TV 2 sætter udvikling af dansk fiktion på pause: Tv-stationen gruer for voldsomme prisstigninger

Ifølge TV 2 kan en ny aftale om vederlag til skuespillere, instruktører og andre tv-folk føre til omfattende udgiftsstigninger, og derfor træder tv-stationen nu på bremsen. Det betyder et foreløbigt stop for udvikling af dansk fiktion.

»Vi er ærgerlige og forundrede,« erklærer TV 2-fiktionschef Katrine Vogelsang om en ny aftale, der får tv-stationen til at stoppe udviklingen af nye fiktionsserier. På billedet ses Peter Mygind, der spiller hovedrollen i TV 2-serien »Sommerdahl«. Henrik Petit/Pr-foto

De seneste år har TV 2 leveret en stribe populære danske fiktionsserier, og det er formentlig gået de færrestes næse forbi, at tv-stationen står bag serier som »Badehotellet«, julekalenderne om Tinka eller krimiserien »Sommerdahl« med Peter Mygind som politiefterforsker.

Men en ny aftale om vederlag til medvirkende i film og tv-serier får nu TV 2 til at sætte udviklingen af ny dansk fiktion på pause.

I en pressemeddelelse fra TV 2 forklarer fiktionschef Katrine Vogelsang, at tv-stationen ikke ser nogen anden udvej end et – i hvert fald i første omgang – midlertidigt stop for udviklingen af dansk fiktion:

»Vi har som dansk public service-institution store ambitioner om at levere mere og højere kvalitet af dansk fiktion – altid under ordnede forhold. Vi ønsker at fortsætte arbejdet til glæde for både danskerne og fiktionsbranchen, og derfor har vi nøje undersøgt rammeaftalens konsekvenser.«

»Men stigningsprocenter på mellem 100 og 600 procent tvinger os desværre til at stoppe op og analysere situationen. Indtil vi har det fulde overblik, har vi indført et foreløbigt udviklingsstop på serier, der er omfattet af aftalen. På den måde undgår vi at sætte udvikling af fiktionsserier i gang, som det viser sig, at vi ikke kan gennemføre,« udtaler Katrine Vogelsang.

»Ærgerlige og forundrede«

Rammeaftalen blev indgået mellem Producentforeningen og rettighedsorganisationen Create Denmark på vegne af en række fagforbund, og den betyder blandt andet, at skuespillere, instruktører og andre tv-folk fremover skal sikres rettighedsvederlag, som blandt andet er afhængig af, hvor mange abonnenter de enkelte streamingtjenester har.

Fiktionschef Katrine Vogelsang mener, at aftalen kan ramme TV 2 hårdt økonomisk:

»Vi anerkender indgåelsen af den nye rammeaftale, men vi er ærgerlige og forundrede over, at vi ikke er blevet hørt om de økonomiske konsekvenser under forhandlingerne mellem de to parter, fordi aftalen har meget stor betydning for os. Det er TV 2, som er udset til at betale regningen,« forklarer hun.

Som et eksempel på de mulige prisstigninger skriver TV 2 i sin pressemeddelelse, at en produktion, som tidligere kostede op imod en million kroner i vederlag, vil have en udgift på seks millioner kroner i 2025, såfremt TV 2 PLAY når sit mål om 1,3 million abonnenter.

De seks millioner dækker alene udgiften til rettighedsvederlag for PLAY til de medvirkende, og oveni det beløb kommer der blandt andet løn til de medvirkende.

Rammeaftalen trådte i kraft tidligere i år, og den løber i to år.