvordan Danmark og Grønland forsøgte at opbygge et nyt forhold efter kolonitiden. Det lykkes dog ikke at undgå at fremstille grønlænderne som store børn.

Det gør ondt i mange danskere, når grønlandske aktivister kritiserer os for fortidens kolonialistiske overgreb, eller – som det for nylig var tilfældet i forbindelse med Flemming Jensens teaterforestilling »Nissebanden i Juleland« – beskylder os for såkaldt kulturel appropriation. Der er tilsyneladende ingen ende på de ulykker, vi har forårsaget højt mod nord.

Kritikken er ikke ny, og allerede i 1955 blev drama-dokumentarfilmen »Hvor bjergene sejler« beskyldt for at være alt for farvet af en dansk dagsorden om at vinde det grønlandske folk for et moderne rigsfællesskab.