Sidste år blev filmen »Jeanne Dielman, 23 quai du Commerce, 1080 Bruxelles« af belgiske Chantal Akerman kåret som den bedste film i verden af et britisk filmmagasin.

En film fra 1975, der beskriver husmoren Jeanne Dielmans ordinære liv, og som er et hovedværk inden for hverdagsrealisme.

I sin nye film viderefører den franske instruktør Mia Hansen-Løve traditionen med et portræt af en almindelig kvinde, fortalt i fragmenter, men alligevel så nærværende, at hovedpersonen Sandra Kienzler fremstår så levende som et rigtigt menneske. Sådan et, man kunne støde ind i i de parisiske gader.

I modsætning til Jeanne Dielman, der ofte sidder ubevægelig i sin lejlighed, når hun ikke lige gør rent eller laver mad, er Sandra altid i bevægelse, og filmen åbner midt i Sandras travle liv. Hun er på vej til sin aldrende fars lejlighed. Han er på grund af sygdom blevet både blind og halvsenil; Sandra besøger ham ofte og indser, at han er nødt til at blive flyttet på plejehjem.

At tage sig af sin far er bare et af Sandras mange gøremål. Hun arbejder som tolk og bliver hyret til mange forskellige slags opgaver. Hun har en lille datter, som hun som enke er alene med, og hun får også et kærlighedsforhold til Clément, en kosmo-kemiker, som var ven med Sandras mand og i øvrigt er gift.

Livets skæve gang

Sandras liv er med andre ord travlt. Og hverdagsagtigt i den forstand, at filmen ikke bruger store, dramatiske armbevægelser i fortællingen om begivenhederne i hendes liv.

Affæren, der indebærer utroskab og tvivl, kunne være blevet et melodrama i en anden film. Forholdet til faren kunne være blevet en tragedie i en tredje. Forholdet til datteren, der på et tidspunkt bilder sig selv ind, at der er noget galt med hendes ene ben, og hun derfor halter rundt, kunne være blevet til et psykologisk drama mellem mor og datter.

Men i Mia Hansen-Løves hænder bliver alle disse ting skildret som dét, det er – livets gang i Lidenlund, hændelser, der går og kommer, og som man må tage sig af, som man bedst kan.

Dele af fortællingen er selvbiografisk eller ligger tæt op af Hansen-Løves egen historie. Sandras far er tidligere filosofiprofessor, hvilket instruktørens far, Ole, også var. Og han led af samme sygdom. Temaet om far og datterforhold og det selvbiografiske går igen i Hansen-Løves film, og tre af hendes film kan ses som en trilogi om netop familierelationen. På den måde kan »En dejlig morgen« ses som en slags fortsættelse. Dog med den forskel, at det her er den voksne, modne datter i den omvendte rolle af at være den ansvarlige.

Sandfærdig præstation

Man skal ikke lade sig snyde af den stoiske og underspillede tone, der er typisk for Mia Hansen-Løves stil. Den kunne man for eksempel også se og mærke i hendes forrige film, »Bergmans ø«. Under den rolige, milde overflade er »En dejlig morgen« et komplekst karakterstudie, fortalt balanceret og upyntet. Godt hjulpet af Léa Seydoux i en præstation, der føles sandfærdig og ren.

Det er sværere, end man lige tror, at skildre livets gang i alt dets storhed og petitesser, så det bliver levende på film. Men det lykkes Mia Hansen-Løve i dette stilfærdige, men mesterlige portræt af en helt almindelig kvinde, når Sandra går i Jeanne Dielmans fodspor.

»En dejlig morgen«, Drama. Instruktion: Mia Hansen-Løve. Medvirkende: Léa Seydoux, Melvin Poupaud, Nicole Garcia, Camille Leban Martins, Paul Greggory m.fl. Biografpremiere 2. marts 2023.