Det tyske produktionsselskab UFA vil give »90-års-fødselsdagen« nyt liv i form af en prequel, skriver The Guardian.
For mange rundt om i Europa er det en tradition nytårsaften at se sketchen, der havde premiere i 1963.
Den blev filmet i sort-hvid, og den er blandt andet kendt for replikker som »same procedure as last year, Miss Sophie?«
Som mange vil kunne huske handler den om, hvordan den engelske overklassedame Miss Sophie fejrer sin 90-års fødselsdag ved at holde et middagsselskab, hvor gæsterne, fire mandlige beundrere, for længst er døde.
Derfor må butleren James optræde som hver og én af dem og drikke deres vin, når fruen skåler, hvilket resulterer i, at den stakkels mand bliver gradvist mere fuld i løbet af aftenen.
Den planlagte prequel, der har fået den engelske titel »Dinner for For Five«, foregår 51 år før det famøse middagsselskab, på et landsted nær Eastbourne, Sussex i England.
Den bliver i seks dele og kommer efter sigende til at handle om de fire mænd plus én til, der alle kæmper om den på det tidspunkt 39-årige Sophies opmærksomhed.