Ordene »kræftsygdom« og »komedie« i samme sætning kan skabe behov for at stejle. Det er der ingen grund til her

Anmeldelse: TV 2-serien »Overleverne« er varm og ukompliceret dansk underholdning.

 
Se traileren til »Overleverne« her. Video: TV 2 Play. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske filmskabere evner på særlig vis at få os til at grine ad det, som er så svært.

Tænk sig, at det kan være så hyggeligt at se en gruppe mennesker slås med noget så angstprovokerende som at komme fri af angsten efter et kræftforløb. Og det er netop, hvad TV 2s »Overleverne« er.

Otte kræftoverlevere tjekker ind på et kursus, hvor de over fem dage udsættes for fysiske og psykiske udfordringer, der skal skubbe dem i gang.

Fælles for dem alle er, at det ikke er lykkes fuldt ud at vende tilbage til livet efter et kræftforløb. Angsten for at dø er blevet erstattet af en angst for livet.

Langt hen ad vejen er serien hyggelig takket være de varme og komisk anstrengende karakterer. Den slags, som er så nemme at holde af på skærmen, men som ville være så svære at holde af i det virkelige liv.

Katrine med krystal om halsen, spillet af Stine Rosenfeldt Bjerregaard, der mangler evner til alting. Måske mest af alt evnen til at tro lidt på sig selv. Som aldrig tier stille, og som aldrig siger noget interessant. Det skulle da lige være »Jeg spiser ikke kød, der har været levende«, da hun ikke kan tåle synet af en høne, der slagtes.

Naja (Jeanett Albeck), Simone (Katinka Lærke Petersen) og Ingelise (Kirsten Lehfeldt) på overlevelsestur i skoven. Fold sammen
Læs mere
Foto: TV 2.

Steen, som spilles af Jacob Lohmann, der altid sidder for tæt på andre mennesker, og som inviterer sig selv ind i alle situationer med en påklistret og kæk optimisme. Som snakker på folk og ikke med eller til folk.

Den sønderjyske tidligere militærmand Troels, spillet af Ari Alexander, der blev smidt ud af militæret, efter at han vist nok kom til at slå en overordnet, som han havde følelser for. Måske var det tumoren, der påvirkede hans personlighed, men han kunne i hvert fald ikke lide, at hun grinte ad ham.

Anders, der spilles af Sebastian Jessen, hvis kontrolbehov styrer alt, hvad han foretager sig. Og Ingelise, spillet af Kirsten Lehfeldt, hvis mand er død. Ikke sådan rigtig død, men for hende er han død.

Lige så irriterende de allesammen er med hver deres neurotiske måder at håndtere tilværelsen på, lige så meget holder man med dem, og hepper på dem.

Der er helt indlysende ikke nogen rigtig måde til at håndtere en livsomvæltning som en kræftdiagnose, eller en opskrift på hvordan man bevæger sig videre på den anden side. Irritationen bliver med andre ord aldrig til fordømmelse.

Det er en serie, der ikke kræver det store af seeren, og som samtidig demonstrerer stort potentiale. Man kan trygt læne sig tilbage og lade sig underholde af lettere forudsigelige romancer, usunde hemmeligheder, spirende venskaber og konflikter, der slår rod i personlige forskelligheder.

Serien præsenteres som en del af Knæk Cancer-ugen, hvor TV 2 viser en række særlige programmer og indslag, der sætter fokus på forskning i kræft, oplysning om forebyggelse af kræft og på livet som kræftpatient og pårørende.

Anmeldelsen er baseret på første og andet afsnit.

»Overleverne«. Komediedrama. Varighed: 6 afsnit af cirka 40 minutter. Instruktion: Instruktion: Kasper Gaardsøe. Med Marie Askehave, Ole Lemmeke, Kirsten Lehfeldt, Jacob Lohmann, Sebastian Jessen, Ari Alexander, Jeanett Albeck, Katinka Lærke Petersen, Amer Bosnjak, Stine Rosenfeldt Bjerregaard og Rasmus Hammerich. Premiere 25. oktober på TV 2 PLAY og TV 2.