Efter fire film med Nikolaj Lie Kaas i rollen som politimanden Carl Mørck bliver det endnu mørkere i den femte Jussi Adler Olsen-filmatisering »Marco Effekten« (den anglificerede todeling af ordet er ikke en fejl), hvor Ulrich Thomsen som ny Mørck har overtaget efterforskningen. Ulrich Thomsen slår neurotiske knuder på sig selv i kampen for at bemægtige sig rollen, men får til syvende og sidst ikke nok spillerum i en film, som for ofte nøjes med en legen røvere og soldater.

I betragtning af seriens popularitet og romanernes generelle mangel på tyngde, må Jussi-fans dog være nemme at please. Filminstruktøren Martin Zandvliet, der før har opbygget solid spænding i film som »Under Sandet«, styrer »Marco Effekten« sikkert i havn, uden at båden bliver rokket for meget, hvilket formentlig har været den pålagte opgave, da filmserien er landets mest indbringende, siden Olsen-banden slog gækken løs.