Nadia Nadim-dokumentar formår ikke at svare på det allervigtigste spørgsmål

En ny dokumentar, »Nadia Nadim – Game Changer?«, er et overfladisk portræt, men rejser vigtige spørgsmål.

 
Se dokumentaren »NADIA NADIM - GAME CHANGER?«. Video: Viaplay. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dokumentaren skulle have handlet om, hvordan en af verdens bedste kvindelige fodboldspillere kæmpede sig tilbage i form fra en alvorlig knæskade og operation. Ville hun nå det tidsnok til at blive udtaget til det EM, der fandt sted i sommer?

En cliffhanger, der nok fik de færrestes blod i kog, særligt ikke her efter begivenheden og når vi kender svaret på spørgsmålet.

Men heldigt for filmens narrativ ændredes alt, da Nadia Nadim i april meldte ud, at hun havde sagt ja til at være ambassadør for herrernes VM i Qatar, der begynder søndag den 20. november. Noget, der havde været vedholdende rygter om siden vinteren 2021.

Fokus på VM-ambassadørskabet

Heldigt, fordi dét emne er meget mere eksplosivt, kontroversielt og med langt flere aspekter i sig om sportsetik, ansvar og korruption end at følge en fodboldspiller genoptræne sit knæ, sidde på reservebænken og kigge på sine medspillere i den nye, amerikanske klub Racing Louisville FC.

Nadia Nadim var tvunget til kun at kigge på, når hendes holdkammerater i Racing Louisville FC trænede, da hun blev knæskadet og skulle opereres. Fold sammen
Læs mere
Foto: Viaplay.

Og klogt nok har dokumentaren, »Nadia Nadim – Game Changer?«, valgt at fokusere på VM-ambassadørskabet, hvor der er rigeligt at tage fat på. For det første at få et uddybende svar fra Nadim om hendes bevæggrunde for at sige ja til ambassadørskabet, der med rette har mødt meget kritik.

For ved at sige ja er man så ikke med til at hvidvaske en stat, der undertrykker kvinder, homoseksuelles og immigrantarbejderes basale menneskerettigheder? Immigrantarbejdere, der lever under så kummerlige vilkår, at 6.500 er døde, siden Qatar fik tildelt VM-afviklingen, blandt andet ved at arbejde på de stadions, der er blevet bygget til begivenheden.

Massiv kritik

I dokumentaren ser vi Nadim svare på kritikken ved det officielle pressemøde, som DBU tvang hende til at holde i kølvandet på, at hun var blevet udtaget til EM-landsholdet.

Hun svarer også på det i det interview, hun gav i »Go’ morgen Danmark« i februar. Men i selve dokumentaren, face to face med kameraet, er det meget få og ret overfladiske svar, hun giver.

Og der bliver ikke spurgt ind til dem eller boret i svarene, så man kunne få en fornemmelse af andet end mikrofonholderi. Også selvom det i dokumentaren bliver understreget, at Nadim ikke har haft redigeringsret over serien.

Dét, vi hører, er, at Nadim ikke gør det for pengenes skyld, og at hovedmotivet er at fremme interessen for fodbold, især blandt børn og kvinder. I hele verden og måske især i Mellemøsten, hvor det er forbudt for kvinder at spille fodbold eller bare overvære en kamp på stadion.

Det er ædle motiver, og her er Nadim troværdig og oprigtig. I det hele taget er dokumentarens styrke, at Nadim virker 100 procent som sig selv hele vejen igennem. Ægte, sympatisk og charmerende. Men ikke en person med følelserne uden på tøjet, særligt ikke når hun bliver presset.

Så bliver hun en tough cookie, der ikke vil lade dig se hende græde. Og den kritik og de racistiske og kvindehadske svinere hun får – fortrinsvis i Danmark og ikke i udlandet – både i pressen og på sociale medier, ville kunne få de fleste til at tude. Det er ikke for sarte sjæle.

Det større perspektiv

Der er ingen tvivl om, at det ville have været lettere for Nadim at sige nej til ambassadørskabet, så man sidder selv og spekulerer: Vidste hun, hvad hun gik ind til? Blev hun rådgivet ordentligt?

I dokumentaren får man ikke et fyldestgørende svar, men hendes agent fortæller, at DBU blev spurgt til råds, og at svaret var, at det var op til Nadim selv. På det tidspunkt var der, ifølge dokumentaren, angiveligt intet om, at DBUs holdning var, at hun skulle sige nej.

Og deri ligger det større perspektiv i Nadims sag og i det hele taget for alle spillere, der deltager i VM i Qatar. Hvem har ansvaret for at sige nej til deltagelse? Den enkelte spiller, fodboldforbundene, statsmagten? I en tid, hvor man må se i øjnene, hvad enten man kan lide det eller ej, at sport og politik er forbundne.

Og i forlængelse af det kan man også spørge, hvem har ansvaret for, at VM overhovedet blev givet til Qatar? Og hvorfor er der ikke blevet protesteret mere imod det fra fodboldforbundenes side? Hvorfor er der ikke flere boykotter?

Dokumentarserien »Nadia Nadim – Game Changer?« skulle have handlet om Nadims vej tilbage til storform og EM-truppen fra en knæoperation, men tog en drejning, da hun sagde ja til at være ambassadør for VM i Qatar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Viaplay.

Hykleri og dobbeltmoral

Pointen her må være, at ja, det har, udefra set, virket som et strategisk uklogt valg af Nadim at sige ja til ambassadørskabet ved dette års VM, selvom man forstår hendes bevæggrunde. Men at det også er meget nemt at kaste sig over hende som en syndebuk for alt det usmagelige, der er ved et VM i Qatar.

Og at medmindre man selv – som fodboldfan – vælger ikke at se et sekunds fodbold under VM, eller som medie ikke sender journalister til landet for at dække begivenheden og på den måde tjene penge på VM, så er man, moralsk, ikke et hak bedre.

Det er nogle af de perspektiver, »Nadia Nadim – Game Changer?« berører. Men ikke helt fokuseret, desværre. Som dokumentar er den hverken det dybdegående portræt af Nadim, den kunne have været, eller den tilbundsgående undersøgelse af et sportsligt dilemma, den momentvis virker til gerne at ville være. Dertil er indholdet for skitsepræget fortalt.

Til gengæld udstiller dokumentarserien hykleriet omkring Nadim-kritikken og VM i Qatar og er på den måde et velkomment spejl med den helt rette timing. Her lige før VM går løs.

»Nadia Nadim – Game Changer?« : Dokumentarserie, 2 episoder, Viaplay. Instruktion: Sine Skibsholt. Premiere 16. november.