Den seneste uge har en rettighedsaftale for den danske filmbranche vakt stor opsigt.
Store streamingtjenester som TV 2 Play, Netflix og Viaplay har nemlig valgt at stoppe al produktion af danske film og serier i Danmark som reaktion på aftalen, fordi de økonomiske omkostninger angiveligt er blevet for store.
Det har fået flere fremtrædende personer i filmverden til at rejse skarp kritik af den aftale, som i december blev indgået af Producentforeningen og Create Denmark, og som skal sikre bedre betaling til tv-folk og skuepillere, når deres film og serier igen og igen bliver vist på streamingtjenesterne.
Meta Louise Foldager, der er producer og direktør i SAM Productions, som blandt andet står bag successerier som »Kastanjemanden«, kaldte den seneste udvikling for »katastrofalt«, og hun mener ikke, at den nuværende aftale har »gang på jord«.
Nu er der også flere politikere, der stempler ind i konflikten, som længe har været undervejs i filmbranchen.
De Konservatives kulturordfører, Birgitte Bergmann, er ikke overrasket over de udmeldinger, der den seneste uge er kommet fra de tre streamingtjenester. Selvom Netflix, Viaplay og TV 2 Play fortæller, at beslutningen skyldes den såkaldte rettighedsaftale, mener hun, at den seneste medieaftale mellem regeringen og dens støttepartier har lagt et ekstra pres på streamingtjenesterne.
»Det er en rigtig trist udmelding, men det er desværre som forventet. Det er resultatet af den førte politik, som regeringen lægger for dagen, og den medieaftale, der er lavet uden om det borgerlige flertal, hvor man vil påføre streamingtjenester som TV 2, Viaplay, Netflix og alle de andre streamingtjenester en streamingskat på seks procent, og det får en dominoeffekt,« siger hun:
»Det er et selvmål af regeringen.«
Men streamingtjenesterne har ikke sagt, at det skyldes medieaftalen. De henviser kun til den rettighedsaftale, der er indgået. Har du nogle konkrete eksempler på, at det også er medieaftalen, der spiller ind?
»Det er klart, at det er en aftale hos arbejdsmarkedets parter, men tingene hænger sammen. Når regeringen med sit medieoplæg ønsker at have arbejdsmarkedsklausuler, kædeansvar og overholdelse af overenskomster for at få støtte fra public service-puljen, så har man sendt et stærkt signal til fagforeningerne og branchen,« siger hun.
Det er op til partnerne
Kasper Sand Kjær, der er medieordfører for Socialdemokratiet, siger, at regeringen ikke vil blande sig politisk i den rettighedsaftale, der er indgået mellem Producentforeningen og Create Denmark.
Alligevel vil han knytte en kommentar til den situation, der har ramt de danske filmfolk.
»Det understreger overfor mig, hvor vigtigt det er, at vi med medieaftalen har lavet et kulturbidrag, som sikrer, at vi har finansiering til produktion af dansk indhold, uanset hvad udenlandske streamingtjenester vælger af, hvor meget produktion de vil lave i Danmark.«
Viaplay skriver i sit brev, at den her rettighedsaftale sammenholdt med kulturbidraget vil gøre, at Danmark ender som et lavprioritetsmarked i forhold til investeringer i dansk indhold. Kan I ikke også være bekymret for det?
»Der bliver lavet enormt flotte danske serier og dokumentarer, og det er jeg sådan set ikke bekymret for vil forsvinde. Kulturbidraget sikrer, at vi også har finansiering til, at vi kan gøre det i fremtiden, selvom udenlandske tjenester vælger at sætte deres produktion af dansk indhold på pause.«
Men det er vel særligt de store streamingtjenester, der giver mulighed for de her danske filmprojekter?
»Jeg synes, det er fint, at streamingtjenester laver dansk indhold, og det håber jeg da også, at de vil gøre i fremtiden. Derfor håber jeg også, at parterne finder en løsning på det, men det afgørende for mig er, at vi har sikret finansiering til at kunne lave godt original dansk indhold i fremtiden.«
TV 2 har et særligt ansvar
Den nuværende konflikt har været længe undervejs, og allerede i marts valgte TV 2 Play som den første streamingtjeneste at sætte et punktum ved dansk film- og serieproduktion.
Dermed har tjenesten, der tidligere har leveret stribevis af populære serier som »Badehotellet« og »Sommerdahl«, ikke udviklet nye danske film eller serier siden årsskiftet.
Til Politiken anklager SFs medieordfører, Charlotte Broman Mølbæk, TV 2 for at gøre brug af »bøllemetoder«, mens Zenia Stampe fra Radikale Venstre undrer sig over, at det er TV 2, der er de første, som meldte et stop af produktion.
»Man skulle mene, at et statsejet medie har en interesse i at passe på det kreative marked, men også fordi de må være klar over, at det ikke er en trussel, som de i længden kan føre ud i livet«, siger Zenia Stampe til avisen.
Til kritikken siger Katrine Vogelsang, der er fiktionschef hos TV 2, at TV 2s kritik er anderledes end de andre internationale streamingtjenesters, fordi de har »forskelligartede problemer«.
»Vi synes, at rettighedshonorarerne er for dyre. Streamingtjenesterne klager over abonnementstal. Jeg tror ikke, at TV 2s ageren har betydning for, hvordan Netflix agerer,« siger hun.
Direktør Jørgen Ramskov i Producentforeningen har til Berlingske oplyst, at man på baggrund af dagens møde mellem foreningen og Create Denmark er blevet enige om at indkalde de enkelte streamingtjenester til møde for »at finde en vej ud af den fastlåste situation for hver tjeneste, så der igen kan komme gang i udvikling og produktion af dansk kvalitetsindhold.«